Brand
| Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||
| xml, pdf | ||||||
| Om verket | |||||||
| Les mer om verket | |||||||
(raaber efter Brand).
(standser og nærmer sig ig[]en).
(ser fast p[å] ham).
(klør sig bag [ø]ret).
(trækker i ham).
(til[] [b]onden, som har grebet ham i [k]raven).
(brydes med Brand).
(river sig løs og kaster ham i [s]neen).
(sidder og gnider [a]rmen).
(inde i T[å]gen).
(kommer til[]syne højere oppe og lytter ud mod den [k]ant, hvor Bonden gik).
p[å] de kommende.)
(danser baglænds foran og smutter stedse fra ham).
[r]anden.)
(skriger ned til[] dem).
(sl[å]er [a]rmen om hende og ler op[]).
(studser og ser nærmere p[å] ham).
(hurtigt og h[å]rdt).
(forandrer [t]onen).
(med et usikkert [s]mil).
(ryster paa [h]ovedet).
(afbrydende).
(vender sig ved [n]edgangen).
(vinker ham fra sig).
(g[å]r i [t]aushed hen og ser ned efter Brand).
(st[å]r et [ø]jeblik som [å]ndsfraværende; derp[å] farer hun op[], ser sig
urolig om og spørger):
(ser [å]ndsfraværende lige ud og siger):
(uden at se p[å] ham og dæmpet som i en [k]irke).
(kommer oppe paa [s]tien, g[å]r nedover, standser midtvejs p[å] en frem-
springende [k]nart og ser ned i [d]ybet).
(peger nedover).
(ser h[å]nligt smilende p[å] ham og peger ned).
(uden at høre paa ham).
(peger ned).
(efter et Op[]hold).
(bryder sig g[]ennem [t]rængslen).
(skubber hende til[]side).
(træder ud af [f]lokken med Agnes).
(træder ned iblandt [m]ængden og siger med [e]ftertryk[]).
(afbryder ham truende).
(ryster paa [h]ovedet).
(skriger frem mod [f]lokken).
(griber ham om [a]rmen).
(kort, til[] [a]lmuen).
(vrider [h]ænderne).
(r[å]ber fra B[å]den).
(viger til[]bage).
(hugger sig fast med [b] [å]dshagen og r[å]ber til[] den fremmede [k]vinde).
(viger til[]bage).
(vender sig med blussende [k]inder raskt om til[] Ejnar, lægger [h] [å]nden
p[å] hans [a]rm og siger):
(viger til[]bage).
(forfærdede, idet hun springer ombord).
(griber fortvivlet efter hende).
(skriger efter dem).
(samler sine [p]apirer og [b]øger).
(ryster paa [h]ovedet).
(træder ivejen for ham).
(ser visst p[å] ham).
(ser en [s]tund p[å] ham og siger):
(ser længe efter dem).
(uden at vende sig).
(lægger [h] [å]nden p[å] [b]rystet).
(kommer op[]over, standser halvvejs synlig i [b]akken, holder [h] [å]nden
skyggende over [ø]jnene og ser sig om.)
(efter et kort Op[]hold).
(g[å]r et [s]kridt nærmere).
(nærmer sig i [s]pænding).
(sl[å]r vildt imod ham).
(vrider [h]ænderne).
(ser efter hende).
(har vendt sig om og ser lyst op[] til[] ham).
(ryster paa [h]ovedet).
(kommer et [s]kridt nærmere).
(rejser sig og siger langsomt):
hende, bøjer [h]ovedet og g[å]r udover mod [f]jorden ig[]en.)
(sagte og k[]ærligt).
(ryster p[å] [h]ovedet).
(ser visst p[å] ham, rejser sig og siger):
(ser ind g[]ennem [d]øren).
(kaster sig om hans [h]als).
(ser stivt p[å] ham).
(følger ham en [s]tund med [ø]jnene).
(klynger sig tæt[] till ham).
(ser g[]ennem den [å]bne [d]ør).
(ud p[å] [t]rappen).
(ser til[]bage ind i [h]uset.)
(g[]ennem [h]avegrinden).
(ryster p[å] [h]ovedet).
(griber ham om [a]rmen).
(ser uvisst p[å] ham).
(knuger [h]ænderne).
(til[] første [m]and).
(klynger sig op[] til[] ham).
(med [g]r[å]d i [s]temmen).
(ser lyst op[] p[å] ham og siger):
(ser stille frem for sig).
(g[]ennem [h]avegrinden).
(viser mod [h]uset).
(ser efter ham).
(ser stille rystet frem for sig).
(synker i [s]merte ned p[å] [b]ænken).
(g[å]r nærmere, ser p[å] ham og ryster paa [h]ovedet).
(ser op[]).
(er kommen ud p[å] [t]rappen; bleg og forfærdet hvisker hun til[]
[d]oktoren):
(drager ham med sig).
(stille hen for sig).
(efterfulgt af Agnes kommer hurtigt ud p[å] [t]rappen og r[å]ber):
(holder ham til[]bage).
(betragter i [t]aushed Brand, som ubevægelig ser ind g[]ennem [d]øren, g[å]r
derp[å] hen til[] ham, lægger [h] [å]nden p[å] hans [s]kulder og siger):
(griber sig forvildet om [h]ovedet som for at samle [t]ankerne).
(stirrer en [s]tund frem for sig, pludselig udbryder han):
(knuger [h] [å]nden mod [b]rystet).
(g[]ør et [s]kridt frem).
(klapper i [h]ænderne og r[å]ber med forvildet [g]læde):
(kommer indenfor Havegrinden).
(nærmer sig og siger dæmpet).
(stirrer p[å] hende).
(viger forfærdet).
(viger længere til[]bage).
(vil gribe hende om [a]rmen).
(viger bagom [t]ræet).
(tier).
(peger mod [h]avegrinden og spørger):
(peger mod [h]usdøren).
(løfter [b]arnet højt p[å] [a]rmene).
(stirrer en [s]tund frem for sig, brister i [g]r[å]d, sl[å]r [h]ænderne sammen over
[h]ovedet, kaster sig ned p[å] [t]rappen og r[å]ber):
(slaar [a]rmene om ham).
(viger fra ham).
(ryster sørgmodig p[å] [h]ovedet).
(trykker hende til[] sig og slipper hende atter).
(smiler sørgmodigt).
(ser efter hende).
(ryster forundret p[å] [h]ovedet).
(med foldede [h]ænder).
(ryster p[å] [h]ovedet).
(efter en tankefuld [t]aushed).
(sætter [s]tagerne p[å] [b]ordet).
(g[å]r op[] og ned).
(stille for sig selv idet hun pynter op[] i [s]tuen).
(har fulgt hende med [ø]jnene og siger sagte):
(for sig selv).
(trækker [s]kodderne for).
(brister i [g]r[å]d).
(ryster p[å] [h]ovedet).
(stirrer frem for sig og siger rystet):
(sl[å]r [a]rmene om hende og trykker hende tæt[] op[] til[] sig).
(slipper hende).
(i [d]øren).
frem. I samme [ø]jeblik lukker Brand p[å] [d]øren og vil tale til[] hende, men
da han bemærker, hvad hun foretager sig, holder han inde og bliver st[å]ende.
Agnes ser ham ikke.)
(knuger [h]ænderne i [s]merte).
(ser [b]ørnetøjet og r[å]ber til[] Agnes):
(med vild [s]tyrke).
(st[å]r i stærk indre [k]amp; endelig spørger hun):
(tier til[] han er nær ved [d]øren, da r[å]ber hun):
(tager en sammenlagt [b]ørnekappe frem fra [b]rystet.)
(nærmer sig og spørger uden at tage den):
[a]nsigt over til[] høj str[å]lende [g]læde. Brand kommer til[]bage; hun flyver ham
jublende imøde, kaster sig om hans [h]als og r[å]ber:)
(viger til[]bage).
(kaster sig om hans [h]als).
(knuger [h]ænderne mod [b]rystet).
(peger ud til[] [s]iden).
(kommer i fuld [u]niform og hilser str[å]lende fornøjet).
(for sig selv).
(kommer ned over [p]ladsen).
(st[å]r en [s]tund som forstenet i sine [t]anker).
(skriger ud).
(viger til[]bage).
(ser en [s]tund efter ham; med engang lyser hans [ø]jne op[] og han
udbryder):
(kommer ilsomt).
(peger op[] mod [k]irketrappen, hvor Brand st[å]r, og r[å]ber):
(klemt i [t]rængs[]len).
(til[] Brand).
(under stigende [g] []æring).
(skriger som i [a]ngst).
sammen om Brand.)
(til[] [m]ængden).
(sagte og lettet).
(ligeledes).
(til[] de bortdragende).
(ser en Stund med foldede [h]ænder efter dem og siger fortabt).
(truer efter Brand).
(ser sig forvildet om i [f]lokken).
(stimler tættere sammen).
(under rasende [s]krig).
(peger forskrækket nedover [v]ejen).
(kommer, fulgt af nogle af de til[]bageblevne).
(til[] [m]ængden).
(kommer ilsomt).
(sagte til[] Provsten).
(med [f]ingeren p[å] [n]æsen).
(trækker p[å] [s]kuldrene).
(standser og ser til[]bage).
(suser i [s]tormen).
(g[]entager [o]rdene og siger sagte):
(lyder stærkere over ham):
(mildt og lokkende).
(brister i sagte [g]r[å]d.)
[k]vindeskikkelse st[å]r der, lyst klædt, med [k] [å]be over [s]kuldrene.
Det er Agnes.)
(smiler og breder [a]rmene mod ham).
(farer forvildet op[]).
(ryster p[å] [h]ovedet).
[(]forsvinder i et [b]rag; T[å]gen vælter sig hvor den stod, og der skriges hvas[]t
og sk[]ærende, som fra en der flygter):
(st[å]r en [s]tund som bedøvet).
(kommer med en [r]iffle).
(ser med store Øjne p[å] ham).
(ryster p[å] [h]ovedet).
(ser op[]ad; [s]kyerne letter).
(stirrer frem for sig).
(klar, str[å]lende og ligesom forynget).
(skotter op[]over og siger sagte og sky):
der højt oppe fra [b]ergvæggen.)
(krymper sig under den styrtende [s]kred og siger op[]ad):
(r[å]ber g[]ennem [t]ordenbragene).
Faksimile
BRAND.
ET DRAMATISK DIGT
[Sjette] OPLAG.
[
Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo.
]
K[]ØBENHAVN.
FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).
TRYKT HOS J. H. SCHULTZ.
18[71.]
Faksimile
Faksimile
BRAND.
Faksimile
De handlende.
Brand.
Hans [m]oder.
Ejnar,en [m]aler.
Agnes.
Fogden.
Doktoren.
Provsten.
Klokkeren.
Skolemesteren.
Gerd.
En [b]onde.
Hans halvvo[ks]ne Søn.
En anden [b]onde.
En [k]vinde.
En anden [k]vinde.
En [s]kriverkarl.
Prester og [e]mbedsmænd.
Almue, [m]ænd, [k]vinder og [b]ørn.
Fristeren i [ø]demarken.
De usynliges [k]or.
En [r]øst.
(Handlingen foreg[å]r i vor [t]id, dels i dels omkring en
[f]jordbyg[]d p[å] [v]estkysten af Norge.)
[f]jordbyg[]d p[å] [v]estkysten af Norge.)
Faksimile
FØRSTE HANDLING.
(Oppe i [s]neen p[å]
[f]jeldvidderne. T[å]gen ligger tæt[] og tung; det er
[r]egnvejr og halvmørkt.)
[r]egnvejr og halvmørkt.)
Brand, (sortklædt, med [s]tav og [s]kræppe, kravler sig frem vestover).
En [b]onde og hans halvvo[ks]ne
[s]øn, (som har sl[å]et [f]ølge med,
er noget bagefter).
er noget bagefter).
Bonden
(raaber efter Brand).
Hej, [f]remmedkarl, far ej s[å] fort!
Hvor er du?
Brand
.Her!
Bonden
.Du g[å]r dig bort!
Nu tyk[]ner [s]kodden slig, at knap[]t
en ser s[å] langt, som [s]taven rækker –
Sønnen
. Faer, her er [s]priker!
Bonden
.Her er [s]prækker!
Brand
.Og hvert et [v]ejspor har vi tabt.
Faksimile
6
Bonden
(skriger).Stands, [m]and! Guds bittre –! Her er [b]ræen
skral som en [s]korpe! Tramp ej [s]neen!
Brand
(lyttende).Jeg hører [d]uren af en Fos[].
Bonden
.En [b]æk[] har hulet sig indunder;
her er et [d]yb, som ingen bunder; –
det sluger b[å]de dig og os!
Brand
.Frem m[å]
jeg, som jeg før har sagt.
Bonden
.Det evner ingen [m]andemagt.
K[]end; – her er [g]runden hul og sprød –
Stands, [m]and! Det g[]ælder [l]iv og [d]ød!
Brand
.Jeg m[å]
; jeg g[å]r en [s]tormands [b]ud.
Bonden
.Hvad heder han?
Brand
.Han heder Gud.
Bonden
.Og hvad er du for noget?
Brand
.Prest.
Bonden
.Kanhænde det; men jeg ved bedst,
at om du s[å] var [p]rovst og [b]isp,
s[å] ligger du i [d]ødsens [g]isp
Faksimile
7
før [d]agen gryr, hvis du vil frem
paa [b]ræens undergravne [b]rem.
(nærmer sig varsomt og overtalende.)
Hør, [p]rest; om en er klog og lært,
han kan ej det, som er for svært.
Vend om; vær ej saa strid og stiv!
En har jo kun det ene [l]iv; –
g[å]r det, hvad har en s[å] ig[]en?
Der er en [m]il til[] næste [g]rænd,
og Skodden st[å]r s[å] tyk[], at den
kan sk[]æres med en [t]ollekniv.
Brand
.St[å]r Skodden tyk[], en lokkes ej
af [b]l[å]lysblink p[å]
[v]ildsporsvej.
Bonden
.Men her er [i]s-[t]jern rundt omkring,
og slige [t]jern er stygge [t]ing.
Brand
.Dem g[å]r vi over.
Bonden
.G[å] p[å]
[v]and?
Du holder mindre end du lover.
Brand
.
En har dog vist, – er [t]roen sand,
saa slipper [k]arlen tør[]skod over.
Bonden
.Ja, før i [t]iden; men i vor
han g[å]r til[]bunds med [h]ud og H[å]r.
Brand
.Farvel!
(vil g[å].)
Faksimile
8
Bonden
.Du sætter [l]ivet til[]!
Brand
.Hvis Herren for min [d]ød har [b]rug, –
velkommen [f]lom og [f]os[] og [s]lug!
Bonden
(sagte).Nej, han er b[å]de gal og vild!
Sønnen
(halvt grædende).Faer, lad os vende! Der er [t]egn
til[] værre [s]tyggevejr og [r]egn!
Brand
(standser og nærmer sig ig[]en).
Hør, [b]ondemand; du sagde før,
at [d]atter din, som bo[]r ved [f]jorden,
har skikket [b]ud, at snart hun dør;
men ej med saligt [h]
[å]b hun tør, –
hvis ej hun ser dig, – g[å] fra [j]orden?
Bonden
.Gud bedre mig s[å] sandt og visst!
Brand
.Og til[] idag hun gav dig [f]rist?
Bonden
.Ja.
Brand
.Ikke længer?
Bonden
.Nej.
Brand
.S[å] kom!
Faksimile
9
Bonden
.Det er ug[]ørligt [v]ærk. Vend om!
Brand
(ser fast p[å] ham).
Hør? Gad du hundred [d]aler give,
ifald hun kunde saligt dø?
Bonden
.Ja, Prest!
Brand
.
To hundred?
Bonden
.Hus og [b]ø
jeg skulde g[]erne fra mig skrive,
ifald hun slukne fik i [f]red!
Brand
.Men gad du give
[l]ivet med?
Bonden
.Hvad? Livet? K[]ære, vene –!
Brand
.N[å]?
Bonden
(klør sig bag [ø]ret).
Nej, men der er da [m]
[å]de p[å] –!
I Jesu [n]avn, du f[å]r ej glemme,
at jeg har [b]arn og [k]one hjemme.
Brand
.Han, som du nævnte, havde [m]oer.
Bonden
.Ja, det var længe før ifjor; –
Faksimile
10
da hændte der s[å] mangt et [u]nder;
det g[å]r ej slig til[] nuomstunder.
Brand
.Far hjem. Dit [l]iv er [d]ødens [v]ej.
Du ved ej Gud og Gud ej dig.
Bonden
.Hu, du er h[å]rd!
Sønnen
(trækker i ham).
Kom s[å] afsted!
Bonden
.Ja vel; men han skal følge med!
Brand
.Skal jeg?
Bonden
.Ja, blir du borte her
i dette Herrens vonde [v]ejr,
og rygtes, hvad en ej kan dølge,
at vi gik hjemmefra i [f]ølge,
s[å] trækkes jeg til[]things en [d]ag, –
og drukner du i [m]yr og [t]jern,
s[å] dømmes jeg i [b]olt og [j]ern –
Brand
.Da lider du for Herrens [s]ag.
Bonden
.Mig rager ikke hans og dine;
jeg har alt mer end nok med mine.
Kom s[å]!
Brand
.Farvel!
(hult [b]ulder høres langt borte.)
Faksimile
11
Sønnen
(skrigende).Der gaar en [s]kred!
Brand
(til[] [b]onden, som har grebet ham i [k]raven).
Slip[] Taget!
Bonden
.Nej!
Brand
.Slip[] stra[ks]!
Sønnen
.Kom med!
Bonden
(brydes med Brand).
Nej, [f]anden nappe mig –!
Brand
(river sig løs og kaster ham i [s]neen).
Ja visst;
det kan du tro han g[]ør til[]sidst!
(g[å]r.)
Bonden
(sidder og gnider [a]rmen).
Au, au; den [k]arl er stiv og stærk.
Sligt kalder han Vorherres [v]ærk!
(r[å]ber idet han rejser sig.)
Hej, [p]rest!
Sønnen
.Han gik indover [h]ejen.
Bonden
.Ja, men jeg skimter ham endnu.
(r[å]ber ig[]en.)
Hør, sig mig – kan du mindes, du,
hvor var det vi kom ud af [v]ejen?
Faksimile
12
Brand
(inde i T[å]gen).
Ej trænges [v]ejløbs [k]ors for dig; –
du er alt p[å] den brede [v]ej.
Bonden
.Gud give at det var s[å] vel,
s[å] sad jeg godt og varmt ikveld.
(han og [s]ønnen g[å]r østover igjen.)
Brand
(kommer til[]syne højere oppe og lytter ud mod den [k]ant, hvor Bonden gik).
De famler hjem. Du slappe [t]ræl,
sprang i dit [b]ryst en [v]iljes [v]æld,
var ikkun [e]vnen det, som skorted,
jeg skulde [v]ejens [m]øje kortet;
paa dødstræt[] Ryg[], med [f]oden s[å]ret,
jeg skulde glad og let[] dig b[å]ret; –
men [h]jælp er gavnløs for en [m]and,
som ikke vil, hvad ej han kan.
(g[å]r længere frem.)
Hm; [l]ivet, [l]ivet; det er svært,
hvor [l]ivet er de [g]odtfolk k[]ært!
Hver [s]krælling lægger slig en [m]agt
p[å]
[l]ivet, som om [v]erdens [f]relse,
al [m]enneskenes [s]jælehelse,
var p[å] hans skrale [s]kuldre lagt.
De vil nok offre, – Gud[]bevares!
Men [l]ivet, [l]ivet, – det m[å] spares.
(smiler, som i en [e]rindring.)
To [t]anker faldt som [g]ut mig ind
og voldte [l]attervrid i [m]aven,
Faksimile
13
og skaffed mig et barket [s]kind,
n[å]r gamle [s]kolemoer var gnaven.
Jeg tænkte mig en mørkræd[]
[u]gle,
en [f]isk med [v]andskræk[]. Lydt jeg lo;
jeg vilde dem af [s]indet smugle,
men de hang i med [t]and og [k]lo. –
Hvad kom det af, det [l]attervrid?
Jo, af den dunkelt følte [s]plid
imellem [t]ingen, som den er,
og [t]ingen, som den skulde være, –
imellem det, at m[å]tte bære,
og finde [b]yrden altfor svær. –
Fast hver en [l]andsmand, syg og frisk,
er slig en [u]gle, slig en [f]isk.
Han skabtes til[] et [d]ybets [y]rke,
han skulde leve [l]ivets [m]ørke, –
og det er det, som g[]ør ham ræd[].
Han spræller angst mod [f]jærens Bred[],
han skyr sit eget [s]tjernekammer,
han skriger: [l]uft og [d]agens [f]lammer!
(standser et [ø]jeblik, studser og lytter.)
Hvad var det der? Det lød som [s]ang.
Ja, det er [s]ang med [l]atter blandet.
Hør, – nu et [h]urra, nu et andet, –
nu tredje – fjerde – femte [g]ang!
Der rinder [s]olen. Skodden letter.
Jeg øjner alt de vide [s]letter.
Derborte st[å]r det glade [l]ag
i Morgensk[]ær paa [h]øjderyggen;
vestover [v]idden kastes [s]kyggen;
Faksimile
14
de skifter [o]rd og [n]ævetag.
Nu skilles de. De [a]ndre vender
mod [ø]st, men to g[å]r vesterud.
Der skikker de, som sidste [b]ud,
Farvel med Hat[], med [s]lør og [h]ænder.
(Solen bryder alt mere og mere g[]ennem T[å]gen. Han st[å]r længe og ser ned
p[å] de kommende.)
Der glittrer [l]ys om disse tvende.
Det er som [s]kodden gjorde Vej,
som [l]yngen klædte [h]æld og [h]ej
og [h]imlen lo om ham og hende.
De er visst Syskend. [h]
[å]nd i [h]
[å]nd
de springer over [l]yngens [t]æppe.
Se; [p]igen rører [g]runden neppe[,]
og han er ledig som en [v]
[å]nd.
Der strøg hun fra ham! Der hun veg,
da rap[] han vilde hende fange – –[.]
Nu voxer [l]øbet til[] en [l]eg –!
Hør; deres [l]atter blir til[]
[s]ange!
Ejnar
og
Agnes, (let[] rejseklædte, begge blussende og varme, kommer
legende fremover [s]letten. T[å]gen er borte; en klar [s]ommermorgen ligger over
[f]jeldet).
legende fremover [s]letten. T[å]gen er borte; en klar [s]ommermorgen ligger over
[f]jeldet).
Ejnar
.Agnes, min dejlige [s]ommerfugl,
dig vil jeg legende fange!
Jeg fletter et [g]arn med [m]asker sm[å],
og [m]askerne er mine [s]ange!
Agnes
(danser baglænds foran og smutter stedse fra ham).
Er jeg en [s]ommerfugl, liden og sk[]ær,
s[å] lad mig af [l]yngtoppen drikke;
Faksimile
15
og er du en [g]ut, som lyster en [l]eg,
saa jag mig, men fang mig ikke!
Ejnar
.Agnes, min dejlige [s]ommerfugl,
nu har jeg Maskerne flettet;
dig hjælper visst aldrig din flagrende [f]lugt, –
snart sidder du fangen i [n]ettet!
Agnes
.Er jeg en [s]ommerfugl, ung og blank,
jeg lystig i [l]egen mig svinger;
men fanger du mig under [n]ettets [s]pind,
s[å] rør ikke ved mine [v]inger!
Ejnar
.Nej, jeg skal løfte dig varligt paa [h]
[å]nd
og lukke dig ind i mit [h]jerte;
der kan du lege dit hele [l]iv
den gladeste [l]eg, du lærte!
(uden at se det har de nærmet sig en brat[]
[s]tyrtning; de st[å]r nu lige p[å]
[r]anden.)
Brand
(skriger ned til[] dem).
Stands, stands! Der er en [a]fgrund bag!
Ejnar
.Hvem r[å]ber?
Agnes
(peger op[]).Se!
Brand
.Berg jer itide!
I st[å]r paa [s]kavlens hule [t]ag; –
den hænger udfor [s]tupets [s]ide!
Faksimile
16
Ejnar
(sl[å]er [a]rmen om hende og ler op[]).
Det har ej [n]ød med mig og hende!
Agnes
.Vi har et [l]iv at lege rundt!
Ejnar
.I [s]olskin er en [f]ærd os undt,
som først om hundred [år] har [e]nde.
Brand
.
Da først I g[å]r til[]bunds? Ja s[å]!
Agnes
(svinger [s]løret).Nej, da g[å]r [l]egen mod det bl[å].
Ejnar
.Først hundred [å]r i [g]lædestimlen,
med [b]ryllupslamper tændt hver Nat[], –
et [l]iv, et hundredaars [t]agfat[] –
Brand
.Og s[å] –?
Ejnar
.S[å] hjem ig[]en – til[]
[h]imlen.
Brand
.N[å], det er den, I kommer fra?
Ejnar
.Naturligvis; hvor ellers da?
Agnes
.Ja, det vil sige, allersidst
vi kom fra [d]alen øst for [f]jeldet.
Faksimile
17
Brand
.Jeg syntes og jeg øjned hist
et [s]kimt af jer ved Vandløbsk[]ellet.
Ejnar
.Ja, det var der vi skiltes nys
fra vore [v]enner og [v]eninder
og trykked [h]
[å]ndslag, [f]avntag, [k]ys[],
som Segl p[å] alle dyre [m]inder.
Kom ned til[] os! Jeg skal fortælle,
hvor Gud har været mageløs, –
saa vil De fatte [j]ublens [v]ælde –!
Fy, st[å] ej der, som om De frøs!
Se s[å]! Tin op[]! Det kan jeg lide.
Først er jeg [m]aler, m[å] De vide,
og det var allerede smukt
at sk[]ænke mine [t]anker [f]lugt,
s[å] jeg kan kogle [l]iv i [f]arver,
som han g[]ør [s]ommerfugl af [l]arver[.]
[M]en aller prægtigst var dog Gud,
da han mig Agnes gav til[]
[b]rud!
Jeg kom fra [s]yd, fra [r]ejser lange,
med [m]alerkassen p[å] min Ryg[] –
Agnes
(ivrig).S[å] kongeglad og frisk og tryg[] –
og kunde visst de tus[e]nd [s]ange!
Ejnar
.Just som jeg g[]ennem [b]yg[]den strøg,
var hun deroppe p[å]
[b]esøg.
Hun skulde drikke [f]jeldets [l]uft
Henrik Ibsen: Brand.
2
Faksimile
18
og [s]ol og [d]ugg og [g]raners [d]uft.
[
Mig
] drev en Gudsmagt op[] mod [f]jeldet;
det sang i mig: søg Sk[]ønhedsvældet
p[å]
[g]ranemo, langs [s]kogens [e]lv,
i [s]kyflugt under [h]imlens [h]vælv! –
Da malte jeg mit [m]esterstykke:
et [r]osenblus[] p[å] hendes [k]ind,
et [ø]jepar, som lyste [l]ykke,
et [s]mil, som sang i [s]jælen ind –
Agnes
.Men hvad du malte, s[å] du neppe, –
drak [l]ivets [s]k[å]l i blinde [d]rag
og stod ig[]en en [s]olskinsdag
med [s]tav i [h]
[å]nd og snøret [s]kræppe –
Ejnar
.Da strøg den [t]anke mig forbi:
du har jo ganske glemt at fri!
Hurra! I [h]ast blev friet, svaret,
og dermed var det grejdt og klaret.
Vor gamle [d]oktor blev s[å] glad,
at selv han ikke vidste hvad.
S[å] holdt han [l]ag tre Døgn til[]ende,
med [s]ang og [d]ans, for mig og hende;
fra [f]oged, [l]ensmand, [s]kriver, [p]rest,
al vo[ks]en [u]ngdom kom som [g]
[]æst.
Fra [g]
[å]rden brød vi op[] inat[];
men derfor endtes [g]ildet ej; –
med [f]lag p[å]
[s]tang, med [l]øv om Hat[],
op[] over [l]i, frem over [h]ej[,]
af [f]lokken fulgtes vi p[å]
[v]ej.
Faksimile
19
Agnes
.Vor [f]ærd p[å]
[v]idden var en [d]ans,
snart to og to – og snart i [k]rans.
Ejnar
.Af [s]ølvstøp drak vi [v]inen sød –
Agnes
.I [s]ommernatten [s]angen lød –
Ejnar
.Og [s]kodden, som faldt tung fra [n]ord,
strøg lydig væk, hvor frem vi foer.
Brand
.Og nu g[å]r [v]ejen –?
Ejnar
.Lige frem,
til[]
[b]yen.
Agnes
.Der jeg har mit [h]jem.
Ejnar
.Men først forbi de sidste [t]oppe[;]
s[å] ned til[]
[f]jordens [v]ik i [v]est;
p[å] Egirs [h]est med [d]ampen oppe
vi rider hjem til[]
[b]ryllupsfest, –
og s[å] mod Sydens [l]and tillsammen,
lig [s]vaner p[å] den første [f]lugt –!
Brand
.Og der –?
Ejnar
.Et [b]ryllupsliv i [g]ammen,
som [d]rømmen stort, som [s]agnet smukt; –
2*
Faksimile
20
thi vid at denne [s]øndagsmorgen,
sk[]ønt midt p[å]
[v]idden, uden [p]rest,
vort [l]iv blev lyst i [f]red for [s]orgen
og viet til[] en [l]ykkefest.
Brand
.Af hvem?
Ejnar
.Af al den glade [k]lynge.
Ved [b]ægerklang hver [u]vejrsky
blev sat[] i [b]an, der turde tynge
det lette [l]øvværk om vort [l]y.
Af [s]proget ud hvert [o]rd de kyste,
som [v]arsel bar om [s]tormslags [d]røn;
med [l]øv i [h]
[å]ret de os lyste
som [g]lædens [b]ørn i [k]uld og [k]
[]øn.
Brand
.Far vel, I to!
(vil g[å].)
Ejnar
(studser og ser nærmere p[å] ham).
Nej, stands og vent!
Det tykkes mig, som noget k[]endt
i Deres [t]ræk[] –
Brand
(koldt).Jeg er Dem fremmed.
Ejnar
.Og dog fra [s]kolen eller [h]jemmet
jeg tror s[å] visst[,] jeg mindes kan –
Faksimile
21
Brand
.I [s]kolen; ja, da var vi [v]enner;
da var jeg [g]ut; nu er jeg [m]and.
Ejnar
.Det skulde aldrig være –?
(skriger med engang:)
Brand!
Ja, det er dig! Nu jeg dig k[]ender!
Brand
.Jeg k[]endte dig fra første [s]tund.
Ejnar
.Vel mødt, vel mødt af [h]jertens [g]rund!
Se p[å] mig! Ja, du er den gamle,
som altid i dig selv var nok,
hvem [l]egen aldrig kunde samle
i [k]ammeraters viltre [f]lok.
Brand
.Jeg var jo hjemløs mellem jer.
Dig tror jeg dog jeg havde k[]ær,
sk[]ønt alle I der
[-]sør i [l]andet
var af en anden [m]alm, end jeg,
som fødtes paa et [n]æs ved [v]andet,
i [s]kyggen af en skogløs [h]ej.
Ejnar
.Din [h]jembyg[]d, – ja, den er jo her?
Brand
.Ig[]ennem den min [v]ej nu bær.
Ejnar
.
Ig[]ennem den? S[å]? Vidre frem?
Faksimile
22
Brand
.Ja vidt; og fort – forbi mit [h]jem.
Ejnar
.Du er jo [p]rest?
Brand
(smiler).Stiftskapellan.
Lig [h]aren under [h]oltets [g]ran
har jeg mit [h]us snart her snart hist.
Ejnar
.Og hvor g[å]r [r]ejsen nu til[]sidst?
Brand
(hurtigt og h[å]rdt).
Spørg ej om det!
Ejnar
.Hvorfor?
Brand
(forandrer [t]onen).
Aa jo!
Det [s]kib, som venter eder to,
skal ogs[å] føre mig herfra.
Ejnar
.Min [b]rudgomshest? Hurra, [h]urra!
Tænk, Agnes, han skal samme [v]ej!
Brand
.Ja, men jeg skal til[]
[g]ravøl, jeg.
Agnes
.Til[]
[g]ravøl?
Ejnar
.Du? Hvem skal begraves?
Faksimile
23
Brand
.Den Gud, som nys [d]u kaldte din.
Agnes
(viger).Kom, Ejnar!
Ejnar
.Brand!
Brand
.I [l]in og [s]krin
hver [j]ordtræls Gud, hver [d]øgnværk-[s]laves,
skal lægges ned ved hø[j]lys [d]ag.
Der m[å] en [e]nde p[å] den [s]ag.
Det er p[å]
[t]iden I forst[å]r,
han skrantet har i tus[e]nd [å]r.
Ejnar
.Brand, du er syg!
Brand
.Nej, sund og frisk,
som [å]sens [t]all, som [b]akkens [b]risk;
men det er [t]idens syge [s]lægt,
som trænger til[] at vorde lægt.
I vil kun lefle, lege, le,
vil tro saa sm[å]t, men ikke se, –
vil læsse hele [v]ægtens [v]e
p[å] en, som man har sagt jer kom
og tog den store [s]traffedom.
[
Han
] lod for jer sig tornekranse,
og derfor har I [l]ov at danse; –
ja dans, – men hvor du danser hen,
det blir en anden [s]ag, min [v]en!
Faksimile
24
Ejnar
.
[Å], jeg forst[å]r! Den [s]ang er ny
og yndet over [b]yg[]d og [b]y.
Du hører til[] det unge [k]uld,
som kalder [l]ivet [t]ant og [m]uld,
som jage vil med [p]ølens [s]kræk[]
[a]lverden i en [a]skesæk[].
Brand
.Nej, jeg er ingen «[p]rækehest».
Jeg taler ej som [k]irkens [p]rest;
knap[]t ved jeg, om jeg er en [k]risten;
men visst jeg ved, jeg er en [m]and,
og visst jeg ved, jeg øjner [b]risten,
der margstjal hele dette [l]and.
Ejnar
(smiler).Da har jeg endnu aldrig hørt,
vort gode [l]and i [r]ygte ført
for [o]verm[å]l af [l]ivsenslyst.
Brand
.Nej, [j]ublen sprænger intet [b]ryst; –
thi var det s[å], da var det vel.
Lad g[å] at du er [g]lædens [t]ræl, –
men vær det da fra [k]veld til[]
[k]veld.
Vær ikke et idag, ig[å]r,
og noget andet om et [å]r.
Det, som du er, vær fuldt og helt,
og ikke stykkevis og delt.
Bacchanten er en klar Ide,
en [d]rukkenboldt hans [a]k og [v]e, –
Faksimile
25
Silenen er en sk[]øn [f]igur,
en [d]ranker hans [k]arrikatur.
G[å] blot omkring i dette [l]and,
og hør dig for hos alle [m]and,
og du vil se, enhver har lært
sig til[] at være lidt af hvert.
Lidt alvorslørt til[]
[b]rug i [h]elgen,
lidt trofast efter [f]ædres [s]ed,
lidt lysten efter [n]at[]verdsvælgen, –
thi det var samme [f]ædre med, –
lidt varm om [h]jertet, er der [g]ilde
og [s]angen runger for det lille
men klippefaste [k]lippefolk,
der aldrig tog mod Stryg og Svolk, –
lidt ødsel n[å]r det g[]ælder [l]øfter, –
lidt h[å]rfin n[å]r han ædru drøfter
det [o]rd, som gaves i et [l]ag[,]
til[]
[l]øsning p[å] en [a]lvorsdag.
Dog [a]lt, som sagt, kun ganske lidt;
hans [f]ejl, hans [f]ortrin, g[å]
[]r ej vidt;
han er en [b]røk i stort og sm[å]t,
en Brøk i ondt, en [b]røk i godt; –
men værst det er, – hver [b]røkens [d]el
sl[å]r [b]røkens hele [r]est ihjæl.
Ejnar
.Det er en let[]vindt [t]ing at h[å]ne;
dog vakkrere det var at sk[å]ne –
Brand
.Kanhænde det, – men ej s[å] sundt.
Faksimile
26
Ejnar
.Nu vel; til[]
[f]olkets [s]yndebundt
jeg føjer b[å]de ja og Amen,
men ser dog ej det hænger sammen
med ham, du lægge vil i [s]krin, –
den Gud, jeg endnu kalder min.
Brand
.Min glade [v]en, du er jo [m]aler; –
vis mig den Gud, hvorom du taler.
Du har jo malt ham, har jeg hørt,
og [b]illedet har [g]odtfolk rørt.
Han er vel gammel[;] ikke s[å]?
Ejnar
.Nu ja –?
Brand
.Naturligvis. Og gr[å]?
Tyndh[å]ret efter [g]ubbers [v]is,
med Sk[]æg[] som Sølvtr[å]d eller [i]s, –
velvilligt stemt, men dog s[å] streng,
at han kan skræmme [b]ørn i [s]eng?
Hvorvidt du gav ham [t]øfler p[å],
se, det lar ved sit [v]ærd jeg st[å];
men visst jeg tror det gjorde godt,
om han fik [b]riller og [k]alot.
Ejnar
(vred).Hvad skal det til[] –
Brand
.Det er ej [s]pot[].
Just netop s[å]dan ser han ud,
Faksimile
27
vort [l]ands, vort [f]olks [f]amiljegud.
Som [k]atoliken g[]ør en [r]olling
af Frelserhelten, g[]ør I her
af Herren en affældig [o]lding,
der er sin [a]lders [b]arndom nær.
Som [p]aven har p[å] Peters [s]tol
til[]overs snart kun [d]obbelt[-]dirken,
saa snevrer I fra [p]ol till [p]ol
Vorherres [r]ige ind til[]
[k]irken,
I skiller [l]iv fra [t]ro og [l]ære;
for ingen g[]ælder det at være;
jer [s]træben er, jer [å]nd at hæve,
men ikke helt og fuldt at leve.
I trænger til[], for slig at slingre,
en Gud, som ser ig[]ennem [f]ingre; –
som [s]lægten selv, dens Gud m[å] gr[å]ne
og males med [k]alot og [m]
[å]ne. –
Men denne Gud er ikke min!
Min er en [s]torm, hvor din er [v]ind,
ubøjelig[,] hvor din er døv,
alk[]ærlig der, hvor din er sløv;
og han er ung, som Herkules, –
ej nogen Gudfaer p[å] de treds!
Hans [s]temme slog med [l]yn og Skræk[],
da han som [i]ld i [t]ornehæk[]
for Moses stod p[å] Horebs [b]erg,
som [k]
[]æmpen st[å]r for [d]verges [d]verg.
Han standsed [s]ol i Gibeons [d]al
og gjorde [u]ndre uden [t]al,
Faksimile
28
og skulde g[]øre dem endnu,
hvis [s]lægten ej var slap[]
[,] som du!
Ejnar
(med et usikkert [s]mil).
Og nu skal [s]lægten skabes om?
Brand
.Det skal den, du, saa sandt og visst
jeg ved, at jeg til[]
[v]erden kom,
som [l]æge for dens [s]ot og [b]rist!
Ejnar
(ryster paa [h]ovedet).
Sluk[] ikke [s]tikken, sk[]ønt den oser,
før [l]ygten viser [v]ejens [s]por;
stryg ikke [s]progets gamle [g]loser,
før du har skabt de nye [o]rd!
Brand
.Ej noget nyt jeg stunder til[];
det eviges [r]et[] jeg hævde vil.
Det er ej [d]ogmer eller [k]irke,
som jeg vil løfte med mit [v]irke;
thi begge s[å] sin første [d]ag,
og derfor var det muligt vel
de begge ser sin sidste [k]veld.
Alt skabt har jo et finis bag;
det fanger [m]én af [m]øl[] og [o]rm,
og m[å] ifølge [l]ov og [n]orm
afvejen for en ufødt [f]orm.
Men der er noget til[], som st[å]r; –
det er den [å]nd, som ej blev skabt,
Faksimile
29
som løstes, da den var fortabt,
i [t]idens første friske [v]
[å]r,
som slog med frejdig [m]andetro
fra [k]
[]ød til[]
[å]ndens [o]p[]hav [b]ro.
Nu er i sm[å]t den høkret ud, –
[t]ak[] være [s]lægtens [s]yn p[å] Gud; –
men frem af disse [s]jælestumper,
af disse [å]ndens [t]orsoklumper,
af disse [h]oder, disse [h]ænder,
et helt skal g[å], s[å] Herren k[]ender
sin Mand ig[]en, sit største [v]ærk,
sin [æ]t[]ling, Adam, ung og stærk!
Ejnar
(afbrydende).
Farvel. Jeg mener det er bedst,
vi skilles her.
Brand
.G[å]r I mod [v]est,
g[å]r jeg mod [n]ord. To [v]eje bær
til[]
[f]jorden, begge lige nær.
Farvel!
Ejnar
.Farvel.
Brand
(vender sig ved [n]edgangen).
[HIS: Verselinjen er opprinnelig venstrestilt, men er her høyrestilt siden den er siste del av den delte verselinjen.]Skil[]
[l]ys fra [d]unst.
Husk, – det, at leve, er en [k]unst.
Ejnar
(vinker ham fra sig).
Vend du kun [v]erden op[] og ned;
min gamle Gud jeg holder ved!
Faksimile
30
Brand
.Godt; mal ham du med [k]rykkestav; –
jeg g[å]r og lægger ham i [g]rav!
(g[å]r nedover [s]tien.)
Ejnar
(g[å]r i [t]aushed hen og ser ned efter Brand).
Agnes
(st[å]r et [ø]jeblik som [å]ndsfraværende; derp[å] farer hun op[], ser sig
urolig om og spørger):
Gik [s]olen ned?
Ejnar
.Nej, kun en [s]ky
strøg for; nu lyser den paany.
Agnes
.Her blæser koldt.
Ejnar
.Det var et [p]ust,
som jog ig[]ennem [s]karet just.
Her skal vi ned.
Agnes
.S[å] sort mod [s]ør
stod [b]
[]erget ej og stængte før[.]
Ejnar
.Du s[å] det ej for [s]ang og [l]eg,
før han dig skræmte, da han skreg.
Men lad ham g[å] sin bratte [t]rap[];
vi knytter [l]egen, hvor den glap[].
Agnes
.Nej, ikke nu; – nu er jeg træt[].
Faksimile
31
Ejnar
.Det er igrunden ogsaa jeg, –
og nedfor er ej [v]ejen let[],
som borte p[å] den flade [h]ej.
Men har vi [h]øjden bagom os,
da skal vi danse just paa [t]rods, –
ja, tifold mere vildt og fort,
end ellers vi det havde gjort. –
Se, Agnes, se den [s]tribe bl[å],
som [s]olens [g]lød nu glittrer p[å];
snart kruser den sig, snart den ler,
snart er den [s]ølv, snart er den [r]av;
det er det store, friske [h]av,
som du der yderst ude ser!
Og kan du se den mørke [r]øg,
som længe langsmed [l]eden strøg?
Og kan du se den sorte [p]rik,
som nu just rundt om [n]æsset gik?
Se, det er
[
[d]ampen
]
; – din og min!
Nu st[å]r den [f]jorden lige ind!
Iaften st[å]r den ud fra [f]jord,
til[]havs, med dig og mig ombord! –
Der slører [t]
[å]gen tung og gr[å]. –
Sig, Agnes, fik du Øje p[å]
hvor smukt sig [h]av og [h]immel malte?
Agnes
(ser [å]ndsfraværende lige ud og siger):
Ja visst. Men sig mig om du s[å] –?
Ejnar
.Hvad?
Faksimile
32
Agnes
(uden at se p[å] ham og dæmpet som i en [k]irke).
Hvor han vo[ks]te, mens han talte!
(hun g[å]r nedover [s]tien. Ejnar følger.)
(Vej langs [f]jeldvæggen med vildt [d]yb udfor til[] højre. Ovenfor og bag
[b]erget skimtes større [h]øjder med [t]inder og [s]ne.)
[b]erget skimtes større [h]øjder med [t]inder og [s]ne.)
Brand
(kommer oppe paa [s]tien, g[å]r nedover, standser midtvejs p[å] en frem-
springende [k]nart og ser ned i [d]ybet).
Ja, jeg k[]ender mig ig[]en!
Hvert et [b]
[å]dnøst, hver en [g]rænd,
Jordfal[d]sbakken, [o]sets [b]irke
og den gamle brune [k]irke,
[e]lvekantens [o]lderbuske,
alting kan fra Barn jeg huske.
Men jeg tror, at mere gr[å]t
er det nu, og mere sm[å]t;
og p[å]
[b]erget [s]kavlen hænger
mere yderligt end da,
har af [d]alens snevre [h]immel
sk[å]ret bort endnu en [s]trimmel,
luder, truer, skygger, stænger, –
stjæler mere [s]ol ifra.
(sætter sig og ser langt udover.)
Fjorden. Var den og [
den
] Gang
lige styg[] og lige trang?
Det er [b]ygevejr. Der st[å]r
ind en [r]
[å]sejlsjagt for [b]øren.
Sør, indunder [h]amrens [s]kygge,
Faksimile
33
øjner jeg en [b]od[] en [b]rygge,
og der bag en rødmalt [g]
[å]rd. –
Det er [e]nkens [g]
[å]rd p[å]
[ø]ren!
Enkens [g]
[å]rd. Min [b]arndoms [h]jem.
Minders [m]inder myldrer frem.
Der, imellem [s]trandens [s]tene,
blev min [b]arnesjæl alene. –
Over mig er [k]lemslens [v]ægt,
Tyngslen af at st[å] i [s]lægt
med en [å]nd, som altid peged
jordvendt, udenfor mit eget.
Alt, hvad stort jeg vilde før,
vimrer nu som bag et [s]lør.
Modet, [m]agten har mig sveget,
[h]ug og [s]jæl blir slap[] og sprød;
her, ved [n]ærmelsen af [h]jemmet,
ser jeg p[å] mig selv som fremmed, –
v[å]gner bunden, klippet, tæmmet,
Samson lig i Sk[]øgens Sk[]ød.
(ser atter ned i [d]ybet.)
Hvad er der for [f]ærd og [v]irke?
Ud fra hver en [p]lads og [g]rænd
stævner [k]vinder, [b]ørn og [m]ænd.
Snart i [u]rd og snart i [b]rækker
taber sig de lange Rækker,
dukker atter op[] ig[]en –
fremme ved den gamle [k]irke.
(rejser sig.)
O, jeg kan jer ud og ind,
slappe [s]jæle, sløve [s]ind!
Henrik Ibsen: Brand.
3
Faksimile
34
Hele eders [f]adervor
har ej s[å]
pas[]
[v]iljevinge,
ikke s[å]
pas[]
[a]ngstens [d]røn,
at deraf til[]himmels n[å]er, –
klangfuldt, som en [r]øst skal klinge, –
andet end den fjerde [b]øn!
Den er [l]andets [l]øsen jo,
den er [f]olkets [f]eltr[å]b blevet.
Ud af [s]ammenhængen revet,
ind i alle [h]jerter skrevet,
ligger den som stormfordrevet
[v]rag af eders hele [t]ro! –
Væk fra dette klumre [s]lug!
Der er [g]rubeluft herinde; –
her kan ingen [f]anes [d]ug
flagre frit for friske [v]inde!
(vil g[å]; en [s]ten kastes ovenfra og ruller nedig[]ennem [l]ien tæt[] ved ham.
Brand
(r[å]ber op[]).Hej der! Hvem kaster [s]ten?
(Gerd, en femtenaars [p]ige, løber oppe paa [b]ergkammen med [s]tene i
[f]orklædet.)
[f]orklædet.)
Gerd
.Han skreg!
Jeg traf[]!
(kaster ig[]en.)
Brand
.Hør, [b]arn; stands denne [l]eg!
Gerd
.Der sidder han foruden [m]én
og vipper paa en vindfældt [g]ren!
(kaster ig[]en og skriger.)
Faksimile
35
Der kommer han s[å] vild som før!
Hjælp! Hu! Han hugger mig med [k]lør!
Brand
.I Herrens [n]avn –!
Gerd
.Hyss! Hvem er du?
St[å] stil[]t, st[å] stil[]t; han flyver nu.
Brand
.Hvem flyver?
Gerd
.S[å] du ikke [h]øgen?
Brand
.Her? Nej.
Gerd
.Den store stygge [f]ugl
med [k]ammen fladt p[å]
[p]anden strøgen,
med [r]and om [ø]jet rød og gul!
Brand
.Hvor g[å]r din [v]ej?
Gerd
.Til[]
[k]irke.
Brand
.S[å]?
Da kan vi to jo [f]ølge sl[å].
Gerd
.Vi to? Nej, jeg skal op[]ad her.
Brand
(peger nedover).
Men der er [k]irken jo!
3*
Faksimile
36
Gerd
(ser h[å]nligt smilende p[å] ham og peger ned).
Den der?
Brand
.Ja visst; kom med.
Gerd
.Nej; der er styg[]t!
Brand
.Styg[]t? Hvorfor?
Gerd
.Jo, for der er sm[å]t.
Brand
.Hvor har du se[]t en større byg[]t?
Gerd
.En større? [Å], det ved jeg godt[.]
Farvel!
(g[å]r op[]over.)
Brand
.G[å]r der din [k]irkevej?
Den bær jo til[] den vilde [h]ej.
Gerd
.Følg med mig, du, s[å] skal du se
en [k]irke byg[]t af [i]s og [s]ne!
Brand
.Af [i]s og [s]ne! Nu g[å]r det op[]!
Derinde mellem [t]ind og [t]op[]
[,]
jeg komme kan fra [g]ut ihug[,]
der findes skal et [d]alstrøgs [s]lug;
Iskirken tror jeg det blev kaldt;
Faksimile
37
om den blev mange [s]lags fortalt;
et frossent [t]jern er [g]ulv og [t]oft,
p[å]
[s]kavlen ligger [s]neen kram
og spænder vidt sig[,] som et [l]oft[,]
udover søndre [v]æggens [k]am.
Gerd
.Ja, det ser ud som [i]s og [f]jeld,
men er nu [k]irke lige vel.
Brand
.G[å] aldrig did; et [v]indstøds [k]ast
har tidtnok voldt at Bræen brast;
et [s]krig, et [r]ifleskud er nok –
Gerd
(uden at høre paa ham).
Kom med og se en [r]ensdyrflok,
som [s]kreden slog, s[å] op[] den kom
iv[å]r først med den store [f]lom.
Brand
.G[å] aldrig did; der er ej tryg[]t!
Gerd
(peger ned).
G[å] aldrig did, for der er styg[]t!
Brand
.Guds [f]red med dig.
Gerd
.Kom heller med!
Deroppe messer [f]os[] og [s]kred;
der præker [v]ind paa [j]øklens [v]old,
s[å] du blir b[å]de hed og kold.
Faksimile
38
Og [h]øgen slipper aldrig ind;
han sl[å]r sig ned paa Svartetind, –
der sidder han, det[s]tyggetøj,
som [h]ane p[å] min [k]irkefløj.
Brand
.Vild er din [v]ej og vild din [s]jæl, –
en [l]angelek med sprukken [f]jæl.
Af slet[]
blir slet[]
kun, slet[] og ret[], –
men ondt til[]
godt kan vendes let[].
Gerd
.Der kommer han med [v]ingesus!
Nu f[å]r jeg se at n[å] ihus!
Farvel; i [k]irken er jeg tryg[], –
hu, hvor han kommer arg og styg[]!
(skriger.)
Kom ikke nær! Jeg kaster [s]ten!
Sl[å]r du med [k]lo, sl[å]r jeg med [g]ren!
(flygter op[]over [f]jeldet.)
Brand
(efter et Op[]hold).
Se, det var og en [k]irkeg[]æst.
I [d]al, – paa [h]ej, hvem g[]ør det bedst?
Hvem vimrer værst og vildest frem,
hvem famler længst fra [f]red og [h]jem, –
det
[l]ettsind som, med [k]rans af [l]øv,
lar [l]egen g[å] langs brattest [s]lug, –
det
[s]lappsind, som g[å]r [v]ejen sløv,
fordi det s[å] er [s]kik[] og [b]rug, –
det
[v]ildsind, som har slig en [f]lugt,
at fast hvad ondt det ser, blir smukt? –
Faksimile
39
Til[]
[k]amp p[å] tvers, til[]
[k]amp p[å] langs
mod denne Trippelallians!
Jeg ser mit [k]ald; det glittrer frem,
som [s]ol ig[]ennem [g]lugg p[å]klem!
Jeg ved mit [h]verv; de [t]rolde tre
i [f]aldet bøder [v]erdens [v]e; –
f[å]r [s]lægten
[dem]
først lagt i [g]rav,
da viftes [v]erdenspesten af!
Op[]; rust dig, [s]jæl! Dit [s]verd fra [l]ænd!
Til[]
[k]amp for [h]imlens [o]delsmænd!
(han stiger ned i [b]yg[]den.)
[]
Faksimile
ANDEN HANDLING.
(Nede ved [f]jorden med bratte [b]ergvægge omkring. Den gamle forfaldne [k]irke
ligger p[å] en liden [b]akke i [n]ærheden. Et [u]vejr trækker op[].)
ligger p[å] en liden [b]akke i [n]ærheden. Et [u]vejr trækker op[].)
Almuen,
[m]ænd,
[k]vinder
og
[b]ørn
[,] er samlet i [k]lynger dels paa [s]tranden
dels i [b]akkerne. Fogden sidder i [m]idten p[å] en [s]ten; en [ skriverkarl ] ※
hjælper ham; der deles [k]orn og [l]evnetsmidler ud. Ejnar og Agnes
st[å]r omringet af en [f]lok længere borte. Nogle [b] [å]de ligger i [f]jæren.
Brand kommer frem paa [k]irkebakken uden at mærkes af [m]ængden.
dels i [b]akkerne. Fogden sidder i [m]idten p[å] en [s]ten; en [ skriverkarl ] ※
hjælper ham; der deles [k]orn og [l]evnetsmidler ud. Ejnar og Agnes
st[å]r omringet af en [f]lok længere borte. Nogle [b] [å]de ligger i [f]jæren.
Brand kommer frem paa [k]irkebakken uden at mærkes af [m]ængden.
En Mand
(bryder sig g[]ennem [t]rængslen).
Af [v]ejen!
En Kvinde
.Jeg kom først!
Manden
(skubber hende til[]side).
G[å] væk!
(trænger sig frem til[]
[f]ogden.)
Se her; fyld [g]abet i min [s]æk[]!
Fogden
.Giv [t]id.
Manden
.Ug[]ørligt; – jeg m[å] hjem;
der sidder sultne fire – fem!
Faksimile
41
Fogden
(spasende).Du ved ej [t]allet p[å] en [p]rik?
Manden
.
En drog med [d]øden, da jeg gik.
Fogden
.Bi lidt. Du st[å]r p[å]
[l]isten vel?
(blader i sine [p]apirer.)
Nej; – jo, du st[å]r. Det var dit [h]eld.
(til[]
[s]kriverkarlen.)
Giv [n]ummer ni og tyve sit. –
N[å], n[å], I [g]odtfolk, ven[]t dog lidt!
Nils Snemyr?
En Mand
.Ja!
Fogden
.Idag du f[å]r
trekvart kun mod hvad du fik sidst.
I er jo færre nu.
Manden
.Ja visst, –
hun Ragnhild døde ret[] ig[å]r.
Fogden
(noterer).En mindre. Spart er altid spart.
(til[]
[m]anden, som fjerner sig.)
Men far nu ikke hen i [f]art
og gift dig anden [g]ang!
Skriverkarlen
(fniser).Hi, hi!
Fogden
(hvas[]t).Hvad ler De af?
Faksimile
42
Skriverkarlen
.Jeg lo fordi
Herr [f]ogden er s[å] morsom.
Fogden
.Ti!
Det [s]tævne her er ingen [s]pas;
men bedste [r]
[å]d mod [g]r[å]d er [f]jas.
Ejnar
(træder ud af [f]lokken med Agnes).
Nu har jeg tømt den sidste [l]omme,
og [p]ung og [t]egnebog er tomme; –
ombord jeg kommer som en [f]ant[,]
og sætter [u]hr og [s]tok[] i [p]ant.
Fogden
.Ja, I to kom i rette [s]tund.
Hvad jeg har samlet, er kun lidt;
det slaar ej til[], som hver kan vide,
n[å]r fattig [h]
[å]nd og halvmæt[]
[m]und
skal skifte [d]eles [d]el af sit
med dem, som intet har at bide.
(f[å]r [ø]je p[å] Brand og peger op[].)
En til[]! Velkommen! Har De hørt
om [h]ungersnøden, [f]lommen, [t]ørken,
s[å] løs for [p]ungen, er den snørt.
Vi tar imod af alle [s]lags.
Vort [f]orr[å]d er p[å]
[b]unden strax; –
fem [f]iske sm[å] i [a]rmods [ø]rken
g[]ør intet [m]
[å]ltid nutil[]dags.
Faksimile
43
Brand
.Ti tus[e]nd, i en [a]fguds [n]avn
delt ud, blev ingen [s]jæl til[]
[g]avn.
Fogden
.Det var ej [o]rd jeg bad Dem om.
Ord er kun [s]ten, er [m]aven tom.
Ejnar
.Det er umuligt, at du ved
hvor h[å]rdt og længe [f]olket led!
Brand, her er [u]
[å]r, [s]ult og [s]ot.
Her ligger [l]ig –
Brand
.Jeg ser det godt.
P[å] hvert et [ø]jes blygr[å]
[r]ing
det k[]endes hvem som holder [t]hing.
Fogden
.Og endda st[å]r De h[å]rd som [f]lint!
Brand
(træder ned iblandt [m]ængden og siger med [e]ftertryk[]).
Hvis [l]ivet her gik slap[]t og lindt,
gik trægt sin [g]ang med [h]verdagsnød,
da ynked jeg jert [s]krig om [b]rød.
M[å] du paa fire krybe hjem,
da kommer [d]yret i dig frem.
G[å]r [d]ag for [d]ag i lummer [r]o,
i [s]kridtgang som et [l]igfærdstog,
da ligger det s[å] nær at tro,
sig strøgen ud af Herrens [b]og.
Men eder var han mere god;
han dryssed [r]æd[]sel i jert [b]lod;
Faksimile
44
med [d]ødsnøds [s]vøber han jer slog;
hvad dyrt han gav, han atter tog –
Flere [r]øster
(afbryder ham truende).
Han sparker os i al vor [n]ød!
Fogden
.Han sk[]ælder os, som gav jer [b]rød!
Brand
(ryster paa [h]ovedet).
O, kunde alt mit [h]jerteblod
jer læske som en [h]elsens [f]lod,
det skulde vælde frem i [f]lom
til[]
[å]rens [s]eng var tør[] og tom.
Men her at hjælpe var en [s]ynd!
Se, Gud vil løfte jer af [d]ynd; –
et [l]ivsfolk, – om end spredt og svagt, –
af [t]rængslen suger [m]arg og [m]agt;
det sløve [s]yn f[å]r [f]alkeflugt,
og skuer vidt og skuer smukt,
den veke [v]ilje skyder [r]yg[]
og ser bag [s]triden [s]ejren tryg[];
men avler [n]ød ej [a]delsfærd,
er [f]lokken ej sin [f]relse værd!
En Kvinde
.Der sl[å]r et [u]vejr over [f]jord,
som om det vaktes ved hans [o]rd!
En anden
.Han ægger Gud! Min [s]paadom mærk!
Brand
.
Jer Gud g[]ør intet [u]nderværk!
Faksimile
45
Kvinderne
.Se [v]ejret! Se!
Røster blandt Mængden
.Af [b]yg[]den driv
den h[å]rde [s]jæl med [s]ten og [k]niv!
(Almuen stimler truende sammen om Brand. Fogden træder imellem. – En
[k]vinde, forvildet og forreven, kommer ilsomt ned over Bakkerne.)
[k]vinde, forvildet og forreven, kommer ilsomt ned over Bakkerne.)
Kvinden
(skriger frem mod [f]lokken).
Hvor f[å]r jeg [h]jælp i Jesu [n]avn!
Fogden
.Hvad trænges? Nævn hvad [n]ød, hvad [s]avn –
Kvinden
.Ej [n]ød ej [s]avn det g[]ælder nu!
Det g[]ælder [v]erdens værste [g]ru!
Fogden
.Hvad er det? Tal!
Kvinden
.Jeg har ej [r]øst!
Hvor findes [p]resten? – Hjælp og [t]røst!
Fogden
.Her er ej Prest –
Kvinden
.Fortabt, fortabt!
H[å]rd var du, Gud, at jeg blev skabt!
Brand
(nærmer sig).Kanhænde dog her findes en.
Kvinden
(griber ham om [a]rmen).
S[å] lad ham komme, vær ej sen!
Faksimile
46
Brand
.Nævn mig din [n]ød, s[å] kommer han.
Kvinden
.Tversover [f]jorden –
Brand
.Nu?
Kvinden
.Min [m]and –
tre sultne sm[å], og [h]uset tømt, – –
sig nej, sig nej, – han er ej dømt!
Brand
.Tal først.
Kvinden
.Min [b]arm var tørket ud;
os hjalp ej [m]ennesker, ej Gud;
den yngste tungt med [d]øden drog;
det skar hans [s]jæl; – han [b]arnet slog –!
Brand
.Han slog –!
Almuen
(i Ræd[]sel).Sit [b]arn!
Kvinden
.I samme [s]tund
han s[å] sin [g]
[]ernings [a]fgrundsbund!
Hans [a]nger flommed som en [e]lv;
han lagde [v]oldsh[å]nd paa sig selv –.
Kom, berg hans [s]jæl trods [v]ejr og [s]jø!
Han kan ej leve, tør ej dø;
med [l]iget ligger han i [f]avn
og skriger p[å] den ondes [n]avn!
Faksimile
47
Brand
(stille).Ja, [
her
] er [n]ød.
Ejnar
(bleg).Er muligt sligt!
Fogden
.Han hører ej til[] mit [d]istrikt.
Brand
(kort, til[] [a]lmuen).
G[]ør loss en [b]
[å]d og sæt[] mig over!
En Mand
.I sligt et [v]ejr? Det ingen vover!
Fogden
.Rundt [f]jorden g[å]r en [s]ti –
Kvinden
.Nej, nej, –
nu findes ingen farbar [v]ej;
jeg foer den, men et [e]lvebrudd
skar lige bag mig [k]loppen ud!
Brand
.G[]ør [b]
[å]den loss.
En Mand
.Umuligt nu;
det bryder over [g]rund og [f]lu!
En anden
.Se der! Et [k]ast fra [h]øjden strøg,
saa hele [f]jorden st[å]r i [r]øg!
En tredje
.Er [v]ejret sligt[,] med [s]lag og [s]krald,
s[å] lyser [p]rovsten [m]essefald!
Faksimile
48
Brand
.En [s]yndersjæl, sin [d]omsstund nær,
ej venter efter [v]ind og [v]ejr!
(g[å]r ned i en [b]
[å]d og løser [s]ejlet.)
I vover [b]
[å]den?
Ejeren
.Ja; men bliv!
Brand
.Godt; kom nu den, som vover [l]iv!
En Mand
.Jeg g[å]r ej med.
En anden
.Og ikke jeg!
Flere
.Det var den lige [d]ødsens [v]ej!
Brand
.
Jer Gud hjalp ingen over [f]jord;
men husk, at min er med ombord!
Kvinden
(vrider [h]ænderne).
Han ufrelst dør!
Brand
(r[å]ber fra B[å]den).
En
[m]and er nok
til[]
[h]jælp med [ø]sekar og [f]ok[]!
Kom, en af jer, som nylig gav!
Giv, [m]ænd, giv indtil[]
[d]ød [og]
[g]rav!
Flere
(viger til[]bage).
Kræv aldrig sligt!
Faksimile
49
En enkelt
(truende).Af B[å]den ud[!]
Det er for stærkt at friste Gud!
Flere [r]øster
.Se, [v]ejret vo[ks]er!
Andre
.Linen brast!
Brand
(hugger sig fast med [b] [å]dshagen og r[å]ber til[] den fremmede [k]vinde).
Godt; kom da du; men kom i [h]ast!
Kvinden
(viger til[]bage).
Jeg! Her, hvor ingen –!
Brand
.Lad dem st[å]!
Kvinden
.Jeg kan ej!
Brand
.Kan ej?
Kvinden
.Husk de sm[å] –!
Brand
(ler).Dynd er den [g]rund[,] I bygger p[å]!
Agnes
(vender sig med blussende [k]inder raskt om til[] Ejnar, lægger [h] [å]nden
p[å] hans [a]rm og siger):
Har alt du hørt?
Ejnar
.Ja; han er stærk!
Henrik Ibsen: Brand.
4
Faksimile
50
Agnes
.Gud signe dig! Du ved dit [v]ærk!
(r[å]ber til[] Brand.)
Se, – her er en, som vel er værd
at følge med p[å]
[f]relsens [f]ærd!
Brand
.Saa kom!
Ejnar
(bleg).Jeg!
Agnes
.G[å]! Jeg har dig sk[]ænkt!
Højt ser mit [s]yn, som før var sænkt!
Ejnar
.Før dig jeg traf[]
[,] jeg skulde sk[]ænkt
mig selv, og villig med ham styrt –
Agnes
(bævende).Men nu –!
Ejnar
.Mit [l]iv er ungt og dyrt; –
jeg kan det ej!
Agnes
(viger til[]bage).
Hvad har du sagt!
Ejnar
.Jeg tør det ej!
Agnes
(skriger ud):Nu blev der lagt,
med [s]tormslag og med Strømnings Fos[],
et [v]erdenshav imellem os!
(til[] Brand.)
Jeg g[å]r i [b]
[å]den!
Faksimile
51
Brand
.Godt; s[å] kom!
Kvinderne
(forfærdede, idet hun springer ombord).
Hjælp, Jesus!
Ejnar
(griber fortvivlet efter hende).
Agnes!
Hele [m]ængden
(iler til[]).Stands! Vend om!
Brand
.Hvor ligger [h]uset?
Kvinden
(peger ud).Ende der
[,]
[ –]
p[å]
[n]æset bag det svarte [s]k[]ær!
(B[å]den støder fra [l]and.)
Ejnar
(skriger efter dem).
Husk dine [s]yskend; husk din [m]oer!
Frels [l]ivet!
Agnes
.Her er tre ombord!
(B[å]den sejler. Almuen stimler sammen p[å]
[h]øjderne og ser efter den
i stærk [s]pænding.)
i stærk [s]pænding.)
En [m]and
.Han klarer [o]dden!
En anden
.Nej!
Første
.Jo, se, –
han har den agter alt i [l]æ!
4*
Faksimile
52
Anden
.En [k]astevind! Den har dem fat[]!
Fogden
.Se, se, – den stryger med hans Hat[]!
En Kvinde
.S[å] svart, som [k]orpens [v]inge, sl[å]r
i [v]ejret vildt hans v[å]de [h]
[å]r!
Første [m]and
.Alt st[å]r i [k]og og [r]øg.
Ejnar
.Hvad var
det [s]krig, som g[]ennem [s]tormen skar[?]
En [k]vinde
.Det kom fra [f]jeldet.
En anden
(peger op[]).Der staar Gerd
og ler og hujer ad hans [f]ærd!
Første [k]vinde
.Hun blæser i et [b]ukkehorn
og kaster [s]ten som [k]oglekorn!
Anden [k]vinde
.Nu slang hun [h]ornet som en [v]
[å]nd
og tuder i den hule [h]
[å]nd!
En [m]and
.Ja, tud og skrig, du stygge [t]rold, –
den [k]arl har b[å]de [v]agt og [s]kjold!
En anden
.I værre [v]ejr, med ham til[]rors,
st[å]r tryg[]t jeg næste [g]ang til[]fjords.
Faksimile
53
Første [m]and
(til[] Ejnar).Hvad var han?
Ejnar
.Prest.
Anden [m]and
.Ja, hvad han var, –
det k[]endtes vel[,] han var en [k]arl!
I ham var [m]od og [m]agt og [t]rods.
Første Mand
.
Det var en rigtig [p]rest for os!
Mange [r]øster
.Ja, det var rigtig [p]rest for os!
(de spreder sig udover [b]akkerne.)
Fogden
(samler sine [p]apirer og [b]øger).
Det formløst er i alle Fald
at træde op[] i fremmed [k]ald[,]
og gribe ind og vove [l]iv
foruden tvingende [m]otiv. –
Jeg g[]ør bestandig og min [p]ligt, –
men altid indom mit [d]istrikt.
(g[å]r.)
(Udenfor [h]ytten p[å]
[n]æset. Det er langt p[å]
[d]agen. Fjorden ligger
blank og stille.)
blank og stille.)
Agnes sidder nede ved [s]tranden. Lidt efter kommer Brand ud af [d]øren.
Brand
.
Det var [d]øden. Af den tvætted
alle Ræd[]slers [s]tænk og [s]kræk[];
nu med stille store Træk[]
Faksimile
54
ligger han s[å] lys og lettet.
Kan et svigtende [b]edrag
g[]øre [n]at[] til[] slig en [d]ag?
Af sin vilde [h]elvedbrøde
s[å] han ydre [s]korpen kun, –
det, som nævnes kan med [m]und, –
det, som gribes kan med Hænder, –
som hans [n]avn med [b]randflek[] sk[]ænder, –
[v]olden mod den lille døde.
Men de to, som sad forskræmt,
stirrende med store [ø]jne,
stil[]t, som [f]ugle sammenfløjne,
op[] i [s]korstenskrogen klemt, –
de, som bare s[å] og s[å], –
sk[]ønte ikke selv hvorp[å], –
de, hvis [s]jæle fik en Plet[]
ætset ind, som ej de skrubber
af i [t]idens Slid og Tvæt[]
[,]
selv som bøjde [s]ølvh[å]rsgubber, –
de, hvis [l]ivsens-[e]lv skal rinde
ud fra dette stygge Minde, –
de, som nu skal gro i [l]ys
af hans [n]atteg[]ernings [g]ys, –
de, som aldrig ud kan brænde
denne [t]ankes [å]dselbaal, –
dem han mægted ej at k[]ende
som de to, der har ihænde
just det store [e]fterm[å]l. –
Og fra dem g[å]r kanske ud
[l]ed paa [l]ed til[]
[s]ynd og [b]rudd.
Faksimile
55
Hvorfor? [h]ule [a]fgrundssvar, –
de var [s]ønner af sin Faer!
Hvad skal stryges ud i Stil[]hed?
Hvad skal jævnes ud med [m]ildhed?
Naar begynder [a]nsvarsvægten
af ens [a]rvelod fra [s]lægten?
Hvilken [t]hingdag, hvilken [d]ommer,
n[å]r det store [f]orhør kommer!
Hvem skal prove, hvem skal vidne,
hvor enhver er [d]elinkvent;
hvem tør lægge frem sit skidne
transporterte [d]okument?
Tages da for godt det Svar:
G[]ælden skriver sig fra [f]aer? –
Svimmeldybe [n]atteg[å]de,
ingen mægter dig at r[å]de.
Men paa [a]fgrundsbredden danser
[s]værmen uden [s]ind og [s]anser; –
[s]jæle skulde skrige, bæve, –
men ej en blandt tus[e]nd øjner[,]
hvilket [s]kyldberg der sig højner
fra det lille [o]rd: at leve.
(Nogle [m]ænd af [a]lmuen kommer frem bag [h]uset og nærmer sig til[] Brand.)
En [m]and
.Vi skal nok mødes anden [g]ang.
Brand
.Han har til[] eders [h]jælp ej [t]rang.
Manden
.Selv er han løst og hjulpen; men
i [s]tuen sidder tre ig[]en.
Faksimile
56
Brand
.Og s[å]?
Manden
.Af [s]mulerne, vi fik,
vi førte med en liden [s]lik[] –
Brand
.Hvis alt du gav foruden [l]ivet,
da vid, at du har intet givet.
Manden
.Hvis han, som her nu ligger død,
idag var stedt i [l]ivsensnød
og skreg om [h]jælp fra [b]
[å]dens [h]vælv,
jeg skulde vovet [l]ivet selv.
Brand
.Men [s]jælens [n]ød har ingen [v]ægt?
Manden
.Husk p[å], vi er en [s]læbets [s]lægt.
Brand
.Saa vend jert hele fulde [s]yn
fra [l]yset over [å]sens [b]ryn;
sk[]el ej, som nu, med venstre [ø]jet
til[]himmels[,] og det højre vendt
mod [m]uldet, hvor, med [r]yggen bøjet,
I har jer selv for [å]get spændt.
Manden
.Jeg havde tænkt, du heller gav
det [r]aad at ryste [å]get af.
Brand
.Ja, om I kan.
Faksimile
57
Manden
.Du ejer [m]agt.
Brand
.G[]ør jeg?
Manden
.Alt mangen har os sagt
og vist, hvor [v]ejen var, før nu; –
de pegte, men du gik den, du.
Brand
.Du mener –?
Manden
.Ikke tus[e]nd [o]rd
sig prenter[,] som en
[g]
[]ernings [s]por.
Vi søger dig i [b]yg[]dens [n]avn; –
vi ser, en
[m]and er just vort [s]avn.
Brand
(urolig).Hvad vil I mig?
Manden
.Bliv du vor [p]rest.
Brand
.Jeg? Her!
Manden
.Du har vel hørt og læst,
vor [m]enighed er presteløs?
Brand
.Ja nu jeg mindes –
Manden
.Før i [t]iden
var [b]yg[]den stor, nu er den liden.
Faksimile
58
Da [u]
[å]r kom, da [k]ornet frøs,
da [s]ot faldt over [f]olk og [f]æ,
da [a]rmod slog hver [m]and iknæ,
da [n]øden sang hver [s]jæl i [d]øs,
da her blev dyrt p[å]
[s]ul og [s]æd, –
da blev her [p]restedyrtid med.
Brand
.Kræv hvad du vil, men aldrig sligt!
P[å] mig er lagt en større [p]ligt.
Jeg trænger [l]ivets stærke [r]øre,
jeg trænger [v]erdens [å]bne [ø]re.
Hvad skal jeg her? Hvor [f]jeldet stænger,
har [m]andemælet ingen [m]agt.
Manden
.Hvor [f]jeldet svarer, lyder længer
det [o]rd, som fuldt og stærkt blir sagt.
Brand
.Hvem lukker sig i Gruben inde,
n[å]r [v]angen vinker fri og flak[]?
Hvem pløjer [ø]demarken brak[],
n[å]r der er odlet [l]and at finde?
Hvem vil af [k]
[]ærner høste [f]rugt,
n[å]r [u]ngtrær st[å]r i [m]odningsaldren?
Hvem sløver sig i [d]øgnværkskvaldren,
n[å]r han har [s]yners [l]ys og [f]lugt?
Manden
(ryster paa [h]ovedet).
Din [d]
[å]d forstod jeg, – ej dit [o]rd.
Faksimile
59
Brand
.Spørg ikke mer! Ombord, ombord!
(vil g[å].)
Manden
(træder ivejen for ham).
Det [k]ald, som ej du slippe vil,
det [v]ærk, som nu du stunder til[], –
det er dig altsaa dyrt?
Brand
.Mit [l]iv
i et og alt det er!
Manden
.Saa bliv!
(med [e]ftertryk[].)
Hvis alt du gav foruden [l]ivet,
saa husk, at du har intet givet.
Brand
.
Et ejes, som du ej kan s[]jænke;
det er dit eget indre selv.
Du tør ej binde, tør ej lænke,
du tør ej stemme [k]aldets [e]lv; –
den vil sin [v]ej til[]
[h]avets [h]vælv.
Manden
.Blev den i [m]yr og [t]jern begravet, –
den n[å]
[]r som [d]ugg til[]slut[] dog [h]avet.
Brand
(ser visst p[å] ham).
Hvo gav dig slige [o]rd i [m]unden?
Manden
.Du gav mig dem i [s]torværkstunden.
Faksimile
60
Da [s]tormen skreg, da [s]jøen slog,
da frem trods [s]torm og [s]jø du drog,
da for en r[å]dløs [s]yndersjæl
du satte [l]ivet paa en [f]jæl, –
da strøg det g[]ennem mangt et [s]ind
snart koldt, snart varmt, som [s]ol og [v]ind,
da ringed det som [k]lokkeklemt – –
(sænker [s]temmen.)
Imorgen, kanske, er det glemt;
da firer vi det [l]øftningsflag,
du hejste over os idag.
Brand
.Hvor [k]raft ej er, der er ej [k]ald.
(h[å]rdt.)
Kan ej du være, hvad du skal, –
s[å] vær alvorligt, hvad du kan;
vær helt og holdent [m]uldets [m]and.
Manden
(ser en [s]tund p[å] ham og siger):
Ve dig, som sluk[]te, da du gik;
ve os, som s[å]
et [ø]jeblik!
(han g[å]r; de øvrige følger stille efter.)
Brand
(ser længe efter dem).
En for en med bøjde [n]akker
g[å]r den stille [k]lynge hjem.
Sindet sturer, [f]oden sakker,
staver tungt og træt[] sig frem;
hver af dem med [t]ungsinds [l]ader
g[å]r som truet af et [r]is,
Faksimile
61
g[å]r, som [m]enneskenes [f]ader
dreven ud af Paradis, –
g[å]r, som han, med skyldslørt [t]inding, –
ser, som han, i [m]ørkets [g]ab, –
bær, som han, sin [k]undskabs [v]inding, –
bær, som han, sin [b]lindheds [t]ab.
Mennesket jeg k[]æk[]t har villet
skabe nyt og helt og rent; –
der er [v]ærket, – [b]rødens [b]illed,
ikke Guds, som det var ment. –
Ud herfra till større [v]idder;
her er [r]um ej for en [r]idder!
(vil g[å], men standser idet han ser Agnes ved [s]tranden.)
Se, hvor lyttende hun sidder,
som om her var [s]ang i [l]uften.
Lyttende hun sad i [b]
[å]den,
da den skar de rørte [v]ande, –
lyttende hun holdt i [t]uften, –
lyttende hun [h]avr[å]ksfr[å]den
rysted af sin klare [p]ande.
Det ser ud som [h]ørslen bytted
[p]lads og hun med [ø]jet lytted.
(nærmer sig.)
Unge [p]ige, er det [f]jordens
krumme [v]ej, som [s]ynet følger –?
Agnes
(uden at vende sig).
Hverken [f]jordens eller [j]ordens;
begge sig for [s]ynet dølger.
Men en større [j]ord jeg skimter;
Faksimile
62
skarpt mod [l]uften st[å]r dens [r]unding;
[h]ave ser jeg, [f]loders [m]unding;
[s]olblink g[]ennem [t]
[å]gen glimter.
Jeg ser [s]laglys, luerøde,
legende om skyslørt [t]inde,
ser en um[å]lt [ø]rkens [ø]de.
Store [p]almer st[å]r derborte,
svajer i de hvasse [v]inde,
kaster bag sig [s]kygger sorte.
Intet [l]ivstegn er at finde;
det er ligt en [j]ord, som skabes;
og jeg hører [r]øster runge[,]
og jeg hører [s]temmer tolke:
nu du frelses eller tabes;
g[]ør dit [v]ærk, det ansvarstunge; –
denne [j]ord skal du befolke!
Brand
(reven med).Sig, hvad mer du ser!
Agnes
(lægger [h] [å]nden p[å] [b]rystet).
Herinde
kan jeg k[]ende [k]ræfter ulme,
kan jeg føle [f]loder svulme,
kan jeg se en [d]agning rinde.
Hjertet, lig en [v]erden, vider
stort sig ud til[] alle [s]ider,
og jeg hører [s]temmer tolke:
denne
[j]ord skal du befolke!
Alle [t]anker, som skal komme,
hver en G[]erning, som skal g[]øres,
Faksimile
63
v[å]gner, hvisker, [å]nder, røres,
som om [f]ødslens [s]tund var omme;
og jeg aner mer end øjner
ham, som ovenom sig højner,
føler at han skuer ned
fuld af [s]org og [k]jærlighed,
lys og mild som [m]orgenrøden,
og bedrøvet dog til[]
[d]øden;
og jeg hører [r]øste[r] runge:
nu du skabe skal og skabes[;]
nu du frelses eller tabes; –
g[]ør dit [v]ærk, det ansvarstunge!
Brand
.Indad; indad! Det er [o]rdet!
Did gaar [v]ejen. Der er [s]poret.
Eget [h]jerte, – det er [k]loden,
nyskabt og for Gudsliv moden;
der skal [v]iljegribben dødes,
der den nye Adam fødes.
Lad s[å]
[v]erden g[å] sin [g]ang
under [t]rældom eller [s]ang; –
men ifald vi fiendtligt mødes, –
hvis mit [v]ærk den knuse vil, –
da, ved [h]imlen, sl[å]r jeg til[]!
Plads paa hele [j]ordens [h]vælv
til[] at være helt sig selv, –
det er lovlig Ret[] for [m]anden,
og jeg kræver ingen anden! –
(tænker stille en Stund og siger:)
Være helt sig selv? Men [v]ægten
Faksimile
64
af ens [a]rv og [g]
[]æld fra [s]lægten?
(standser og ser ud.)
Hvem er hun, som jordvendt kommer
klavrende op[]over [b]akken,
kroget, ludende med [n]akken?
For at puste maa hun st[å],
støtter sig for ej at slingre,
griber med de magre [f]ingre
hvas[]t i sine dybe [l]ommer,
som en [s]kat[] hun slæbte p[å].
Om den vis[]ne [b]enrad slænger
[s]takken, som en [f]jærhams [l]ægg;
[h]
[å]nden krummer sig som [t]ænger;
hun er [ø]rnen lig, der hænger
spigret p[å] en [s]tabbursvæg[].
(pludselig angst).
Hvilket iskoldt [b]arneminde,
hvilket [g]ufs fra [h]jem og [f]jord
drysser [r]im om denne [k]vinde, –
drysser værre [r]im herinde – –?
Naadens Gud! Det er min [m]oer!
Brands [m]oder
(kommer op[]over, standser halvvejs synlig i [b]akken, holder [h] [å]nden
skyggende over [ø]jnene og ser sig om.)
Her[,] har de sagt[,] han var.
(kommer nærmere.)
Den onde
ta'e [s]olen, – hun g[]ør halvt mig blind!
Søn, er det dig?
Brand
.Ja.
Faksimile
65
Moderen
(gnider [ø]jnene).Hu; det [s]kin,
det brænder en i [s]ynet ind;
en kan ej skille [p]rest fra [b]onde.
Brand
.Derhjemme s[å] jeg aldrig [s]ol
fra [l]øvet faldt til[]
[g]
[]øgen gol.
Moderen
(ler stille).Nej, der er godt. Der blir en frossen,
som [i]stapp-[k]allen over [f]ossen.
En blir saa stærk, at hvadsomhelst
en tør, – og tror sig endda frelst.
Brand
.Goddag. Farvel. Min [t]id er knap[].
Moderen
.Ja, du har altid været rap[].
Som [g]ut du stunded bort herfra –
Brand
.At bort jeg foer[,] dig tyktes bedst.
Moderen
.Ja, det var sk[]elligt nu som da;
det trængtes vel at du blev [p]rest.
(betragter ham nærmere.)
Hm, han er voxet stærk og stor.
Men agt nu bare paa mit [o]rd, –
vær vaer om [l]ivet!
Brand
.Er det alt?
Moderen
.Ja, [l]ivet? Ja, hvad er der mere?
Henrik Ibsen: Brand.
5
Faksimile
66
Brand
.Jeg mener: [r]
[å]det, som nu faldt,
er det det hele?
Moderen
.Ved du flere,
s[å] brug dem, som du vil. Men [l]ivet,
berg det for mig; jeg har det givet.
(vred.)
Det spørges vidt, hvad du har øvet;
og det har gjort mig ræd[] og skræmt.
Til[]fjords idag! Du kunde røvet,
hvad du for min Skyld skulde g[]emt.
Du er den eneste i [s]lægten.
Du er min Søn, mit [k]
[]ød og [b]lod.
Du slutter af, som [t]agry[]g-[l]ægten,
det [h]us[,] jeg tømred [f]od for [f]od.
Hold fast; st[å] stærk; bær lange [t]ider!
Vær vaer om [l]ivet! Aldrig svigt!
At leve er en [a]rvings [p]ligt, –
og du blir min – engang – omsider – []
Brand
.S[å]? Derfor er det, at du kommer
og søger mig med fyldte [l]ommer?
Moderen
.Søn, er du gal!
(viger tillbage.)
Kom ikke nær!
Bliv st[å]ende! Jeg sl[å]r med [s]taven!
(roligere.)
Hvad mente du med det? – Hør her!
Jeg ældes [å]r for [å]r; det bær
Faksimile
67
sent eller tidligt frem mod [g]raven;
saa f[å]r du alt, hvad jeg har ejet;
det ligger tællet, m[å]lt og vejet – [.]
[]
Jeg har ej p[å] mig! – Hjemme ligger
det hele. Det er ikke stort;
men den, som f[å]r det, er ej [t]igger –[.]
[]
St[å] der du st[å]r! Kom ej herbort! –
Jeg lover dig, jeg skal ej putte
i [s]prækker eller grave ned
en [h]vid p[å] noget uk[]endt [s]ted, –
ej g[]emme noget under [s]tene,
i [m]uren, under [g]ulvets [f]jæl; –
du, [s]ønnen min, f[å]r [a]rven hel;
altsammen g[å]r til[] dig alene.
Brand
.Paa visse [v]ilk[å]r?
Moderen
.P[å] det ene,
at ej du skal med [l]ivet rutte.
Hold [æ]tten oppe, [s]øn for [s]øn;
jeg kræver ingen anden [l]øn.
Og sørg s[å] for, at intet spildes, –
at intet deles eller skilles; –
øg, eller ikke, hvad du faar;
men g[]em det, g[]em det [å]r for [å]r!
Brand
(efter et kort Op[]hold).
En [s]ag f[å]r klares mellem os.
Jeg har fra [g]ut af vist dig [t]rods; –
5*
Faksimile
68
jeg var ej [s]øn, du var ej [m]oer,
til[] du blev gr[å] og jeg blev stor.
Moderen
.Jeg kræver ikke Klap[] og Smek.
Vær som du vil; jeg er ej vek.
Vær h[å]rd, vær strid, vær istap[]kold, –
det kløver ej mit [b]ringeskjold;
g[]em blot din [a]rv, – om død og gold, –
n[å]r kun den er i [s]lægtens [v]old!
Brand
(g[å]r et [s]kridt nærmere).
Og hvis jeg tvertom fik isinde
at strø den ud for alle [v]inde?
Moderen
(tumler til[]bage).Strø ud[,] hvad g[]ennem [t]rældoms-[å]r
har krøgt min [r]yg[] og blegt mit [h]
[å]r!
Brand
(nikker langsomt).Strø ud.
Moderen
.Strø ud! Hvis det du g[]ør,
for [v]inden ud min [s]jæl du strør!
Brand
.Og hvis jeg g[]ør det lige vel?
Hvis ved din [s]eng jeg st[å]r en [k]veld,
n[å]r [l]ys er foran [l]ejet sat[],
naar du med [s]almebog i [h]ænder
skal sove [d]ødens første [n]at[], –
hvis da jeg gramser, famler, k[]ender,
hvis frem jeg finder Skat[] for Skat[], –
hvis jeg taer [l]yset, hvis jeg tænder –?
Faksimile
69
Moderen
(nærmer sig i [s]pænding).
Hvor har du denne [t]anke fra?
Brand
.Hvorfra? Skal jeg fortælle?
Moderen
.Ja!
Brand
.Ifra et [b]arndomseventyr,
som aldrig af mit [m]inde flyr,
som sk[]æmmer [s]jælen, lig et [a]r
ifra et helet [h]areskar.
Det var en [h]østkveld. Død var [f]aer,
og du l[å] syg. Jeg sneg mig ind,
hvor han l[å] bleg i [v]o[ks]lysskin.
Jeg stod og stirred fra en [k]rog,
og s[å] han holdt en [s]almebog;
mig undred mest den dybe [d]vale[,]
og hvi hans [h]
[å]ndled var s[å] smale;
jeg k[]endte [l]ugt af kuldsl[å]et [l]in; –
da hørte jeg p[å]
[g]angen [t]rin; –
ind kom en [k]vinde, s[å] mig ej, –
hun gik til[]
[s]engen rakt sin Vej.
Hun gav sig til[] at gramse, rode;
først flytted hun den dødes [h]ode,
s[å] trak[] hun frem en [b]undt, s[å] flere, –
hun tælled, hvisked: mere, mere!
S[å] grov hun ud af [s]engens [p]uder
en [p]akke[,] bunden til[] med Knuder;
hun rev, hun hugg med ilske [h]ænder,
Faksimile
70
hun bed den op[] med sine [t]ænder.
Hun grov p[å]ny. Hun hitted flere.
Hun tælled, hvisked: mere, mere!
Hun græd, hun bad, hun jamred, svor;
hun vejred efter [g]
[]emslers [s]por, –
og fandt hun, – flu[ks] med [j]ublens [a]ngst
hun sk[]ød, som [f]alken, p[å] sin [f]angst.
Til[]slut[] var hver en [l]ønkrog tømt;
hun gik af [s]tuen som en dømt;
hun svøbte [f]undet i en [p]jalt
og stønned stil[]t s[å]
det var alt!
Moderen
.Mit Krav var stort, mit [f]und var skralt;
og det var mer end dyrt betalt.
Brand
.Det blev dig dyrere endda;
mit [s]ønnesind det stjal dig fra.
Moderen
.Lad g[å]. Det er jo gammel [b]rug
at k[]øbe [g]ods for [s]ind og [h]ug.
Jeg gav fra først en større [p]ris;
jeg tror, jeg gav mit [l]ivs [f]orlis.
Jeg noget gav, som nu er sluk[]t; –
det st[å]r mig for som [l]ys og [f]lugt,
som noget b[å]de dumt og smukt; –
jeg gav, hvad knap[]t jeg længer ved; –
[f]olk kaldte det for [k]
[]ærlighed. –
Jeg mindes godt, min [s]trid var svar;
jeg mindes godt det [r]
[å]d fra [f]aer:
glem [h]usmandsgutten; tag den anden;
Faksimile
71
agt ikke p[å] hans vis[]ne [k]rop[];
det er en [k]arl med [k]løgt i [p]anden;
han øger [e]jet dobbelt op[]! –
Jeg tog ham, men fik [s]kam til[] Tak[].
Til[] dobbelt op[] han aldrig rak[].
Men siden har jeg slæbt og slidt,
s[å] nu der fattes ikkun lidt.
Brand
.Og mindes du, s[å] nær din [g]rav,
at [s]jælen du paa [k]
[]øbet gav?
Moderen
.At det jeg mindes, vistes bedst,
da [s]ønnen min blev sat[] til[] Prest.
Naar Timen kommer, for min [t]arv
du sørge skal til[] Tak[] for [a]rv.
Jeg ejer b[å]de fast og løst;
du ejer [o]rd og [m]agt og [t]røst.
Brand
.S[å] klog du er, du s[å] dog fejl,
da mig du s[å] i [h]jemmets [s]pejl.
Der gives fler langs [l]i og [l]ed
med slig [f]orældrek[]ærlighed; –
I ser i [b]arnet en [f]orvalter
for [h]usets efterladte [p]jalter;
af [e]vigheden g[å]r et [s]k[]ær
forbi jer [t]anke hist og her;
I griber efter den og mener
I [t]ingen er p[å]
[l]ivet nær,
n[å]r [æ]t[] og [a]rv I sammengrener, –
at [d]øden I med Livet ener,
Faksimile
72
at [e]vighed som Sum I f[å]r
af sammenlagte [r]ækker [å]r.
Moderen
.Gransk ikke, [s]øn, din [m]oders [s]ind,
men tag din [a]rv, n[å]r den blir din.
Brand
.Og [g]
[]ælden?
Moderen
.
[g]
[]ælden? Hvilken [g]
[]æld?
Der er ej nogen [g]
[]æld.
Brand
.Nu vel;
men hvis der var, – jeg m[å]tte svare
til[] hvert et [s]kyldbrev, alting klare.
Søns Sag det er, at alle [k]rav
sker [f]yldest p[å] hans [m]oders [g]rav;
var [h]uset tomt, n[å]r jeg det tog, –
jeg arved dog din [s]kyldnerbog.
Moderen
.S[å] byder ingen [l]ov.
Brand
.Ej den,
som skreven er med [b]læk[] og [p]en;
men i hvert ærligt [s]ønnesind
en anden [l]ov staar ristet ind, –
og denne [l]ov skal [f]yldest ske.
Forblindede, lær dog at se!
Guds [b]o p[å]
[j]ord har du forringet,
dit [s]jælel[å]n har du forødt,
det Billed, hvori du blev født,
Faksimile
73
har du med [d]yndets [s]kimmel dæk[]t;
den [å]nd, som engang var bevinget,
har du i [m]yldret vingestæk[]t.
Det er din [g]æld. Hvor vil du hen,
n[å]r Herren kræver sit ig[]en?
Moderen
(sky).Hvor jeg vil hen? Hvor hen?
Brand
.Frygt ej;
din [s]øn taer al din [g]
[]æld p[å] sig.
Gudsbilledet, som du har plettet,
i mig skal rejses viljetvættet!
G[å] du kun trøstig til[] de døde.
G[]ældbunden sover ej min [m]oer; –
jeg klarer [g]
[]ælden.
Moderen
.G[]æld og [b]røde?
Brand
.Din [g]
[]æld. Kun den; mærk vel mit [o]rd.
Din [s]jæleg[]æld din [s]øn skal klare;
men for din [s]ynd m[å] selv du svare.
Den
[s]um af [m]enneske, som blev
forskingret i en [j]ordtræls [s]træv,
kan indtil[] sidste Rest og Hvid
betales ved en andens [i]d;
men at den ødtes, det er [b]røden;
for den er [a]nger – eller [d]øden!
Moderen
(urolig).Det er nok bedst jeg kommer hjem
i [s]kyggen under [b]ræens [b]rem;
Faksimile
74
her skyder giftig [t]ankegrøde
i dette klumre [s]olskins [s]k[]ær;
en blir af [d]uften næsten svimmel.
Brand
.Søg [s]kyggen du; jeg er dig nær.
Og drages du mod [l]ys og [h]immel,
og stunder du imod et [m]øde,
da skik[] mig [b]ud og jeg skal komme.
Moderen
.Ja, du med dine [s]traffedomme!
Brand
.Nej, varm som [s]øn og mild som [p]rest
jeg værger dig mod [r]æd[]slens [b]læst;
med [s]ang jeg ved dit [l]ejes [f]od
skal svale [s]vien i dit [b]lod!
Moderen
.Det lover du med [h]
[å]nd og [m]und?
Brand
.Jeg kommer i din [a]ngers [s]tund.
(nærmere ved hende.)
Men [v]ilkaar sætter jeg, som du.
Alt, hvad til[]
[j]ord dig binder nu,
skal du frivilligt kaste af
og skride nøgen mod din [g]rav.
Moderen
(sl[å]r vildt imod ham).
Byd [i]lden skilles fra sin [h]ede,
Sne fra sin [f]rost, [s]jø fra sin [v]æde!
Sl[å] af!
Faksimile
75
Brand
.Kast midtfjords [b]arn af [b]
[å]den[,]
og bed at Gud vil signe [d]
[å]den.
Moderen
.Kræv anden [b]od; kræv [s]ult og [t]ørst, –
men ikke det, som tykkes størst!
Brand
.G[å]r en det største udenom,
al [r]esten mildner ej hans [d]om.
Moderen
.Jeg lægger [s]ølv i [k]irkeblok[]!
Brand
.
Alt?
Moderen
.Søn, er meget ikke nok?
Brand
.For dig er intet [b]odsværk, før,
som Hjob p[å]
[a]skens [h]ob, du dør.
Moderen
(vrider [h]ænderne).
Mit [l]iv forspildt, min [s]jæl forstødt[;]
om stakket [t]id mit [g]ods forødt!
S[å] hjem og kryste tæt[] i [f]avn
alt, hvad af mit endnu bær [n]avn!
Mit [g]ods, mit [s]mertens [b]arn, mit [g]ods, –
for dig jeg rev mit [b]ryst til[]blods; –
nu hjem og græde som en [m]oer
ved [v]uggen for sit syge [n]oer. –
Hvi blev min [s]jæl da født i [k]
[]ød,
n[å]r [k]
[]ødets [e]lsk er [s]jælens [d]ød? –
Faksimile
76
Bliv nær mig, [p]rest! – Jeg ved ej nu
hvad [s]ind jeg f[å]r i [t]imens [g]ru.
M[å] alting jeg ilive miste, –
jeg vil dog vente til[] det sidste.
(g[å]r.)
Brand
(ser efter hende).
Ja, din [s]øn skal nær sig holde,
bie p[å] din [b]odsstunds [b]ud,
varme op[] din gamle kolde
H[å]nd, s[å] fort den rækkes ud.
(g[å]r nedover til[] Agnes.)
Kvelden blev ej [m]orgnen lig.
Da stod [s]ind og [h]ug til[]
[k]rig;
fjernt jeg hørte [s]lagsang klinge,
[v]redens [s]verd jeg vilde svinge,
knuse [l]øgnen, dræbe [t]rolde,
klemme [v]erden mellem [s]kjolde.
Agnes
(har vendt sig om og ser lyst op[] til[] ham).
Morgnen var mod [k]velden bleg.
Da jeg vilde [l]øgn og [l]eg,
vilde vinde, vilde skabe,
hvad min [v]inding var at tabe.
Brand
.Stærke [d]rømme, fagre [d]rømme[,]
kom i [f]lok som vilde [s]vaner,
løfted mig paa brede [v]inger.
Udad s[å] jeg mine [b]aner; –
Faksimile
77
[s]lægtens, [t]idens[]
[s]kyldbetvinger
stævned stor paa [s]tøjens [s]trømme.
Kirkeprocessioners [p]ragt,
[h]ymner, [v]irak, [s]ilkefaner,
gyldne [s]k[å]ler, [s]ejersange,
[l]øftnings-[j]ublen fra de mange,
lyste, om mit [l]ivsværk lagt. –
Alt l[å] lokkende og rigt; –
men det hele var et [d]igt,
kun et [v]iddens [g]limmersyn,
halvt i [s]olblink, halvt i [l]yn. –
Nu jeg st[å]r, hvor gr[å]t det kvælder
længe førend [d]agen hælder, –
st[å]r imellem [u]rd og [s]und,
udestængt fra [v]erdensvrimlen,
med en [s]trime kun af [h]imlen, –
men jeg st[å]r p[å]
[h]jemmets
[g]rund.
Sunget er mit [s]øndagsdigt;
af m[å]
[v]ingehesten sadles;
men jeg ser et større M[å]l,
end en [d]yst med [r]idderst[å]l, –
[s]lidets [d]agværk, [y]rkets [p]ligt,
skal til[]
[s]øndagsg[]erning adles.
Agnes
.Og hin Gud, som skulde falde?
Brand
.Han skal falde ligefuldt, –
men i [l]øndom, dulgt og skjult,
ikke [å]benlyst for alle.
Faksimile
78
Grant jeg ser, at fejl jeg tolked
[f]relsens [h]elsebod for [f]olket.
Ingen bramfuld [s]torværkshandling
løfter [s]lægten til[]
[f]orvandling;
[v]ækkelsen af rige [e]vner
bøder ej dens [s]jælerevner.
Det er
[v]iljen, som det g[]ælder!
Viljen frig[]ør eller fælder,
[v]iljen, hel, i alt det spredte,
i det tunge som det lette. –
(vender sig indover mod [b]yg[]den, hvor [a]ftenskyggerne begynder at falde.)
Kom da, [m]ænd, som vandrer sløve
i min [h]jembyg[]ds lukte [d]ale; –
[s]jæl mod [s]jæl i [t]omandstale
vil vort [l]ut[]ringsværk vi prøve,
[h]alvhed fælde, [l]øgnen døve,
vække [v]iljens unge [l]øve!
[h]
[å]nd om [h]akken, som om [s]verdet,
enes kan med [m]andeværdet;
et er [m]
[å]let, – det at blive
[t]avler, hvorp[å] Gud kan skrive.
(Han vil g[å]. Ejnar møder ham.)
Ejnar
.Stands og giv mig, hvad du tog!
Brand
.Er det hende? Der hun sidder.
Ejnar
(til[] Agnes).Vælg imellem lyse [v]idder
og den skumle [s]orgens [k]rog!
Faksimile
79
Agnes
.Jeg har intet [v]alg at g[]øre.
Ejnar
.Agnes, Agnes, l[å]n mig [ø]re!
Kom ihug den gamle [l]ære:
let[] at løftes, tungt at bære.
Agnes
.G[å] med Gud, du fagre [f]rister;
jeg skal bære til[] det brister.
Ejnar
.Tænk paa alle dine k[]ære!
Agnes
.Hils til[]
[s]yskend, hils til[]
[m]oer;
[b]rev jeg skikker, f[å]r jeg [o]rd.
Ejnar
.Ude paa de blanke [v]ande
sk[]ær de hvide [s]ejl fra [s]trand; –
[l]ængsler lig paa drømfyldt [p]ande,
høje, perlestænkte [s]tavne
jager, flygter, for at havne
fjernt ved et forg[]ættet [l]and!
Agnes
.Sejl i [v]ester eller [ø]ster; –
tænk p[å] mig som en begravet.
Ejnar
.Agnes, følg mig som en [s]øster!
Agnes
(ryster paa [h]ovedet).
Mellem os er [v]erdenshavet.
Faksimile
80
Ejnar
.O, sa[å] hjem da til[] din [m]oer!
Agnes
(stille).Ej fra [l]ærer, [v]en og [b]roer.
Brand
(kommer et [s]kridt nærmere).
Unge [k]vinde, vogt dig vel.
Klemt imellem [f]jeld og [f]jeld,
skygget om af [t]agg og [t]inde,
stængt i [r]evnens [h]alvnat[] inde,
skal mit [l]iv fra nu af rinde
som en stur Oktoberkveld.
Agnes
.Mørket skræmmer ikke længer;
[s]tjernen g[]ennem [s]kyen trænger.
Brand
.Husk, at jeg er streng i [k]ravet,
fordrer intet eller alt;
hvis p[å]
[v]ejen fra du faldt,
var dit [l]iv som slængt i [h]avet.
Ingen [p]rutningsmon i [n]øden,
ingen [e]ftergivt i [b]røden; –
strækker ikke [l]ivet til[],
m[å] du villigt g[å] i [d]øden!
Ejnar
.Flygt fra dette vilde [s]pil!
Slip[] den mørke [l]ovens [m]and;
lev det [l]iv, du ved, du kan!
Brand
.Vælg; – du st[å]r p[å]
[v]ejens [s]kille.
(g[å]r.)
Faksimile
81
Ejnar
.Vælg imellem [s]torm og [s]tille!
Valget mellem gaa og bliv
Valg er mellem [f]ryd og [s]orgen,
Valg imellem [n]at[] og [m]orgen,
Valg imellem [d]ød og [l]iv!
Agnes
(rejser sig og siger langsomt):
Ind i [n]atten. G[]ennem [d]øden. –
Bagom dæmrer [m]orgenrøden.
(hun følger efter, hvor Brand gik. Ejnar ser en [s]tund som fortabt efter
hende, bøjer [h]ovedet og g[å]r udover mod [f]jorden ig[]en.)
[]
Henrik Ibsen: Brand.
6
Faksimile
TREDJE HANDLING.
(Tre [å]r senere. En liden [h]ave ved [p]resteg[å]rden. Høj [f]jeldvæg[] oven-
for, [s]teng[]ærde omkring. Fjorden ligger trang og lukket i [b]aggrunden.
Husdøren g[å]r ud til[] [h]aven. Eftermiddag.)
for, [s]teng[]ærde omkring. Fjorden ligger trang og lukket i [b]aggrunden.
Husdøren g[å]r ud til[] [h]aven. Eftermiddag.)
Brand
[]st[å]r p[å]
[t]rappen udenfor [h]uset[]. Agnes
[]sidder p[å]
[t]rinet
nedenfor[].
nedenfor[].
Agnes
.Min elskte [h]usbond, atter foer
dit [ø]je angstfuldt over [f]jord –
Brand
.Jeg venter [b]ud.
Agnes
.Du er urolig!
Brand
.Jeg venter [b]ud ifra min [m]oer.
Tre [å]r har nu jeg ventet trolig
det [b]ud, som aldrig blev mig bragt.
Imorges blev for visst mig sagt,
at hendes [t]ime snart er omme.
Agnes
(sagte og k[]ærligt).
Brand, uden
[b]ud du skulde komme.
Faksimile
83
Brand
(ryster p[å] [h]ovedet).
Har hun ej [a]nger for sin [b]røst,
jeg ved ej [o]rd, jeg har ej [t]røst.
Agnes
.Hun er din [m]oer.
Brand
.Jeg har ej [r]et[]
at dyrke [g]uder i min [æ]t[].
Agnes
.Brand, du er h[å]rd!
Brand
.Mod dig?
Agnes
.O, nej!
Brand
.Jeg sp[å]de dig en [t]rængsels[-]vej.
Agnes
(smiler).Det slog ej ind; du har ej holdt
dit [o]rd.
Brand
.Jo, her er hvas[]t og koldt;
her bleges [s]k[]æret paa din [k]ind;
det isner i dit veke [s]ind.
Vort [h]us er ingen [t]rivsel ved;
det ligger midt i [u]rd og [s]kred.
Agnes
.Her ligger det desmere tryg[]t.
Saa yderligt har [b]ræen byg[]t,
6*
Faksimile
84
at n[å]r ved [l]øvspræt[]s[-]tid den g[å]r,
den skrider udenover os,
og [p]restehuset urørt staar,
som inde i en [h]ulfalds[-]fos[].
Brand
.Og [s]ol, som aldrig rækker hid.
Agnes
.Den danser jo s[å] varm og blid
p[å]
[b]ergets [s]kulder bent imod[.]
Brand
.Tre [u]ger, ja, – ved [s]ommertid, –
men vinder aldrig til[] dets [f]od.
Agnes
(ser visst p[å] ham, rejser sig og siger):
Brand, der er et, som g[]ør dig ræd[]!
Brand
.Nej, dig!
Agnes
.Nej, dig!
Brand
.Du bær en [g]ru,
en løndomsfuld.
Agnes
.Brand, ogsaa du!
Brand
.Du svimler[,] som ved [s]tupets [b]redd!
Tal ud! Nævn alt!
Agnes
.Jeg stundom skalv – –
(standser.)
Faksimile
85
Brand
.Du skalv? Hvem skalv du for?
Agnes
.For Alf.
Brand
.For Alf!
Agnes
.Du ogs[å]!
Brand
.Stundom, ja!
Men nej, han tages os ej fra!
Gud er jo god! Min lille [g]ut
sig vo[ks]er stor og stærk til[]slut[].
Hvor er han nu?
Agnes
.Han sover.
Brand
(ser ind g[]ennem [d]øren).
Se;
han drømmer ej om [s]ot og [v]e;
den lille [h]
[å]nd er trind og rund –
Agnes
.Dog bleg.
Brand
.Ja bleg; men det g[å]r over.
Agnes
.Hvor sødt og kvægende han sover
[.]
Brand
.Gud signe dig; sov nu dig sund!
(lukker [d]øren.)
Faksimile
86
Med dig og ham blev [l]ys og [f]red
om alt mit [k]aldsværk sænket ned;
hver [s]orgens [s]tund, hver [g]
[]erning svær,
blev let[] at bære mellem jer;
hos dig mig aldrig [m]odet sveg,
mig [s]tyrke gav hans [b]arneleg.
Mit [k]ald jeg tog som [m]artyrdom;
men se, hvor alt har vendt sig om,
hvor [h]eld har fulgt mig p[å] min [f]ærd –
Agnes
.Ja Brand; men du er [h]eldet værd.
O, du har k[]æmpet, lidt og stridt, –
har døjet ondt, har slæbt og slidt[;] –
jeg ved, at stil[]t du [b]lod har grædt –
Brand
.Ja vel; men alt mig tyktes let[];
med dig drog [k]
[]ærligheden ind,
som solklar [vårdag], i mit [s]ind.
Den havde før jeg aldrig k[]endt;
ej [f]aer, ej [m]oer, den havde tændt;
de dulmed helst den [f]lyvegnist,
som sprang af [a]sken her og hist.
Det var som al den [s]um af mildt,
jeg havde b[å]ret dulgt og stil[]t,
blev sparet til[] en [g]lorie[-]glød
om ham og dig, min [h]ustru sød.
Agnes
.Ej os alene; alle dem,
som nu er [l]emmer af vort [h]jem,
Faksimile
87
hver [s]orgens [s]øn, hver [n]ødens [b]roer,
hvert [b]arn, som græd, hver [m]oer, som led,
et kvægsomt [s]æde finder ved
dit [h]jertes fulde, rige [b]ord.
Brand
.Men g[]ennem dig og ham. I to
slog [m]ildheds[-]
[å]ndens [h]immelbro.
Ej nogen Sjæl kan alle favne,
hvis ikke først han elsked en;
jeg m[å]tte længte, m[å]tte savne,
s[å]
[h]jertet hærded sig ti[l]
[s]ten –
Agnes
.Og dog – din [k]
[]ærlighed er h[å]rd;
den, som du klappe vil, du sl[å]r.
Brand
.Dig, Agnes?
Agnes
.Mig? O nej, du k[]ære;
let[] var, hvad mig du bød at bære; –
men mangen Sjæl ifra dig faldt
ved Kravet: intet eller alt!
Brand
.Hvad [v]erden kalder [k]
[]ærlighed,
jeg ikke vil og ikke ved.
Guds [k]
[]ærlighed jeg k[]ender til[],
og den er ikke vek og mild;
den er til[]
[d]ødens [r]æd[]sel h[å]rd,
den byder klappe, s[å] det sl[å]r.
Hvad svarte Gud i [o]ljelunden,
Faksimile
88
da [s]ønnen l[å] i [s]ved og [s]kræk[]
og bad og bad: tag [k]alken væk!
Tog han ham [s]mertens [k]alk fra [m]unden?
Nej, [b]arn, den m[å]tte ud til[]
[b]unden.
Agnes
.O, m[å]lt med slig en [m]
[å]lestok[],
er dømt al [j]ordens [s]jæleflok.
Brand
.Ej nogen ved, hvem [d]ommen n[å]
[]r;
men i en evig [i]ldskrift st[å]r:
vær tro til[]
[p]røvens sidste [s]lut[]ning,
[l]ivskronen vindes ej ved [p]rutning!
Ej nok[,] i [a]ngstens [s]ved at bades;
du maa ig[]ennem [m]artrens [i]ld.
At ej du kan, dig visst forlades, –
men aldrig at du ikke vil.
Agnes
.Ja, det skal være, som du siger.
O, løft mig, løft mig, hvor du stiger;
led mig mod dine høje [h]imle;
stærk er min [h]ug, men sløvt mit [m]od;
tidt [a]ngst mig sl[å]r, mig tykkes svimle,
og træt[] og jordtung er min [f]od.
Brand
.Se, Agnes, for den hele [h]jord
er [k]ravet: ingen fejg [a]kkord!
I alt sit [v]ærk en [m]and er dømt,
hvis halvt det øves og paa [s]krømt.
Den [l]ære skal til[]
[l]ovbud hæves,
ej g[]ennem [o]rd, men ved at leves.
Faksimile
89
Agnes
(kaster sig om hans [h]als).
Jeg g[å]r, hvor du har [f]oden sat[]!
Brand
.For to er ingen [k]lev for brat[].
(Doktoren er kommen nedover [v]ejen og standser udenfor [h]aveg[]ærdet.)
Doktoren
.Hej, øves [l]eg af k[]ælne [d]uer
p[å] disse ørkenbrune [t]uer!
Agnes
.Min gamle [d]oktor, er du her!
O, kom dog indom!
(løber ned og [å]bner [h]avegrinden.)
Doktoren
.Ej til[] jer!
Du ved jo godt, at jeg er vred.
At knytte sig til[] sligt et [s]ted,
hvor [v]iddens [v]ejr og [v]intrens [v]ind
sk[]ær iskoldt g[]ennem [s]jæl og [s]kind –!
Brand
.Ej g[]ennem [s]jælen.
Doktoren
.Ikke? N[å]!
Nej-nej, det lader næsten s[å].
Det synes, som jer [h]astværks[-]pagt
st[å] lige fuldt og fast ved Magt,
sk[]ønt ellers[,] efter gammel [s]kik[]
[,]
en skulde tro, at fort forgik[,]
hvad skabt blev i et [ø]jeblik.
Faksimile
90
Agnes
.Et [s]olsk[]ærs [k]ys[], et [k]lokkeslag,
kan vække for en [s]ommerdag.
Doktoren
.Farvel. Jeg ventes hos en syg.
Brand
.Min [m]oer?
Doktoren
.Ja. Skal De samme [v]ej?
Brand
.Nu ikke.
Doktoren
.
Var der kanske?
Brand
.Nej.
Doktoren
.Prest, De er h[å]rd. I [s]ludd og [f]yg
jeg sled mig over [v]idden frem,
sk[]ønt godt jeg ved, hun er af dem,
der lønner som et [f]attiglem.
Brand
.Gud signe Deres [k]løgt og [f]lid.
Let[], om De kan, den tunge [s]trid.
Doktoren
.Min [v]ilje signe han; jeg kom[,]
s[å] fort i [n]ød det spurgtes om.
Brand
.Dem har hun budsendt; jeg er glemt; –
jeg venter, venter hjerteklemt.
Faksimile
91
Doktoren
.Kom uden [b]ud!
Brand
.Før [b]ud hun sender,
jeg intet [h]verv dernede k[]ender.
Doktoren
(til[] Agnes).Du veke [s]takkel, som blev lagt
i slige h[å]rde [h]ænders [m]agt!
Brand
.Jeg er ej h[å]rd.
Agnes
.Sit [b]lod han gav,
hvis hendes [s]jæl det tvætted af!
Brand
.Som hendes [s]øn i [a]rv jeg tog
frivillig hendes [s]kyldnerbog.
Doktoren
.Klar Deres egen!
Brand
.Manges [m]én
for Gud kan klares g[]ennem en.
Doktoren
.Ej g[]ennem en, der selv som [t]igger
i [s]kyld op[]over [ø]ret ligger.
Brand
.Rig eller [t]igger; – helt jeg vil, –
og dette ene strækker til[]!
Faksimile
92
Doktoren
(ser stivt p[å] ham).
Ja, [m]andeviljens qvantum satis
st[å]r bogført som din [r]igdoms [r]ad; –
men, [p]rest, din conto caritatis
er [b]ogens hvide [j]omfrublad!
(g[å]r.)
Brand
(følger ham en [s]tund med [ø]jnene).
Ej noget [o]rd blev sølet ned
i [l]øgn som [o]rdet [k]
[]ærlighed; –
det lægger de med Satans [l]ist
som [s]lør udover [v]iljens [b]rist;
med det de dækker svigfuldt til[],
at [l]ivet er et [l]eflespil.
Er [s]tien trang og brat[] og skred,
den knappes af – i [k]
[]ærlighed;
g[å]r en ad [s]yndegaden bred,
han har dog [h]
[å]b – i [k]
[]ærlighed;
s[å] en sit [m]
[å]l, og dog ej stred,
han sejre kan – i [k]
[]ærlighed;
g[å]r en sig vild, sk[]ønt ret[] han ved, –
der er et [l]y – i [k]
[]ærlighed!
Agnes
.Ja, det er falskt, og endda m[å]
jeg tidt mig spørge: er det s[å]?
Brand
.
Et springes over; [v]iljen først
maa læske [l]ovens [r]et[]færds[-]tørst.
Først m[å] du ville, ikke blot
hvad g[]ørligt er i stort og sm[å]t,
Faksimile
93
ej blot hvor [d]
[å]den i sig bær
en [s]um af [m]øje og [b]esvær, –
nej, ville m[å] du stærk og glad
ig[]ennem alle [r]æd[]slers [r]ad.
Det er ej [m]artyrskab, i [v]e
at dødes p[å] et [k]orsets [t]ræ;
først det at ville
[k]orsets [d]ød,
at ville midt i [k]
[]ødets [n]ød,
at ville midt i [å]ndens [a]ngst,
først dette er din [f]relses [f]angst.
Agnes
(klynger sig tæt[] till ham).
N[å]r [k]ravet skræmmer med sin [g]ru, –
min stærke [h]usbond, tal da du!
Brand
.Vandt [v]iljen [s]ejr i slig en [s]trid,
da kommer [k]
[]ærlighedens [t]id,
da daler den som [d]uen hvid
og bringer [l]ivets [o]ljeblad;
men her, mod [s]lægten[,] slap[] og lad,
ens bedste [k]
[]ærlighed er [h]ad!
(i [s]kræk[].)
Had! Had! En [v]erdenskamp at ville
det enkle Ord, det lette, lille!
(g[å]r ilsomt ind i [h]uset.)
Agnes
(ser g[]ennem den [å]bne [d]ør).
Han knæler hos sin søde [d]reng
og vugger [h]odet som i [g]r[å]d;
Faksimile
94
han knuger sig til[]
[b]arnets [s]eng,
som en, der ej ved [h]jælp og [r]
[å]d. –
O, hvilken [s]um af [k]
[]ærlighed
i denne stærke [m]andesjæl!
Alf tør han elske; [b]arnets [h]æl
endnu ej [v]erdens[-]slangen bed.
(udbryder forfærdet.)
Op[] springer han med [h]ænders [v]rid!
Hvad ser han? Han er askehvid!
Brand
(ud p[å] [t]rappen).
Kom der ej [b]ud?
Agnes
.Nej, intet [b]ud.
Brand
(ser til[]bage ind i [h]uset.)
Det brænder i hans stramme [h]ud;
hans [t]inding hamrer, [p]ulsen banker –!
O, frygt ej, Agnes!
Agnes
.Gud, hvad [t]anker –!
Brand
.Nej, frygt blot ej –
(r[å]ber udover [v]ejen.)
Der ser jeg [b]udet!
En [m]and
(g[]ennem [h]avegrinden).
Nu f[å]r du komme, [f]aer!
Brand
(ilsomt).Ja stra[ks]!
Hvad [h]ilsning bær du?
Faksimile
95
Manden
.Ugrej [s]lags;
hun sad i [s]engen, frem hun luded
og sagde: g[å]; f[å]
[p]resten hentet;
mit halve [g]ods for [s]akramentet.
Brand
(viger til[]bage).Det halve! Nej! Sig nej!
Manden
(ryster p[å] [h]ovedet).
Da var
ej [b]udet ærligt bragt dig, [f]aer.
Brand
.Det halve! Halve! Alt var ment!
Manden
.Kanhænde det; men lydt og rent
blev [o]rdet sagt. Jeg glemmer sent.
Brand
(griber ham om [a]rmen).
P[å] Herrens [d]ag, for [d]ommen stævnt,
du vidne tør, det
[o]rd blev nævnt?
Manden
.Ja.
Brand
(fast).G[å] og sig, det [s]var blev sendt, –
ej kommer [p]rest, ej [s]akrament.
Manden
(ser uvisst p[å] ham).
Du har nok ikke sk[]ønt mig da;
det er din
[m]oer jeg kommer fra.
Faksimile
96
Brand
.Jeg k[]ender ingen tvedelt [r]et[]
for [f]remmedfolk og egen [æ]t[].
Manden
.H[å]rdt [o]rd er det.
Brand
.Hun ved, det g[]aldt
at byde intet eller alt.
Manden
.Prest!
Brand
.Sig, at mindste [g]uldkalv[-]stump
er lige fuldt en [a]fguds[-]klump.
Manden
.Med [s]varets [s]vøbe skal jeg sl[å]
s[å] let[] og lindt[,] jeg kan og m[å].
For hende gror den [t]røst endnu:
Gud er ej fuldt saa h[å]rd, som du!
(g[å]r.)
Brand
.Ja, denne [t]røst har tidtnok blæst
sin [å]dsel[-]luft til[]
[v]erdens [p]est.
Med [s]ang og [s]kræk[] i [k]nibens [s]tund
en [d]ommer smøres nemt om [m]und.
Naturligvis! Det saa sig bør!
De k[]ender jo sin [m]and fra før; –
fra alt sit [v]ærk de godt jo ved,
at [g]ubben laer sig prutte med.
(Manden har ude p[å]
[v]ejen mødt en anden; de kommer begge i [f]ølge
til[]bage.)
til[]bage.)
Faksimile
97
Brand
.Nyt [b]udskab!
Første [m]and
.Ja.
Brand
.Hvad bringer du?
Den anden
.Ni tiende[-]
[d]ele lød det nu.
Brand
.Ej alt?
Den anden
.Ej alt.
Brand
.Mit [s]var er k[]endt; –
ej kommer [p]rest, ej [s]akrament.
Anden [m]and
.H[å]rdt har i [v]e og [v]ærk hun bødt –
Første
.Prest, kom ihug, hun har dig født!
Brand
(knuger [h]ænderne).
Jeg tør ej bruge to [s]lags [v]ægt
for [a]vindsmænd og egen [s]lægt.
Anden Mand
.Den syges [n]ød er vild og stor;
kom, eller send et [s]oningsord.
Brand
(til[] første [m]and).
G[å]; sig den syge[,] som jeg bød:
rent [b]ord for [n]
[å]dens [v]in og [b]rød.
(Mændene g[å]
[r]).
Henrik Ibsen: Brand.
7
Faksimile
98
Agnes
(klynger sig op[] til[] ham).
Brand, tidt jeg ræddes for din [f]ærd:
du flammer som et Herrens [s]verd.
Brand
(med [g]r[å]d i [s]temmen).
St[å]r [v]erden ej mod mig ig[]en
med sverd[-]tom [s]lire ved sin [l]ænd?
Sl[å]r ikke den min [s]jæl til[]blods
med al sin slappe [s]ejgheds [t]rods.
Agnes
.H[å]rdt er det [v]ilk[å]r, du har stillt.
Brand
.Byd, om du tør, et mere mildt.
Agnes
.Lægg sligt et [m]
[å]l p[å] hvem du vil,
og se om nogen strækker til[].
Brand
.Nej, der du har til[]
[r]æd[]sel [r]et[].
S[å] vrangt, s[å] tomt, s[å] fladt, s[å] slet[]
er hele [s]lægtens [l]ivssyn blevet.
Det regnes højt, f[å]r en det drevet
til[], som en lovprist ubek[]endt,
at offre sit ved [t]estament.
Byd [h]elten stryge ud sit [n]avn
og nøje sig med [s]ejrens [g]avn;
giv [k]ejser, [k]onge, samme [k]
[å]r,
og se hvad stort du øvet f[å]r.
Byd [d]igteren i [l]øndom smugle
af [b]uret sine [s]k[]ønhedsfugle,
Faksimile
99
s[å] ingen aner det var ham,
der gav dem [r]øst og [g]uldfjærs [b]ram.
Frist frodig eller vindtør[]
[g]ren;
[h]engivelsen er ej hos en.
Ig[]ennem alt g[å]r [j]ordtræls-[t]anken; –
udover [s]tupet[,] vildt og hvas[]t[,]
hver klamrer sig til[]
[s]tøvlivs[-]ranken, –
og svigter den, – i [t]revl og [b]ast
han klorer sig med [n]egler fast.
Agnes
.Og til[] en [s]lægt, som r[å]dløst faldt,
du r[å]ber: intet eller alt!
Brand
.Hvo [s]ejr vil fange, f[å]r ej vige;
fra dybest [f]ald m[å] højst du stige. –
(tier lidt; [s]temmen sl[å]r over.)
Og dog, n[å]r for den enkle [s]jæl
jeg st[å]r og stiller [r]ejsnings[-]kravet,
da er det, som jeg svam i [h]avet
stormslagen p[å] en [v]rag[-]stumps fjæl.
I [k]val og [g]r[å]d jeg lønligt bed
den Tunge, som jeg tugted med, –
og løfted [a]rmen jeg til[]
[s]lag,
jeg tørsted mod et [f]avnetag! –
G[å], Agnes, se til[] ham, som sover;
syng ham i lyse [d]rømme ind;
en [b]arnesjæl er klar og lind[,]
som [t]jern i [s]ommersolens [s]kin;
en [m]oder stryge kan derover
7*
Faksimile
100
lig [f]uglen, der sig spejler smukt
i dybest [d]yb p[å] lydløs [f]lugt.
Agnes
(bleg).Hvad er det, Brand? Hvorhelst du sender
din [t]ankes [p]il, – mod ham den vender!
Brand
.O, intet. Vogt ham godt og stil[]t.
Agnes
.Giv mig et [o]rd.
Brand
.Et stærkt?
Agnes
.Et mildt.
Brand
(favner hende).Den, som er uden [s]kyld, skal leve.
Agnes
(ser lyst op[] p[å] ham og siger):
Et ejes, som ej Gud tør kræve!
(g[å]r ind i [h]uset.)
Brand
(ser stille frem for sig).
Men hvis han turde? Herren tør,
hvad «Isaachs [r]æd[]sel» turde før.
(ryster [t]ankerne af.)
Nej, nej; mit [o]ffer har jeg bragt.
Mit [l]ivskald har jeg fra mig sagt, –
at runge som en Herrens [t]orden
og vække sovende p[å]
[j]orden.
Løgn! Intet [o]ffer l[å] deri;
det glap[], da [d]rømmen var forbi,
Faksimile
101
da Agnes vakte mig – og fulgte
til[] samme [g]
[]erning i det dulgte.
(ser udover [v]ejen.)
Hvi nøler dog den syges [b]ud
om [o]ffervillighed og [b]od,
som rykker [b]røden op[] med [r]od,
med dybest [t]revl[,] med vildest [s]kud! –
Se der –! Nej, det er [f]ogden kun,
velvillig, væver, rask og rund,
med [h]ænderne i begge [l]ommer,
lig [k]lammer om en [p]arentés.
Fogden
(g[]ennem [h]avegrinden).
Goddag! Kun s[]jelden vi to ses,
og sagtens jeg i [u]tid kommer –
Brand
(viser mod [h]uset).
Træd indenfor.
Fogden
.Tak[]; her er godt;
og vandt mit [æ]rind [i]ndgang blot,
s[å] mener jeg for sandt og visst,
det alles [b]
[å]de blev til[]sidst.
Brand
.Nævn Deres [æ]rind.
Fogden
.Deres [m]oer
er h[å]bløs syg, s[å]vidt jeg tror; –
det g[]ør mig ondt.
Brand
.Jeg tvivler ej.
Faksimile
102
Fogden
.Det g[]ør mig meget ondt.
Brand
.Tal ud!
Fogden
.Dog, hun er gammel; – Herregud,
vi skal jo alle samme [v]ej.
Og da jeg netop[] foer forbi,
s[å] tænkte jeg: det springes i
s[å] let[] som krybes; ydermere
s[å] blev det mig fortalt af flere,
at hun med Dem, fra De kom hid,
har levet i [f]amiljesplid –
Brand
.Familjesplid?
Fogden
.Der siges jo
hun holder stærkt og sejgt paa sit.
De finder vel, det g[å]r for vidt.
Man m[å] ej glemme eget [t]arv.
Hun sidder i uskiftet [b]o
med hele Deres [f]ædrearv –
Brand
.Uskiftet [b]o; – ja, det er sandt.
Fogden
.S[å] kommer [s]kyldfolk let[] p[å]
[k]ant.
Og da jeg nu med sk[]ellig [g]rund
formoder[,] De med k[]ølig [b]arm
forventer hendes [a]fgangsstund,
s[å] h[å]ber jeg De uden [h]arm
Faksimile
103
vil høre mig, sk[]ønt visstnok [t]iden
er ilde valgt.
Brand
.Nu eller siden;
det kommer ud for mig p[å] et.
Fogden
.Ja, s[å] til[]
[s]agen slet[] og ret[].
S[å] s[å]re Deres [m]oer er død,
og salig lagt i [j]ordens [s]k[]ød, –
hvad snart vel times, – blir De rig –
Brand
.Det tror De?
Fogden
.Tror? Nej, det er sikkert.
Hun ejer [g]rund i hver en [v]ik,
s[å] langt De øjne kan med [k]ikkert.
Rig blir De, [p]rest!
Brand
.Trods [s]kifteretten?
Fogden
(smiler.)
Hvad skal den her? Den skiller [t]rætten,
hvor der er fler om [g]
[]æld og [a]rv;
men her ej trues nogens [t]arv.
Brand
.Og dersom dog til[]
[g]ods og [g]
[]æld
[m]edarving mødte lige vel
og sagde: jeg er rette [m]anden?
Fogden
.Det m[å]tte være selve [f]anden!
Ja, se kun p[å] mig; – ingen anden
Faksimile
104
har her et [o]rd at sige med;
lid tryg[]t p[å] mig; jeg ved [b]esked.
Nu alts[å]; De blir [v]elstandsmand,
rig Mand endogs[å]; ikke længer
til[] denne [a]fkrogs [k]ald De trænger;
Dem [å]bent st[å]r det hele [l]and.
Brand
.Hør, [f]oged, er ej, fattet kort,
al [t]alens [k]
[]ærne den: rejs bort!?
Fogden
.Omtrent. Til[] alle [p]arters [b]edste
jeg tror det blev. Hvis De vil fæste
op[]mærksomt [ø]je p[å] de [f]olk,
for hvem De nu er [o]rdets [t]olk,
s[å] vil De se, s[å]lidt De passer
blandt os, som [u]lv blandt [g]
[]æs og [g]asser.
Forst[å] mig vel! De ejer [e]vner
til[] større [s]amfunds [g]avn og [b]rug,
men fast til[]
[m]én for den, som nævner
sig [o]delsmand til[]
[k]lippens [r]evner
og [æ]t[]ling af en [d]albunds [s]lug.
Brand
.Ens [f]ædrebyg[]d for [m]andens [f]od
er, hvad for [t]ræet er dets [r]od; –
er der ej til[] hans [g]
[]erning [t]rang,
hans [d]
[å]d er dømt, og endt hans [s]ang.
Fogden
.Det er al [i]dræt[]s første [l]ov,
at lempes efter [l]ands [b]ehov.
Faksimile
105
Brand
.Men [l]ands [b]ehov ses bedst fra [h]øjden,
ej fra en fjeldklemt [k]rog i [b]yg[]den.
Fogden
.
Det er de store [s]amfunds [t]ale,
ej [o]rd for [f]olk i fattige [d]ale.
Brand
.O, I med eders [g]rænse[-]sk[]el[]
imellem [s]letteland og [f]jeld!
I kræver [r]et[] som [v]erdensriger,
mens hver en [s]amfundspligt I sviger;
I mener fejgt, det skal jer fri,
det [n]ødskrig: vi er [s]m[å]folk, vi!
Fogden
.Alt har sin [t]id, hver [t]id sit [h]verv,
hver [s]lægt sin egen [d]ont at passe.
Vor
[b]yg[]d har ogs[å] lagt sin [s]k[]ærv
i [v]erdens store [f]orm[å]ls [k]asse;
forst[å]r sig, det er længe siden;
men [s]k[]ærven var ej ganske liden.
Se, nu er [b]yg[]den tom og snever;
dens [r]y dog end i [s]agnet lever;
dens svundne [s]torheds [d]age falder
samtidigt med [k]ong Beles [a]lder; –
der meldes endnu mangt et [o]rd
om [b]rødreparret Ulf og Thor
og [s]nese g[]æve [m]ænd, som foer
p[å]
[h]erjetog til[] Brettlands [k]yst
og plyndred, s[å] det var en [l]yst.
Faksimile
106
Sydboen skreg, af [r]æd[]sel kold:
Gud fri os for de grummes [v]old!
Og disse grumme var, til[]trods
for alle [t]vivlsm[å]l, [m]ænd fra os.
Og som de [k]arle kunde hævne,
og sl[å] ihjæl i [b]randværks-[s]tævne!
Ja, [s]agnet ved endnu at nævne
en Herrens [h]elt, som [k]orset tog; –
dog meldes ej, at ud han drog –
Brand
.Der stammer visst en [s]ønneflok
fra denne [l]øftets [m]and?
Fogden
.Sandt nok;
men hvoraf ved De –?
Brand
.Aa, fordi
mig tykkes [æ]tten k[]endes i
de [l]øftets [h]elte nutil[]dags,
hvis [k]orstog er af samme [s]lags.
Fogden
.Ja, [s]lægten rækker lige hid.
Men vi var i [k]ong Beles [t]id!
Først slog vi alts[å] udenlands,
s[å] g[]æsted vi vor [g]randemands
og [f]rændes [g]rund med [ø]
[ks]e-[e]gg;
i [k]nas vi tramped [a]kren hans,
sved [k]irkespir og [s]tuevæg[]
og fletted os en [s]tord[å]ds-[k]rans. –
Faksimile
107
Af alt det [b]lod, som slig er flydt,
er kanske lidt formeget skrydt;
dog, efter hvad jeg her har sagt,
jeg tror jeg vover, fuldt beskeden,
at pege bagud p[å] vor [m]agt
i [s]torhedstiden, længst forleden,
og p[å]st[å], denne Byg[]d har lagt
sin [s]k[]ærv med b[å]de [i]ld og St[å]l
til[]
[v]erdens [f]remgangs store [m]
[å]l.
Brand
.Dog tykkes mig, som om I svigter
det [o]rd, at [a]delskab forpligter, –
som om, med [h]akke, [p]log og [h]arv,
I mulder ned [k]ong Beles [a]rv.
Fogden
.P[å] ingen [m]
[å]de. G[å] blot ud
i [s]ognefolkets [g]
[]æstebud,
hvor jeg og [l]ensmand, [k]lokker, [d]ommer,
som [h]æderslemmer er at finde,
s[å] skal De se, n[å]r [p]unchen kommer,
at dødt ej er [k]ong Beles [m]inde.
I [s]k[å]ler, [b]ægerklang og [s]ang,
i [t]ale, b[å]de kort og lang,
han ihukommes, lades leve.
Jeg selv har tidt en dybtfølt [t]rang
fornummet til[] om ham at væve
mit [t]ankespind til[] blomstret [d]ug,
og løftet mangen indfødts [h]ug.
Faksimile
108
Jeg liker godt lidt [p]oesi.
Det g[]ør igrunden alle vi
fra denne [b]yg[]d; – dog alt med [m]
[å]de;
i
[l]ivet bør den aldrig r[å]de, –
kun mellem [k]lokken syv og ti
om [a]ftenen, n[å]r [f]olk er fri,
n[å]r man, af [d]agens [g]
[]erning træt[],
kan trænge til[] en [l]øftnings-[t]vætt.
Den [f]orsk[]el[] er der mellem os
og Dem, at De med [v]old og [t]rods
p[å] engang pløje vil og sl[å]s.
S[å] vidt jeg ser, er Deres [m]ening:
vort [l]ivs og dets [i]dees [f]orening, –
Guds [k]rig, med [d]yrkning af [p]oteter
i
[e]nhed stillet frem til[]slut[],
s[å] inderligt, som af [s]alpeter
med [k]ul og [s]vovel vorder [k]rudt.
Brand
.Omtrent.
Fogden
.Men sligt er her ug[]ørligt.
I store [s]amfund lød det hørligt; –
g[å] did med Deres høje [k]rav;
lad os s[å] pløje [m]yr og [h]av.
Brand
.Pløj allerførst i [h]avet ned
jer [p]ral om [f]ædres [h]erlighed;
ej [d]verg blir mandshøj, sk[]ønt han har
en Goliath til[]
[o]ldefaer.
Faksimile
109
Fogden
.Der ligger [v]æ[ks]t i store [m]inder.
Brand
.N[å]r
[m]indet sig til[]
[l]ivet binder;
men I af [m]indets [g]ravhoug hul
har byg[]t jer [s]løvheds [s]kalkeskjul.
Fogden
.Mit første blir mit sidste [o]rd; –
bedst var det, om herfra De foer.
Her vil ej Deres [g]
[]erning grønnes,
her vil ej Deres [l]ivssyn sk[]ønnes.
Den [s]mule [f]lugt, som er fornøden, –
den [l]øftning, som behøves kan
fra [t]id til[]
[t]id for [s]læbets [m]and,
skal jeg besørge ufortrøden.
Ig[]ennem al min [e]mbedstid
st[å]r vakkre [v]idner om min [f]lid;
ved mig er [f]olkets [t]al fordob[]let,
ja øget fast til[] tre mod en, –
idet jeg har til[]
[s]tedet kob[]let
snart hin snart denne [n]æringsgren.
Mod trodsende [n]atur i [k]amp
er frem vi skredet som med [d]amp;
her brydes [v]ej, her bygges [b]ro –
Brand
.Men ej imellem [l]iv og [t]ro.
Fogden
.Imellem [f]jord og [v]iddens [s]ne.
Faksimile
110
Brand
.Ej mellem [g]
[]erning og [i]dé.
Fogden
.Først farbart mellem [g]rænd og [g]rænd,
først [f]remkomst mellem [m]ænd og [m]ænd, –
det var der kun en
[m]ening om,
før De som [p]rest til[]
[b]yg[]den kom.
Nu har De blandet alt i et,
vort [g]rubeblus[] med [n]ordlysflammen;
hvem kan i sligt et [t]ve[-]sk[]ær se,
hvad der er vrangt, hvad der er ret[],
hvad der er [b]od, hvad der er [v]e?
Hvert [f]orhold har De filtret sammen;
De splittet har i fiendske [l]ejre
den [f]lok, som samlet skulde sejre.
Brand
.Her blir jeg dog til[]trods for Dem.
En vælger ej sit [v]irkes [h]jem.
Den [m]and, som [m]
[å]let ved og vil,
fornummet har i [s]krift af [i]ld
det Gudsr[å]b: her du hører til[]!
Fogden
.S[å] bliv, men inden egne [g]rænser;
jeg g[]erne ser[,] De [f]olket renser
for [s]ynd og [l]ast, som g[å]r isvang;
Gud ved, det trænges mangen [g]ang!
Men g[]ør blot ingen [h]elligdag
af [y]rkets sex, – og ton ej [f]lag,
Faksimile
111
som om Vorherre var ombord
p[å] hver en [j]agt, der skar vor [f]jord.
Brand
.Hvis Deres [r]
[å]d mig skulde nytte,
jeg m[å]tte [s]jæl og [s]jæls[-]syn bytte;
men [k]aldet er, sig selv at være,
sin egen [s]ag til[]
[s]ejr at bære,
og jeg skal bære [s]agen frem,
s[å] det skal lyse om mit [h]jem!
Det [f]olk, jer hele [s]tyrer[-]trop[]
har dysset ind, skal vækkes op[]!
I længe nok i [t]rangheds [b]ur
har pint dets [r]est af [f]jeldnatur;
fra eders [s]m[å]heds [s]ultekur
hver [m]and g[å]r ud forstemt og stur;
I tappet har hans bedste [b]lod,
har hulet [m]argen af hans [m]od;
I pukket har i [s]tumper sm[å]
hver [s]jæl, som malmstøbt skulde st[å]; –
men endnu kan et [r]ejsnings-[s]krig
i eders [ø]re tordne: [k]rig!
Fogden
.Krig?
Brand
.Krig!
Fogden
.Hvis De til[]
[v]
[å]ben kalder,
De blir den første [m]and, der falder!
Faksimile
112
Brand
.Med [k]larsyn sk[]ønnes skal en [d]ag
at største [s]ejr er [n]ederlag!
Fogden
.Betænk Dem, Brand; De st[å]r p[å]
[s]killet;
sæt[]
alt ej p[å] det ene [k]ort.
Brand
.Og dog jeg g[]ør det!
Fogden
.Tabes [s]pillet,
er Deres [j]ordliv ødslet bort.
De ejer alle [v]erdens [g]oder,
er [a]rving til[] en grundrig [m]oder,
De har et [b]arn at leve for,
en elsket [h]ustru; – [l]ykkens [k]
[å]r
blir rak[]t Dem som af milde [h]ænder!
Brand
.Og hvis jeg endda [r]yggen vender,
til[] hvad De [l]ykkens [k]
[å]r har kaldt?
Ifald jeg m[å]
?
Fogden
.Fortabt er alt,
hvis her, i [v]erdens [u]dmarks [v]ik,
De [å]bner Deres [v]erdens[-]krig!
Drag sørp[å], mod de rige [s]trande,
hvor [m]ænd tør st[å] med løftet [p]ande;
der kan med [r]et[] De lyse [m]øde
og byde [m]enigheden bløde;
Faksimile
113
vort
[o]ffer er ej [b]lod men [s]ved
i [k]amp for [b]rød blandt [k]lippeskred.
Brand
.Her blir jeg dog. Her er mit [h]jem,
og i mit [h]jem min [k]rig skal frem.
Fogden
.Husk, hvad De taber, hvis det glipper; –
og først og fremst, husk, hvad De slipper!
Brand
.Mig selv jeg taber, hvis jeg viger.
Fogden
.Brand, h[å]bløs er en ensom [k]riger.
Brand
.Min [f]lok er stærk; jeg har de bedste.
Fogden
(smiler).Ja, muligt det, – men jeg de fleste.
(g[å]r.)
Brand
(ser efter ham).
Der g[å]r en fuldblods [f]olkets [m]and,
ret[]sindigt tænkende, velvillig,
p[å] sin [v]is virksom, varm og billig, –
og dog en [s]vøbe for sit [l]and.
Ej [j]ordfald, [f]lom og [v]interblæst,
ej [h]ungersnød, ej [f]rost og [p]est,
forvolder halvt det [n]ederlag,
som slig en mellem [å]r og [d]ag.
Af [l]andeplagen [
liv
] kun røves; –
men
[
han
]
–! Hvor mange [t]anker kløves,
Henrik Ibsen: Brand.
8
Faksimile
114
hvor mange friske [v]iljer sløves,
hvor mange stærke [s]ange døves
af slig forklemt, trangbrystig [s]jæl!
Hvor mangt et Smil p[å]
[f]olkemunde,
hvor mangt et [l]yn i [f]olkebarm,
hvor mangen [l]øftnings [l]yst og [h]arm, –
der frem til[]
[d]
[å]d sig vo[ks]e kunde, –
slog ikke blodløst han ihjæl!
(pludselig i [a]ngst.)
Men [b]udet! Budet! – Ingen kommer!
Jo, [d]oktoren!
(iler ham imøde.)
Tal, tal! Min [m]oer –?
Doktoren
.Nu er hun stedet for sin [d]ommer.
Brand
.Død! – Men i [b]od?
Doktoren
.Det knap[]t jeg tror;
hun hang ved sit p[å] denne [j]ord,
til[]
[t]imen slog, og de blev skil[]t.
Brand
(ser stille rystet frem for sig).
Er her en vildsom [s]jæl forspildt?
Doktoren
.Kan hænde vel hun dømmes mildt, –
ej efter [l]ov, men efter [s]k[]øn.
Brand
(sagte).Hvad talte hun?
Faksimile
115
Doktoren
.Hun mumled stil[]t:
Gud er ej h[å]rdhændt, som min [s]øn!
Brand
(synker i [s]merte ned p[å] [b]ænken).
I [b]rødens [k]valm, p[å]
[d]ødens [f]jæl,
den samme [l]øgn, som sl[å]r hver [s]jæl!
(skjuler [a]nsigtet i [h]ænderne.)
Doktoren
(g[å]r nærmere, ser p[å] ham og ryster paa [h]ovedet).
De vil en g[]ennemlevet [t]id
i et og alting flytte hid.
De tror endnu hin [l]ovens [p]agt
for Gud og [g]odtfolk st[å]r ved [m]agt; –
hver [s]lægt har dog sin egen [v]is;
vor skræmmes ej med [f]lammeris,
med [a]mmesnak[] om [s]jæle[-]ran; –
dens første [b]ud er: vær human!
Brand
(ser op[]).
Human! Ja, dette slappe [o]rd
er [f]eltr[å]b for den hele [j]ord!
Med det hver [s]tymper hyller til[],
at ingen [d]
[å]d han tør og vil;
med det hver [s]rælling dækker over,
at ej han alt for [s]ejren vover;
i [l]y af det blir let[]vindt brudt
hver [u]slings [l]øfte, feigt fortrudt; –
I [p]usling[-]sjæle g[]ør til[]sidst
af [m]ennesket en [h]umanist!
8*
Faksimile
116
Var Gud human mod Jesus Krist?
Hvis eders Gud fik dengang r[å]de,
han under [k]orset r[å]bte [n]
[å]de, –
og [s]oningsværket sagtens blev
et diplomatisk [h]immelbrev!
(skjuler [h]ovedet og sidder i stum [s]org.)
Doktoren
(sagte).Ras ud, ras ud, du [s]jæl i [s]torm; –
bedst, om du kunde [t]
[å]rer fange.
Agnes
(er kommen ud p[å] [t]rappen; bleg og forfærdet hvisker hun til[]
[d]oktoren):
Her ind! Følg med!
Doktoren
.Du g[]ør mig bange!
Hvad er det, [b]arn?
Agnes
.En [a]ngstens [o]rm
har koldt sig om mit [h]jerte lagt –!
Doktoren
.Hvad er det?
Agnes
(drager ham med sig).
Kom! – Guds evige [m]agt!
(de g[å]r ind i [h]uset; Brand mærker det ikke.)
Brand
(stille hen for sig).
Død uden [b]od. Død, som hun leved.
Er ikke der Guds [f]ingerpeg?
Ig[]ennem mig skal vorde hævet
Faksimile
117
den Skat[], som hun har fra sig skrevet; –
nu tifold ve mig, om jeg sveg!
(rejser sig.)
Med [s]ønnens [p]ligt, p[å]
[h]jemmets [g]rund,
uryggelig fra denne [s]tund
som k[å]ret [k]orsmand sl[å] jeg skal
for [å]ndens [s]ejr i [k]
[]ødets [f]ald.
Gud har mig rak[]t sin [t]unges [s]t[å]l,
har tændt i mig sin [v]redes [b]
[å]l; –
nu st[å]r jeg i min [v]iljes [v]ælde,
nu tør, nu kan jeg knuse [f]jelde!
Doktoren
(efterfulgt af Agnes kommer hurtigt ud p[å] [t]rappen og r[å]ber):
Beskik[] dit [h]us og drag herfra!
Brand
.Om [j]orden skalv, jeg blev endda!
Doktoren
.Saa er dit [b]arn til[]
[d]øden dømt.
Brand
(forvildet).Alf! Barnet! Alf! Hvad [r]æd[]sels [s]krømt
er dette her! Mit [b]arn!
(vil ind i [h]uset.)
Doktoren
(holder ham til[]bage).
Nej bliv! –
Her er ej [l]ys, her er ej [s]ol,
her sk[]ær en [l]uft, som [p]ust fra [p]ol, –
her sænker [s]kodden klamt sig ned; –
Faksimile
118
en [v]inter til[] p[å] dette [s]ted
vil vis[]ne bort hans spæde [l]iv.
Rejs, Brand, og Deres [b]arn er frelst;
men g[]ør det snart, imorgen helst.
Brand
.Ikveld, idag, i denne [s]tund!
O, han skal vo[ks]e stærk og sund; –
ej [g]ufs fra [b]ræ, ej [s]no fra [k]yst,
skal isne mer hans lille [b]ryst.
Kom, Agnes, løft ham lindt i [b]lund!
P[å]
[f]lugt, p[å]
[f]lugt langs alle [s]und!
O, Agnes, Agnes, [d]ødens [g]arn
sig spinder om vort lille [b]arn!
Agnes
.Jeg lønligt aned, lønligt skalv, –
og dog jeg s[å] kun [f]aren halv.
Brand
(til[]
[d]oktoren).Men [f]lugt ham frelser? S[å] De lover!
Doktoren
.Det [l]iv, en [f]ader v[å]ger over
ved [n]at[] og [d]ag, er sejerstryg[]t.
Vær alt for ham, og sundhedssmyk[]t
De snart skal se ham; nær ej [f]rygt.
Brand
.Tak[], Tak[]!
(til[] Agnes.)
Hyll tæt[] i [d]un ham ind;
langs [f]jorden stryger [a]ftnens [v]ind.
(Agnes g[å]r ind i [h]uset.)
Faksimile
119
Doktoren
(betragter i [t]aushed Brand, som ubevægelig ser ind g[]ennem [d]øren, g[å]r
derp[å] hen til[] ham, lægger [h] [å]nden p[å] hans [s]kulder og siger):
Mod [v]erdens [f]lok s[å] ubønhørlig,
og mod sig selv s[å] let[] medg[]ørlig!
For den ej g[]ælder lidt, ej meget, –
kun [l]ovens intet eller alt;
men fra en selv er [m]odet veget
i samme [s]tund som [l]oddet faldt [–]
og [o]fferlammet var ens eget[.]
Brand
.Hvad mener De?
Doktoren
.Til[] Deres [m]oer
De tordned [l]ovens h[å]rde [o]rd:
fortabt, hvis alt ej lægges af,
hvis ej du nøgen g[å]r i [g]rav!
Og samme [r]
[å]b har runget tidt[,]
n[å]r [f]olkets [f]lok, som tyngst, har lidt!
Nu er De [h]avsnødsmanden selv[,]
i [s]k[]æbnens [s]torm p[å]
[b]
[å]dens [h]vælv;
nu kaster De fra krænget [k]
[]øl
til[]havs hvert [b]rev om [s]traffens [p]øl, –
til[]havs, til[]havs den tunge [b]og,
hvormed De [b]rødres [b]ringer slog;
nu g[]ælder det i [k]uling stiv
at berge egen [a]fkoms [l]iv.
P[å]
[f]lugt, p[å]
[f]lugt langs [f]jord og [v]ik, –
p[å]
[f]lugt fra egen [m]oders [l]ig, –
p[å]
[f]lugt fra [s]jælehjord og [k]ald; –
nu lyser [p]resten [m]essefald!
Faksimile
120
Brand
(griber sig forvildet om [h]ovedet som for at samle [t]ankerne).
Er nu jeg blind! Var jeg det før!
Doktoren
.De handler, som en [f]ader bør.
Tro ej, jeg laster, hvad De g[]ør; –
for mig De er i stækket [s]tand
mer stor, end før som [s]tyrkens [m]and. –
Farvel! Nu har jeg rak[]t Dem [s]pejlet;
brug det, og suk[] s[å]: Herregud,
slig ser en [h]immel[-]stormer ud!
(g[å]r.)
Brand
(stirrer en [s]tund frem for sig, pludselig udbryder han):
Nu eller før, – n[å]r er her fejlet?!
(Agnes kommer ud af [d]øren med [k]
[å]be over [s]kuldrene og [b]arnet p[å]
[a]rmen;
Brand ser hende ikke; hun vil tale, men standser ligesom slagen af [s]kræk[],
da hun bemærker [u]dtrykket i hans [a]nsigt. I samme [ø]jeblik kommer en [m]and
ilsomt ind g[]ennem [h]avegrinden. Solen gaar ned.)
Brand ser hende ikke; hun vil tale, men standser ligesom slagen af [s]kræk[],
da hun bemærker [u]dtrykket i hans [a]nsigt. I samme [ø]jeblik kommer en [m]and
ilsomt ind g[]ennem [h]avegrinden. Solen gaar ned.)
Manden
.Hør, [p]rest, du har en [a]vindsmand!
Brand
(knuger [h] [å]nden mod [b]rystet).
Ja, her.
Manden
.Vær p[å] din [p]ost mod [f]ogden.
Din [s]æd sk[]ød frodigt over [l]and[,]
til[] han med [r]ygtets [b]randpest slog den.
Alt ofte har han ymtet om,
at [p]resteg[å]rden snart st[å]r tom, –
har sagt, at os du [r]yggen vender,
s[å] fort din rige [m]oer er død.
Faksimile
121
Brand
.Og hvis s[å] var –?
Manden
.Prest, jeg dig k[]ender
og ved, hvi slige [g]iftord lød;
du st[å]r jo ham og hans imod,
han aldrig fik din [v]ilje bøjet, –
se, det er [r]ygtets rette [r]od –
Brand
(usikker).At sandt er sagt – sig tænke lod.
Manden
.Da har du styg[]t for alle løjet.
Brand
.Har jeg –?
Manden
.Hvor tidt har ej du sagt,
at Gud har selv til[]
[s]trid dig vak[]t, –
at mellem os du har dit [h]jem,
at her din [k]rig skal føres frem,
at ingen [m]and tør [k]aldet svige,
at sl[å] han skal, men aldrig vige.
Og [k]aldet har du! Stærkt og lyst
din [i]ld har fængt i mangt et [b]ryst.
Brand
.Mand, her er [m]ængdens [ø]re døvt;
fast hvert et [s]ind er sluk[]t og sløvt!
Manden
.Du bedre ved; – i mangt et [s]ind
nu glittrer [h]imlens [s]olskin ind.
Faksimile
122
Brand
.I tifold flere er der [n]at[].
Manden
.Du er som [l]ys i [n]atten sat[].
Men lad det være, som det vil;
at tælle trænges her ej til[];
thi her st[å]r jeg, den ene [m]and,
og siger: rejs, ifald du kan!
Jeg har en [s]jæl s[å] fuldt som nogen;
jeg kan ej hjælpe mig med [b]ogen;
du har mig op[] af [d]ybet draget, –
prøv, om du nu tør slippe [t]aget!
Du kan det ej; jeg holder fast;
min [s]jæl var tabt, hvis [t]aget brast! –
Farvel! Jeg venter tryg[]t det [b]ud[:]
min [p]rest ej slipper mig og Gud.
(g[å]r.)
Agnes
(sky).Din [k]ind er hvid, din [m]und er bleg;
det er, som du i [h]jertet skreg.
Brand
.Hvert klangfuldt [o]rd, mod [b]ergvæg[] sagt,
mig sl[å]r med tifold [g]
[]enlyds [m]agt.
Agnes
(g[]ør et [s]kridt frem).
Jeg er beredt!
Brand
.Beredt? Hvortil[]?
Agnes
(med [s]tyrke).Til[] hvad en [m]oder m[å] og vil!
Faksimile
123
(Gerd løber forbi udenfor p[å]
[v]ejen og standser ved [h]avegrinden.)
Gerd
(klapper i [h]ænderne og r[å]ber med forvildet [g]læde):
Har I hørt det? Bort fløj [p]resten! –
Ud af [b]akken, op[] af [h]oug,
myldrer b[å]de [t]rold og [d]raug,
svarte, stygge, store, sm[å], –
hu, hvor hvas[]t de kunde sl[å] –!
Øjet rev de af mig næsten;
halve [s]jælen har de taget; –
[å], jeg hjælper mig med [r]esten;
der er nok ig[]en af [v]raget!
Brand
.Pige, vildt din [t]anke g[å]r;
her du ser jeg for dig st[å]r.
Gerd
.Du? Ja du, men ikke [p]resten!
Ned fra Svartetind min [h]øg
rap[] bortover [l]ien strøg;
bidslet, sadlet, vild og vred
hvæste han i [m]ørknings[-]blæsten,
og en [m]and p[å]
[r]yggen red, –
det var [p]resten, det var [p]resten!
Nu st[å]r [b]yg[]dens [k]irke tom,
stængt med b[å]de [l]
[å]s og [b]om;
Styggekirkens [t]id er omme;
nu skal min til[]
[æ]re komme.
Der st[å]r [p]resten, stærk og stor,
i sit hvide [m]esseklæde,
vævt af [v]intrens [d]ryp og [v]æde; –
Faksimile
124
vil du være med, saa kom;
[b]yg[]dens [k]irke st[å]r jo tom;
[p]resten min har slige [o]rd,
at det runger over [j]ord!
Brand
.Brudte [s]jæl, hvo bød dig fange
vildsomt mig med [a]fguds[-]sange!
Gerd
(kommer indenfor Havegrinden).
Afgud? Hvad er det for noget?
Afgud? [Å], jeg ved det godt;
stundom stort og stundom sm[å]t;
altid gyldent, altid broget.
Afgud! Hør, du; ser du hende?
Kan du under [k]lædet k[]ende
[b]arnehænder, [b]arneben?
Kan du se, hvor fint og broget
[s]vøbet folder sig om noget,
der er ligt et [b]arn, som sover?
Ræd[] hun viger, – dækker over!
Afgud? – Mand, der ser du en!
Agnes
(til[] Brand).Har du [t]
[å]rer, har du [b]ønner?
Ud har [r]æd[]slen mine brændt!
Brand
.Agnes, [h]ustru, – ve, jeg sk[]ønner,
hende har en større sendt!
Gerd
.Hør; nu ringer alle [k]lokker
sammen p[å] den vilde [h]ej!
Faksimile
125
Se, hvad [m]enighed der flokker
sig til[]
[f]ærd p[å]
[k]irkevej!
Kan du se de tus[e]nd [t]rolde,
[b]yg[]dens [p]rest har sænkt i [h]avet?
Kan du se de tus[e]nd [d]verge?
Indtil[] nu de l[å] begravet,
med hans [s]egl som [g]ravbrudds-[v]ærge.
Hav og [g]rav dem kan ej holde;
frem de myldrer[,] v[å]de, kolde; –
skindødt [t]roldbarn ser jeg grine,
vælte af sig [b]ergskreds[-]blokken.
Hør, de skriger: [m]oer og [f]aer!
Mænd og [k]vinder giver [s]var;
[b]yg[]dens [m]and g[å]r mellem sine,
som en [f]aer i [s]ønneflokken;
[b]yg[]dens [k]vinde taer sin døde,
rækker ham sit [b]ryst til[]
[f]øde; –
aldrig før s[å] stout hun knejste[,]
n[å]r hun [b]arn til[]
[d]
[å]ben bar.
Her blev [l]iv, da [p]resten rejste!
Brand
.Vig ifra mig! Fast jeg ser
værre [s]yner –
Gerd
.Hør! Han ler,
han, som sidder langsmed [v]ejen,
der den svinger op[] mod [h]ejen;
ind han skriver i sin [b]og
hver en [s]jæl, som op[]ad drog; –
Faksimile
126
hej, han har dem alle næsten;
[b]yg[]dens [k]irke st[å]r jo tom,
stængt med b[å]de [l]
[å]s og [b]om, –
og p[å]
[h]øgens [r]yg[] fløj [p]resten!
(springer over [h]aveg[]ærdet og taber sig i [u]rden. Stil[]hed.)
Agnes
(nærmer sig og siger dæmpet).
Lad os g[å]; nu er det [t]id
Brand
(stirrer p[å] hende).
Hvilken [v]ej?
(peger først mod [h]avegrinden, siden mod [h]usdøren.)
Did? – eller did?
Agnes
(viger forfærdet).
Brand, dit [b]arn, – dit [b]arn!
Brand
(følger efter).Giv [s]var;
var jeg [p]rest, før jeg blev [f]aer?
Agnes
(viger længere til[]bage).
Blev end spurgt med [t]ordnens [b]rag, –
intet [s]var i denne [s]ag!
Brand
(følger igjen).Svare skal du; du er [m]oer;
du har her det sidste [o]rd!
Agnes
.Hustru er jeg; tør du byde,
skal jeg bøje mig og lyde!
Brand
(vil gribe hende om [a]rmen).
Valgets [k]alk mig tag ifra!
Faksimile
127
Agnes
(viger bagom [t]ræet).
Aldrig var jeg [m]oder da!
Brand
.Der er [d]om i dette [s]var!
Agnes
(stærk).Spørg dig selv, om [v]alg du har!
Brand
.Styrket [d]ommen atter lød!
Agnes
.Tror du fuldt p[å] Herrens [k]ald?
Brand
.Ja!
(griber hende fast om [h]
[å]nden.)
Og nu du sige skal
[o]rdet over [l]iv og [d]ød!
Agnes
.G[å] den [v]ej, din Gud dig bød!
(Op[]hold.)
Brand
.Lad os g[å]; nu er det [t]id.
Agnes
(toneløst).Hvor g[å]r Vejen?
Brand
(tier).
Agnes
(peger mod [h]avegrinden og spørger):
Did?
Brand
(peger mod [h]usdøren).
Nej, – did!
Faksimile
128
Agnes
(løfter [b]arnet højt p[å] [a]rmene).
Gud! Det [o]ffer[,] du tør kræve,
tør jeg mod din [h]immel hæve!
Led mig g[]ennem [l]ivets [g]ys!
(ind i [h]uset.)
Brand
(stirrer en [s]tund frem for sig, brister i [g]r[å]d, sl[å]r [h]ænderne sammen over
[h]ovedet, kaster sig ned p[å] [t]rappen og r[å]ber):
Jesus, Jesus, giv mig [l]ys!
[]
Faksimile
FJERDE HANDLING.
(Juleaften i [p]resteg[å]rden. Det er mørkt i [s]tuen. P[å]
[b]agvæggen er
[u]dgangsdør; [v]indu p[å] den ene [s]ide, [d]ør p[å] den anden.)
[u]dgangsdør; [v]indu p[å] den ene [s]ide, [d]ør p[å] den anden.)
Agnes
[]st[å]r sørgeklædt ved [v]induet og stirrer ud i Mørket[].
Agnes
.Endnu ikke! Endnu ikke! –
O, hvor tungt det er at vente, –
[l]ængsels [r]
[å]b p[å]
[r]
[å]b at skikke, –
aldrig noget [s]var at hente! –
Sneen falder blødt og tæt[],
har, som med et Lin[-]skaut, klædt
[t]aget p[å] den gamle [k]irke – –
(lytter.)
Hyss! Jeg hører [g]rinden knirke!
Fodtrin; faste [m]andetrin!
(iler til[]
[d]øren og lukker op[].)
Er det dig? Kom ind, kom ind!
(Brand kommer ind, til[]sneet, i [r]ejseklæder, som han under det følgende
kaster af sig.)
kaster af sig.)
Agnes
(slaar [a]rmene om ham).
O, hvor du blev længe borte!
G[å] ej fra mig, g[å] ej fra mig;
Henrik Ibsen: Brand.
9
Faksimile
130
ensom kan jeg ej de sorte
[n]atteskygger ryste af mig!
Hvilken [n]at[] og hvilke [d]age,
disse to og denne Nat[]!
Brand
.Barn, nu har du mig til[]bage.
(tænder et enkelt [l]ys, som kaster et svagt [s]k[]ær over [s]tuen.)
Du er bleg.
Agnes
.Og træt[] og mat[].
Jeg har længtet, spejdet, stundet, –
og s[å] har lidt grønt jeg bundet, –
lidt; men det var, hvad jeg ejed,
alt ifra isommer plejet
til[] at pynte [j]uletræet.
Busken kaldte jeg for hans;
ja, han fik den og – som [k]rans!
(brister i [g]r[å]d.)
Se, nu er den halvvejs sneet
ned – o Gud –
Brand
.P[å]
[k]irkeg[å]rden.
Agnes
.O, det [n]avn!
Brand
.Tør[] af dig [t]
[å]ren.
Agnes
Ja jeg skal, men vær t[å]lmodig;
endnu er min [s]jæl som blodig;
Faksimile
131
[s]
[å]ret er s[å] friskt og nyt,
ud min [s]tyrkes Væld er flydt[;]
[–]
[o], men det skal snart bli bedre;
er jeg over disse [d]age,
skal du aldrig se mig klage.
Brand
.Er det Herrens [h]elg at hædre?
Agnes
.Nej, jeg ved –; men vær t[å]lmodig!
Husk, ifjor s[å] sund og frodig,
og i[å]r ifra mig b[å]ren,
b[å]ren ud –
(gyser til[]bage for [o]rdet.)
Brand
(stærkt).P[å]
[k]irkeg[å]rden!
Agnes
(skriger):Nævn det ej!
Brand
.Med fulde [l]unger
maa det nævnes, er du ræd[]!
Nævnes m[å]
det, s[å] det runger[,]
lig en [b]ølge mod en [b]redd!
Agnes
.Selv du lider under [o]rdet
mer, end du vil k[]endes ved;
p[å] din [p]ande ser jeg [s]poret
af den [s]ved, det k[]øbtes med.
Brand
.Duggens [d]r[å]ber p[å] min [p]ande
er kun [s]prøjt fra [f]jordens [v]ande.
9*
Faksimile
132
Agnes
.Er og [d]r[å]ben i dit [ø]je
smeltet [s]neflok fra det høje?
Nej, o nej, den er for varm;
[k]ilden er din egen [b]arm!
Brand
.Agnes, [h]ustru, lad os begge
være stærke, st[å] imod,
sammen vore [k]ræfter lægge,
vinde fremad [f]od for [f]od. –
O, jeg var en [m]and derude!
Sjøen skylled over [f]luen,
[m]
[å]gen taug i [u]vejrsgruen,
[h]agglen slog min skrale [s]kude;
midtfjords l[å] vi, [v]andet fræste,
[m]ast og [t]akkel hugg og hvæste,
[s]ejlet, slidt i [p]jalter, blæste
langt i [l]æ for [h]avr[å]ks[-]fr[å]den,
hver en [n]agle skreg i [b]
[å]den; –
udfor [s]tup og udfor [l]ider
gik der [s]kred fra begge [s]ider[;]
otte [m]ænd med hvilte [å]rer
sad som otte [l]ig p[å]
[båren.]
O, da vo[ks]te jeg ved [r]oret,
jeg var den, som førte [o]rdet,
k[]endte godt, en stor mig døbte
til[] mit [k]ald, det dyrek[]øbte.
Agnes
.Let[] at st[å] i [s]tormen stiv,
let[] at leve [k]ampens [l]iv;
Faksimile
133
o, men tænk p[å] mig, som sidder
stil[]t i [s]orgens [s]purvekvidder,
mig, som ej kan døve [t]iden,
om jeg nok s[å] g[]erne vil;
tænk p[å] mig, som, stængt fra [s]triden,
ej f[å]r [g]limt af [d]
[å]dens [i]ld;
tænk p[å] mig, hvem kun en liden
snever [g]
[]erning hører til[];
tænk p[å] mig; jeg sidder hjemme,
tør ej mindes, kan ej glemme!
Brand
.Har du liden [g]
[]erning, du?
Aldrig var den stor som nu.
Hør; jeg vil dig sige noget,
som i [s]orgen er mig mødt.
Ofte blir mit [ø]je t[å]get,
[t]anken ydmyg, [s]indet blødt;
det er, som der l[å] en [g]læde
i at kunne græde, græde.
Agnes, – tænk, da ser jeg Gud
nær, som aldrig før jeg s[å] ham, –
o, saa nær at det ser ud,
som om det var let[] at n[å] ham.
Og jeg tørster mod at kaste
mig som funden til[] hans [b]arm,
mod at trykkes af hans faste
stærke varme [f]aderarm.
Agnes
.Brand, – o, se ham altid s[å], –
Faksimile
134
som den Gud, du mægter n[å], –
mere [f]ader, mindre [h]erre!
Brand
.Tør ej, Agnes; tør ej spærre
[v]ejen for hans eget [v]ærk;
jeg m[å] se ham stor og stærk,
himmelstor, – s[å] kræver [t]iden,
just fordi den selv er liden.
O, men du kan se ham nær,
se ham som en [f]ader k[]ær,
i hans [f]avn dit [h]oved bøje,
hvile, hvile, er du træt[],
g[å] ifra ham, sund og let[],
med hans [a]fglans i dit [ø]je,
bære [g]lansens [g]lorie med
ned til[] mig, som led og stred.
Ser du, Agnes, slig at dele[,]
er just [æ]gteskabets [k]
[]ærne;
en skal stride, storme, værne,
en skal alle [d]ødshugg hele;
da først kan med [s]andheds Ret[]
siges, at de to er et.
Alt ifra du [v]erdens [l]iv
vendte [r]yggen, blev min [v]iv,
kasted k[]æk[]t din [s]k[]æbnes [t]erning,
hviler p[å] dig dette [k]ald;
jeg skal sl[å] til[]
[s]ejr og [f]ald,
sl[å] i [d]agens hede [s]tr[å]ler,
st[å] p[å]
[v]agt i [n]attens [k]ulde,[–]
du skal række mig de fulde
Faksimile
135
[k]
[]ærlighedens [l]æsknings[-]sk[å]ler,
slynge [m]ildheds [k]appefold
varmt ind under [b]ringens [s]kjold; –
liden er ej denne [g]
[]erning!
Agnes
.Hver en [g]
[]erning, spejdet efter,
er for tung for mine [k]ræfter;
mine [t]ankers tus[e]nd [g]rene
slynges sammen i den ene.
Alt er endnu som et [d]igt.
Lad mig klage, lad mig græde,
hjælp mig s[å]
at finde [r]ede
p[å] mig selv og p[å] min [p]ligt. –
Brand, inat[], mens du var borte,
kom han i mit [k]ammer ind;
sundhedssmykket var hans [k]ind;
tyndklædt i sin lille [s]kjorte
stavred han med [b]arnetrin
frem til[] Sengen, hvor jeg hvilte,
rak[]te mod mig sine [a]rme,
kaldte p[å] sin [m]oer og smilte, –
men som om han bad om [v]arme!
Ja, jeg s[å] det! O, jeg gøs –!
Brand
.Agnes!
Agnes
.Jo, du, – [b]arnet frøs!
O, det m[å]
han jo derude
p[å] de kolde [s]p[å]ners [p]ude!
Faksimile
136
Brand
.
Liget ligger under [s]neen;
[b]arnet er til[]
[h]imlen b[å]ret.
Agnes
(viger fra ham).
O, hvi river du i [s]
[å]ret,
grusomt, midt i [r]æd[]sels[-]veen!
Det, som h[å]rdt du
[l]iget kalder,
[b]arnet er for mig endnu.
Sjæl og [l]egem sammen falder;
end ej mægter jeg, som du,
mellem disse to at dele;
begge er for mig det hele;
Alf, som under [s]neen sover,
er min Alf hist ovenover!
Brand
.Mangt et [s]
[å]r m[å] blodigt rives,
før du læges for din [s]ot.
Agnes
.Ja, men vær t[å]lmodig blot; –
jeg kan ledes, ikke drives.
St[å] mig nær og styrk mig, Brand;
tal det mildeste du kan.
Du, som ejer [s]tormens [t]one
i de store [ø]jeblikke,
n[å]r en [s]jæl skal drage [b]rikke
om sin egen [l]ivsenskrone, –
har du ikke [s]angens [m]ildhed
til[] at døve [s]mertens [v]ildhed?
Faksimile
137
Har du ej et [o]rd, som kvæger,
et, som ud i [d]agen peger?
Gud, som du mig lærte k[]ende,
er en [k]onge p[å] sin [b]org; –
hvor tør jeg til[] ham mig vende
med min lille [m]odersorg?
Brand
.Tror du, bedre du dig vendte
til[] den Gud, som før du k[]endte?
Agnes
.Aldrig, aldrig did ig[]en!
Og dog er det tidt, som drages
jeg af [l]ængsel ud, derhen,
hvor det lysner, hvor det dages.
Let[] at løftes, tungt at bære;
lød ej s[å] den gamle [l]ære?
Dine [r]iger er for store,
alt er her for stort for mig,
du, dit [k]ald, dit [m]
[å]l, din [f]ore,
al din [v]ilje, hver din [v]ej,
[f]jeldet, som udover hænger,
[f]jorden, som for [f]oden stænger,
[s]orgen, [m]indet, [m]ørket, [s]triden, –
ikkun [k]irken er for liden.
Brand
(sl[å]et).Kirken? Atter denne [t]anke!
Ligger den i [l]andets [l]uft?
Hvi for liden?
Faksimile
138
Agnes
(ryster sørgmodig p[å] [h]ovedet).
Kan jeg sanke
[g]runde sammen med [f]ornuft?
Kommer ikke [s]temnings-[s]trømmen[,]
som med [v]indens [s]trøm en [d]uft?
Hvorfra kom den, hvorhen g[å]r den?
Mig er nok, at jeg forst[å]r den,
og jeg ved foruden [v]iden –
[k]irken er for mig for liden.
Brand
.Der er [s]yn i [f]olkedrømmen.
Hundred [s]jæle, som jeg mødte,
af sig samme [t]anke fødte;
selv hos hin, som vildt forreven
skreg p[å]a [v]idden, stod den skreven.
«Der er styg[]t, for der er sm[å]t»
lød det; hun ej heller kunde
rede [t]anken ud med [g]runde.
Hundred [k]vinder sagde siden:
[b]yg[]dens [k]irke er for liden!
Dette [r]
[å]b fra [k]vindemunde
tolker [t]rangen til[] et [s]lot. –
Agnes, – o, jeg ser det godt,
du er [k]vinden, Herren k[å]red
til[] sin [e]ngel p[å] min [s]ti; –
tryg[] og sikker, sk[]ønt iblinde,
ved du [v]ejen ret[] at finde,
hvor jeg [s]killet g[å]r forbi.
Aldrig [b]l[å]lys[-]blink dig d[å]red;
Faksimile
139
første [d]ag du pegte lige
mod det sande [s]kabnings[-]rige, –
standsed mig, som vilde stige
p[å] min [f]lugt mod [h]imlens [h]vælv,
retted [s]ynet p[å] mig selv,
indad mod det inderlige. –
Agnes, atter har du sagt
[o]rd, som slog med [l]ysets [m]agt, –
ført mig, hvor jeg uviss foer,
kastet [d]agsk[]ær p[å] mit [v]irke.
Liden er Vorherres [k]irke; –
godt; s[å] skal den tømres stor!
Aldrig s[å] jeg grant som nu,
hvad i dig min Skaber gav mig;
derfor tryg[]ler jeg, som du:
g[å] ej fra mig, g[å] ej fra mig!
Agnes
.Jeg skal ryste af mig [s]orgen,
jeg skal tørre [t]
[å]ren af,
jeg skal stænge [m]indeborgen,
som det sømmer sig en [g]rav;
jeg skal lægge [g]lemsels [h]av
[å]bent mellem den og mig;
jeg skal viske [l]ykkefærden
af min lille [b]illedverden,
være [h]ustru helt for dig!
Brand
.Vejen g[å]r imod det store.
Agnes
.O, men brug ej [s]trængheds [s]pore.
Faksimile
140
Brand
.G[]ennem mig en større byder.
Agnes
.En, om hvem du selv har sagt,
at han [v]iljen ej forskyder,
sk[]ønt den savner [e]vnens [m]agt.
(vil g[å].)
Brand
.Hvorhen, Agnes?
Agnes
(smiler).Husets [s]k[]øt[]sel
f[å]r ej glemmes, mindst ikveld.
Forrige [j]ul[,] du husker vel,
at du sagde, jeg var ødsel.
Lys var tændt i alle [s]tager;
her var grønt og smukke [s]ager,
[l]egetøj p[å]
[j]uletræet;
her blev sunget, her blev leet.
Brand, i[å]r skal atter tændes
alle [l]ys, s[å]
[h]elgen k[]endes;
her skal pyntes op[] som bedst
til[] den stille store [f]est.
Titter Gud i [s]tuen ind,
skal han se en straffet [d]atter,
refset [s]øn med ydmygt [s]ind,
[b]ørn, som lydigt ved og fatter,
at de ej for [f]adervreden
tvært tør skyde fra sig [g]læden. –
Ser du nu vel [s]por af [t]
[å]ren?
Faksimile
141
Brand
(trykker hende til[] sig og slipper hende atter).
Barn, tænd [l]ys; det er dit [v]irke!
Agnes
(smiler sørgmodigt).
Byg[] s[å] du din store [k]irke; –
o, men f[å] den rejst før [v]aaren!
(g[å]r.)
Brand
(ser efter hende).
Villig, villig midt i [v]
[å]nden,
villig midt i [m]artrens [i]ld;
svigter [e]vnen, segner [å]nden,
sker det, sk[]ønt hun [o]ffret vil.
Herre, lægg din [s]tyrke til[]; –
og fra mig tag [h]vervets [k]alk,
bittrest [k]alk, at m[å]tte skikke
[l]ovens grumme [h]øg og [f]alk
over hende for at drikke
[h]jertets fulde varme [f]lod.
Jeg har [k]ræfter, jeg har [m]od;
læss p[å] mig din [v]ægt for tvende, –
vær barmhjertig blot mod hende!
(Det banker p[å]
[g]angdøren[]
Fogden kommer ind.)
Fogden
.Her g[]æster Dem en slagen [m]and.
Brand
.En slagen [m]and?
Faksimile
142
Fogden
.Som slig jeg kommer.
De husker sagtens, da isommer
jeg vilde drive [D]em fra [l]and,
jeg sp[å]de Dem just ej det bedste
af [k]rigens [u]dfald mellem os –
Brand
.Nu ja?
Fogden
.Men al min [r]et[] til[]trods
jeg vil ej længer med Dem sl[å]s.
Brand
.Hvorfor?
Fogden
.Fordi De har de fleste.
Brand
.Har jeg?
Fogden
.Det tænker jeg De ved;
Dem søger [f]olk jo langt af [l]ed;
her er, især p[å] sidste [t]iden,
en [å]nd i [b]yg[]den kommen ind,
som Gud skal vide ej er min,
og deraf tør jeg slutte da,
at det er Dem, den kommer fra.
Her er min [h]
[å]nd; vi ender [s]triden!
Brand
.En [k]rig, som vor, f[å]r ikke [s]lut[],
er end den enes [m]odstand brudt.
Faksimile
143
Fogden
.Hvad skal der mer til[]
[s]lut[] p[å]
[k]rig,
end [f]red og mindeligt [f]orlig?
Jeg er ej den, som st[å]r mod [b]rodden;
man er, som [f]olk er flest, jo skabt;
n[å]r for sit [b]ryst man k[]ender [o]dden
af [f]iendens [v]
[å]ben, gier man tabt;
har man kun [k]
[]æp[] mod [l]andsespids,
bør [m]arken rømmes i betids,
og st[å]r man som en ensom [k]riger,
er det fornuftigst, at man viger.
Brand
.To [t]ing[,] jeg tror[,] er her at mærke;
først at De kalder mig den stærke;
jeg har de fleste –
Fogden
.Ganske visst!
Brand
.Ja muligt endnu; men til[]sidst,
p[å]
[o]ffrets store [a]lvorsdag, –
hvem har da [m]agten for sin [s]ag?
Fogden
.P[å]
[o]ffrets [d]ag? Men Herregud,
det er jo den, som ikke kommer!
I værste [f]ald g[å]r [o]ffret ud
p[å]
[l]ossning af de [g]odtfolks [l]ommer;
human er [t]iden, vil ej [o]ffer
af mere dyrebare [s]toffer.
Og ærgerligst det er ved [s]agen,
Faksimile
144
at selv jeg hører mellem dem,
som bragte det humane frem[,]
og derved hindred [o]fferdagen,
s[å] det kan siges p[å] en [v]is,
jeg givet har mig selv til[]
[p]ris, –
iallefald, at jeg bandt [r]is
til[]
[r]ap[] p[å] eget [l]ivsværks [e]nde.
Brand
.At [r]et[] De har, kan muligt hænde.
Men for det andet kan jeg knap[]t
forst[å] at De tør give tabt.
Om riset eller ikke riset,
en [m]and er for sin [g]
[]erning skabt;
hans [m]
[å]l for ham er Paradiset;
om mellem ham og det sig hvælved
et [h]av, mens Satans [l]and l[å] nær, –
tør derfor r[å]bes: væk, [b]esvær, –
her er jo kortere til[]
[h]elved?!
Fogden
.Jeg hertil[] svarer ja og nej;
etsteds m[å]
[m]ennesket jo havne, –
og ser man [m]øjen ej kan gavne,
hvem vil vel g[å] forg[]æves [v]ej?
Det er nu s[å], vi vil [e]rstat[]ning
for liden eller stor Befat[]ning;
kan [s]ejr ej vindes ved at k[]æmpe,
s[å] f[å]r man fare frem med [l]æmpe.
Brand
.Men aldrig sort dog vorder hvidt!
Faksimile
145
Fogden
.Min k[]ære [v]en, det hjælper lidt
at kalde noget hvidt som [b]ræen,
n[å]r [m]ængden r[å]ber: sort som [s]neen!
Brand
.De r[å]ber kanske med?
Fogden
.N[å], n[å], –
jeg r[å]ber ikke sort men gr[å]
.
Human er [t]iden; [f]olk m[å] mødes,
ej bums imod hinanden stødes.
Husk p[å], at dette [l]and er frit;
her skal jo alles [m]ening g[]ælde; –
hvor tør da en mod alle fælde
sin [s]ærdom over sort og hvidt? –
Kort sagt, da De har [f]leretallet,
s[å] er De første [m]and i [k]aldet;
jeg slutter mig, som alle andre,
til[] Dem s[å] godt jeg kan og ved,
og h[å]ber ingen [s]jæl vil klandre[,]
at ej jeg til[] det sidste stred.
Folk dømmer nu, det ser jeg godt,
mit [v]irke kun som spredt og sm[å]t;
de kalder en
[t]ing mer fornøden
end [å]rlig[å]rs at øge [g]røden;
man er ej villig nu, som før,
at yde [s]k[]ærven, hvor sig bør, –
og er ej [v]iljen med i [l]egen,
da er en [g]
[]erning sejerssvegen. –
Henrik Ibsen: Brand.
10
Faksimile
146
Det falder tungt, det m[å] De tro,
at slippe [p]lan om [v]ej og [b]ro,
om [t]ap[]ning ud af [m]yr og [f]jære,
og meget mer, som var ig[]ære.
Men Herregud, hvad skal man sige;
kan ej man sejre, f[å]r man vige,
t[å]lmodigt h[å]be alt af [t]iden[,]
og bøje klogeligt til[]
[s]iden.
Nu, – [f]olkets [y]ndest har jeg tabt
p[å] samme [v]ej, hvor den blev skabt;
ja, ja; s[å] m[å] p[å] andre [v]eje
jeg komme til[] mit fordums [e]je.
Brand
.Men var det da for [f]olkegunst
De øved Deres [k]løgt og [k]unst?
Fogden
.Nej, det ved Gud[,] det ikke var.
Det alment bedste har jeg villet
til[]
[b]yg[]dens [n]ytte blot og bar.
Dog nægtes ej[,] at med i [s]pillet
kom [h]
[å]bet om et [v]ederlag
for velgjort [v]ærk p[å]
[y]rkets [d]ag.
Det er nu s[å]; en virksom [m]and
med [e]vner og med [sund]
[f]orstand
vil [f]rugten af sin [g]
[]erning se,
ej stønne g[]ennem [s]lidets [v]e
til[]
[f]romme for en bar Idé.
Jeg kan ej, selv med bedste [v]ilje,
forsømme egen [v]elfærds [r]øgt
og offre andre al min [k]løgt.
Faksimile
147
Jeg sidder med en stor [f]amilje;
jeg har jo [k]one, mange [d]øttre,
som skal forsørges allerførst; –
Ideen læsker ingens [t]ørst,
Ideen slukker ingens [s]ult,
hvor man, som jeg, har [h]uset fuldt;
og dersom nogen skulde yttre
[f]orundring, har jeg blot det [s]var,
han er en slet[]
[f]amiljefaer.
Brand
.Og nu er Deres [a]gt –?
Fogden
.At bygge.
Brand
.At bygge, siger De?
Fogden
.Ja vel, –
til[] eget som til[]
[b]yg[]dens [h]eld.
Først vil jeg bygge op[] det [r]y,
jeg stod i for ej længe siden; –
det lakker stærkt mod [t]hingvalgs[-]tiden;
thi m[å] til[] noget stort jeg ty
og bringe [f]oretag p[å]
[b]ane,
s[å] jeg blir [k]urvens første [h]ane
og hindrer [v]alget af en ny.
Nu har jeg tænkt som s[å], – man kan
fornuftigvis ej ro mod [f]lommen.
Folk vil, som nu det heder, hæves;
den [g]
[]erning er for mig forg[]æves;
10*
Faksimile
148
jeg kan kun hjælpe [f]olk p[å]fode;
men sligt m[å] g[]øres med det gode,
og her st[å]r mod mig alle [m]and.
Se, derfor er jeg modent kommen
til[]
[f]orsæt[] om, hvis det g[å]r an,
at søge [b]od mod [a]rmodsdommen.
Brand
.Den vil De rydde ud?
Fogden
.Nej visst; –
den er jo en nødvendig [b]rist
i alle [s]amfund; den maa døjes;
men med lidt [k]logskab kan den bøjes
i visse Former, strængt begrænses,
s[å]fremt itide blot den ændses.
Vi ved jo, [a]rmod er det [d]ynd,
som g[]ødsler bedst al [l]andsens [s]ynd; –
for [d]yndet vil jeg [d]æmning sætte.
Brand
.P[å] hvilken [v]is?
Fogden
.Ja, kan De g[]ætte?
Afhjælpes skal et dybtfølt [s]avn,
idet jeg til[]
[d]istriktets [g]avn
f[å]r byg[]t et [a]rmodsdommens [p]esthus;
ja, [p]esthus siger jeg, fordi
det skal for [b]rødens [s]mitte fri.
Og denne [b]yg[]ning, har jeg tænkt,
forbindes nemt med et [a]rresthus,
s[å]
[v]irkning blir med [å]rsag stængt
Faksimile
149
bag samme [b]om og samme [l]aas,
med [v]æg[] kun mellem [b]
[å]s og [b]
[å]s.
Og da jeg engang er p[å]
[g]led,
s[å] er min [a]gt at bygge med
en [f]løj indunder samme [t]ag,
som bruges kan til[]
[v]alg og [l]ag,
til[]
[a]lvorshandling som til[]
[f]ester,
med [t]alerstol og [r]um til[] G[]æster, –
kort sagt, et pent politisk [f]esthus.
Brand
.Sligt trænges h[å]rdt; især det sidste;
dog ved jeg et, som trænges mere.
Fogden
.De tænker p[å] en [d]
[å]rekiste?
Ja, ganske visst; den trænges h[å]rdt.
Den ogs[å] var min første [t]anke;
men efter [o]verlæg[] med flere
jeg ganske kom fra [t]anken bort;
thi hvorfra skal vi [m]idler sanke
til[] noget overvættes stort?
Og tro De mig, en s[å]dan [k]iste
vil kræve en alvorlig [s]um,
hvis hver og en skal der f[å]
[r]um,
som [t]rang og [v]ærdighed beviste.
Man tænke m[å] p[å]
[t]idens [e]lv[,]
og ej blot bygge for sig selv; –
alt g[å]r jo frem med [k]
[]æmpeskridt;
ifjor til[]pas[], i[å]r forlidt; –
De ser i hvilke [d]imensioner
Faksimile
150
hvert folkeligt [b]ehov har [v]æ[ks]t;
med [s]yvmils[-]støvler, rent forhe[ks]t,
udvik[]les [k]raft og alslags [e]vne[,]
i hvilket [f]ag De s[å] vil nævne.
Det alts[å] blev for dyr en [s]pas
at skaffe [e]fterslægten [p]lads
for sig og sine [b]ørn og [k]oner.
Jeg siger derfor: Herregud;
den [t]and, den f[å]r vi nok sl[å] ud!
Brand
.Og te[]r sig nogen altfor gal,
s[å] har De jo den store [s]al.
Fogden
(fornøjet.)
Ja, [r]ummet st[å]r som oftest ledigt!
Det [i]ndfald, Brand, var ganske snedigt!
Vil [b]yggeplanen blot ej briste,
s[å] har vi gratis [d]
[å]rekiste,
har samlet under fælles [t]ag,
beskyttet af det samme [f]lag,
de væsentligste [e]lementer,
hvorfra vor [b]yg[]d sin [f]arve henter; –
vi har vor hele [a]rmodsdom
samt [s]lyngelflokkens [s]yndeflom
og [d]
[å]rerne, som før gik om
foruden [r]øgt og uden [t]ugt, –
og s[å] har vi vor [f]riheds [f]rugt
med [v]algkamp og med [t]alers [f]lugt;
vi har vor [r]
[å]dssal, hvor vi drøfter,
hvad g[]øres kan til[]
[b]yg[]dens [t]arv, –
vor [f]estsal, hvor vi giver [l]øfter
Faksimile
151
om [s]k[]øt[]sel af vor [f]ortids [a]rv.
Hvis alts[å] blot ej [s]agen faldt,
s[å] f[å]r jo [k]lippesønnen alt,
hvad han med [b]illighed kan kræve,
for ret[] sit eget [l]iv at leve.
Gud ved, vort [s]trøg er ikke rigt;
dog, st[å]r først [f]ællesg[å]rden byg[]t,
s[å] tror jeg, det kan kaldes tryg[]t
et vel organisert [d]istrikt.
Brand
.Men [m]idlerne –?
Fogden
.Ja, det er [k]nuden
i denne som i hver en [s]ag;
til[]
[y]delser er [v]iljen svag,
og st[å]r jeg Deres [h]jælp foruden,
jeg ved, at jeg m[å] stryge [f]lag.
Men støtter De med [o]rdets [m]agt
min [t]anke, vil den let[]vindt fremmes, –
og f[å]r jeg den til[]
[m]odning bragt,
skal Deres gode [h]jælp ej glemmes.
Brand
.Det sige vil, De gad mig k[]øbe?
Fogden
.Med andet [n]avn jeg vilde døbe
min [p]lan, – til[] fælles [g]avn og [b]rug
at fylde ud det [s]plidens [s]lug,
som hidtil[] mellem os har gabt,
og hvorved begge to har tabt.
Faksimile
152
Brand
.Da har De ilde [t]iden k[å]ret –
Fogden
.Ak ja; jeg ved[,] den store [s]org,
som nys har Dem og Deres s[å]ret;
men Deres [m]andighed mig d[å]red;
og [t]rangen til[]
[d]istriktets [b]org –
Brand
.I [s]orgens som i [g]lædens [s]tund
jeg st[å]r til[]rede, n[å]r det kræves;
men af en anden gyldig [g]rund
De dennegang dog g[å]r forg[]æves.
Fogden
.Og hvilken [g]rund –?
Brand
.Jeg selv vil bygge.
Fogden
.Hvad! Bygge? Tage min [i]dé?
Brand
.Ej ganske.
(peger ud af [v]induet.)
Foged, kan De se –?
Fogden
.Der?
Brand
.Ja.
Fogden
.Det store stygge [t]ræhus?
Det er jo [p]resteg[å]rdens [f]æhus!
Faksimile
153
Brand
.Nej, ikke det; – det lille stygge –
Fogden
.Hvad! Kirken!
Brand
(nikker).Den vil stor jeg bygge.
Fogden
.Nej, det skal [f]anden ikke ske!
Ved [k]irken skal ej nogen rygge; –
det var at krydse min [i]dé!
Min [p]lan er færdig og den haster;
men Deres mig af [s]adlen kaster.
To [t]ing p[å] engang er formeget, –
vig alts[å] –!
Brand
.Jeg har aldrig veget.
Fogden
.Her m[å]
De, [m]and! Byg[] mit [a]rresthus
med [p]esthus og politisk [f]esthus,
altsammen, kortsagt, – [d]
[å]rekisten, –
s[å] spørges ej om [k]irkebristen.
Og hvorfor skal den nu i [m]uld?
Den var dog god nok før i [t]iden.
Brand
.Ja, muligt; nu er den forliden.
Fogden
.Da har jeg aldrig set den fuld!
Brand
.Selv for en enkelt [s]jæl derinde
er ikke [l]øftningsrum at finde.
Faksimile
154
Fogden
(ryster forundret p[å] [h]ovedet).
Ved sligt den enkle [s]jæl beviste
[n]ødvendigheden af min [k]iste.
(sl[å]r over.)
Lad [k]irken st[å], det vil jeg r[å]de;
den kan jo kaldes p[å] en [m]
[å]de
et [s]tykke ædelt [a]rveguld.
Den er et ædelt [a]rvestykke; –
den skal ej falde for en [n]ykke!
Ja, g[å]r min [b]yggeplan i [v]asken,
jeg som en Fønixfugl af [a]sken
skal rejse mig i [m]ængdens [n]
[å]de!
Jeg træder op[] som [r]iddersmand
for [m]indesmærket ved vor [s]trand!
Her stod engang et [g]ude[-]hov, –
det var nok i [k]ong Beles [t]ider;
s[å] rejste [k]irken sig omsider
ved fromme [h]eltes [r]an og [r]ov.
Ærværdig ved sin simple [p]ragt,
højhellig i sin [o]ldtidsdragt
den knejste indtil[] vore [d]age –
Brand
.Men hine [t]egn paa fordums [m]agt
er visst forlængst i [g]raven lagt; –
nu st[å]r ig[]en ej mindste [f]lage.
Fogden
.Just netop[] det! S[å]
gammel er den,
at ej den mer er til[] i [v]erden;
Faksimile
155
men i min [b]edstefaders [d]age
et [h]ul i [v]æggen stod til[]bage!
Brand
.Et [h]ul?
Fogden
Vidt, som en [t]øndesæk[]!
Brand
.Men [v]æggen selv?
Fogden
.Ja, den var væk.
Se, derfor m[å] jeg rentud sige,
at [k]irkens [r]ivning er umulig; –
det var en skammelig, en grulig
barbarisk [h]andling uden [l]ige!
Og [m]idlerne, – hvor f[å]r vi dem?
Tror De, at her man er s[å] ødsel[,]
at lokke [u]dgiftsposter frem
ved ufuldb[å]rne [f]orslags [f]ødsel,
n[å]r med en liden [s]mule [s]k[]øt[]sel
man s[å]
vidt støtte kan det gamle[,]
at det i vor Tid ej vil ramle?
Men g[å] De ud og spejd i [l]ejren, –
jeg blir dog den, som vinder [s]ejren.
Brand
.Jeg agter ej at presse ud
en [h]vid til[]
[h]usly for min Gud.
Af egne [m]idler vil jeg bygge; –
min [a]rv, alt mit til[] sidste [s]k[]ærv
skal gives ud til[] dette [h]verv.
Faksimile
156
Nu, [f]oged, er De end s[å] djerv,
at mene, De kan [t]anken rygge?
Fogden
(med foldede [h]ænder).
Jeg st[å]r som falden ned fra [s]kyerne!
Sligt spørges knap[]t engang fra [b]yerne; –
og her i [b]yg[]den, – her hos os,
hvor [p]ungens [l]uk[]ning længst var [l]ov
mod hvert et trængende [b]ehov, –
her [å]bner De en [r]undheds [f]os[],
som ris[]ler, blinker, sprøjter, skummer –[.]
Nej, Brand, som sagt, jeg rent forstummer!
Brand
.Jeg længst i [t]anken fra mig skrev
min [a]rv –
Fogden
.Ja her er ymtet meget,
som hen paa noget sligt har peget,
men jeg har tænkt, at det var [v]æv.
Hvem plejer vel at offre alt,
n[å]r ej det synbar [f]ordel g[]aldt?
Dog, det blir Deres egen [s]ag; –
g[å] foran De, s[å] g[å]r jeg bag.
De er i [s]kuddet; De kan virke,
og jeg kan skridtvis frem mig lirke. –
Brand, sammen vil vi bygge [k]irke!
Brand
.Hvad? Vil De Deres eget slippe?
Fogden
.Det ved den søde Gud jeg vil!
Faksimile
157
Jeg var jo gal, om ej jeg gjorde.
Hvem tror De [m]ængden flokkes til[],
naar en vil g[]øde, mæske, fore,
en anden malke, fl[å] og klippe?
Ja [d]ød og [p]lage er jeg med!
Jeg er af [t]anken ganske hed,
bevæget, greben, næsten rørt;
en heldig [s]k[]æbne har mig ført
i denne [k]veld til[]
[p]resteg[å]rden;
thi jeg tør tro, at uden min
var Deres
[p]lan knap[]t faldt Dem ind, –
ialfald ej til[]
[v]erden b[å]ren.
Det alts[å] er mit eget [v]irke
at bygge [b]yg[]dens nye [k]irke!
Brand
.Men kom ihug, vi kan ej sk[å]ne
hin [o]ldtids knejsende [r]uin!
Fogden
(ser ud).Betragtet her i [d]obbeltskin
af [n]yfalds[-]sne og [n]yets [m]
[å]ne
den taer sig ud som noget [s]krammel.
Brand
.Hvad, [f]oged?
Fogden
.Brand, den er for gammel!
Det er mig ganske uforklarligt,
at ej jeg s[å]a det før ikveld, –
men [h]anebjælken st[å]r p[å]held;
at bruge den var uforsvarligt.
Faksimile
158
Og hvor er [s]til, [a]r[k]itektur,
n[å]r ret[] man gransker [l]oft og [m]ur?
Hvad skal man kalde slige [b]uer?
en [f]agmand vilde kaldt dem fæle; –
ja, jeg m[å] samme [m]ening dele!
Og [t]agets mosbeklædte [t]uer, –
de er minsæl ej fra [k]ong Bele.
Nej, [p]ietet kan g[å] for vidt!
Det m[å] dog [h]vermand se og sk[]ønne,
at denne gamle r[å]dne [r]ønne
i et og alt er noget [s]kidt!
Brand
.Men dersom [m]ængdens [r]øst sig hæved
til[]
[v]ægring ved at f[å] den revet –?
Fogden
.Vil ingen anden, s[å] vil jeg.
I [h]elgen skal, jo før jo heller,
jeg ordne alt, hvad [f]ormen g[]ælder,
og sætte [s]agen glat[] ivej.
Jeg ivre skal og virke, skrive;
jo, jo, – De k[]ender [f]ogden nok;
og kan jeg [h]jælp ej sammendrive
til[]
[r]ivning blandt den dumme [f]lok,
skal jeg med egne [h]ænder rive
den ned til[]
[g]runden, [s]tok[] for [s]tok[].
Ja, om jeg s[å] skal ta'e min [k]one
og alle mine [d]øttre med,
s[å] skal den [d]ød og [p]lage ned!
Faksimile
159
Brand
.Det er en ganske anden [t]one,
end den, som blev fra først af brugt.
Fogden
.Det er [h]umanitetens [f]rugt
at f[å] med alt ensidigt
[b]ugt;
og dersom [d]igteren ej lyver,
s[å] er det netop[] noget smukt,
at [m]andens [t]anke ejer [f]lugt, –
med andre [o]rd, – at [t]anken flyver. –
Farvel!
(tager sin [h]at[].)
Nu f[å]r jeg se til[]
[b]anden.
Brand
.Til[] hvad?
Fogden
.
[Å], tænk Dem, jeg, selv anden,
idag p[å]
[b]yg[]degrænsen kneb
et [f]antefølge, fælt som [f]anden;
jeg fik da [h]jælp med [t]oug og [r]eb; –
nu sidder de forvart hos [g]randen
her nærmest [n]ord; men [p]okker ta'e mig,
om ikke to–tre løb ifra mig –
Brand
.Nys ringtes ind dog [f]redens [t]id.
Fogden
.Hvi kom det [d]jævelskab da hid?
Dog, det forst[å]r sig, p[å] en [m]
[å]de
Faksimile
160
de hører sagtens [s]ognet til[] –
(leende.)
ja endog Dem! Hør her [] en [g]
[å]de;
løs den, ifald De kan og vil:
[f]olk findes, som er til[] i [k]raft
af den, De har til[]
[u]dspring havt,
og dog de til[] er, slet[] og ret[],
fordi de er af anden Ætt!
Brand
(ryster p[å] [h]ovedet).
O Gud, der er s[å] mangen [g]
[å]de
en stirrer p[å], men ej kan r[å]de.
Fogden
.Da er dog denne let[]vindt g[]ættet.
De har vel tidtnok hørt berettet
i [b]yg[]den et og andet [o]rd
om [f]attiggutten, han, her vester,
der var s[å] lært som fire [p]rester; –
han friede til[] Deres [m]oer –
Brand
.Hvad mer?
Fogden
.Tænk, til[] en grundrig [j]ente!
Dog hun naturligvis ham sendte
til[] Bloksberg, som han m[å]tte vente.
Men ved De s[å], hvad [f]yren g[]ør?
Han sørger halvt sig fra [f]orstanden[,]
og fæster sluttelig en anden
af [t]aterslægt; – og før sin [d]ød
Faksimile
161
han med en [a]fkom øged [b]anden,
som stryger om i [s]ynd og [n]ød.
Ja, en af disse [s]legfredtrolde
fik [s]ognet rigtignok beholde
til[]
[m]inde om hans vakkre [f]ærd –
Brand
.Og det er –?
Fogden
.Taterungen Gerd.
Brand
(dæmpet).Ja s[å]!
Fogden
(munter).Hvad? G[å]den er ej slet[]!
Hans [a]fkom er jo til[] i [k]raft
af den, De har til[]
[u]dspring havt;
thi [y]nglens indre [o]p[]hav var,
at [e]lsk til[] Deres [m]oer han bar.
Brand
.Sig, Foged, kan De nævne et,
som rummed [h]jælp for disse [s]jæle?
Fogden
.Pyt, de maa ind bag [t]ugthus[-]dørene.
De er fortabt op[] over [ø]rene;
at frelse dem, det var at stjæle
fra [f]anden, som m[å] g[å] fallit,
hvis ej han f[å]r af [v]erden sit
Brand
.De tænkte jo at bygge stort
et [h]us til[]
[l]y mod [n]ød og [k]lage?
Henrik Ibsen: Brand.
11
Faksimile
162
Fogden
.Det [f]orslag, – fort, som det blev gjort, –
tog [f]orslagsstilleren til[]bage.
Brand
.Men hvis det dog –; det var dog smukt –
Fogden
(smilende).Nu taler De i anden [t]one,
end den, som blev fra først af brugt.
(klapper ham p[å]
[s]kulderen.)
Lad dødt kun være dødt og glemt;
en [m]and skal handle fast bestemt.
Farvel! Jeg tør ej længer tøve;
nu m[å] jeg ud ig[]en og prøve
at finde [r]ømlingernes [s]kjul.
Vi mødes snart. Fornøjet [j]ul!
Farvel, farvel; hils Deres [k]one!
(g[å]r.)
Brand
(efter en tankefuld [t]aushed).
O, endeløst er her at sone. –
S[å] vildt, s[å] broget filtres ind
de tus[e]nd [s]k[]æbnetr[å]des [s]pind, –
s[å] ligger Skyld med [s]kyldfrugt blandet,
det ene smittende det andet,
at den, som ser derind, ser [r]et[]
og blodigst [u]ret[] vorde et.
(g[å]r til[]
[v]induet og ser længe ud.)
Mit lille [b]arn, skyldløse [l]am,
du fældtes for min [m]oders [g]
[]erning;
Faksimile
163
en brusten [s]jæl bar [b]ud fra ham,
som troner over [s]kyens [k]am,
og bød mig kaste [v]algets [t]erning; –
og denne brustne [s]jæl blev til[],
fordi min [m]oders [s]jæl foer vild.
S[å] bruger Herren [s]kyldens [g]røde
til[]
[l]igevægts og [r]et[]færds [f]øde;
s[å] slynger han fra [h]øjden ned
[h]jemsøgelsen i tredje [l]ed.
(viger forfærdet fra [v]induet.)
Ja, [l]ovens Gud er over [s]lægten!
Det første [m]
[å]l er [l]igevægten.
I [o]ffervillighedens [m]agt
er [r]ejsningsmuligheden lagt;
men [o]rdet lyves ud af [t]iden;
thi [f]lokken ræddes for sin [v]iden.
(g[å]r længe op[] og ned i [s]tuen.)
At bede? Bede? Hm, – et [o]rd,
som glat[] nok over [l]æben foer, –
som ruttes med i alle [s]tænder.
Bøn er for dem at skrige [n]
[å]de
i [v]ind og [v]ejr til[]
[g]
[å]ders [g]
[å]de,
at tigge [p]lads p[å] Kristi Læss,
at strække op[]ad begge [h]ænder –
og st[å] i [t]vivlens [p]øl til[]knæs.
Haha, var dermed [s]agen gjort,
da turde jeg, som [h]vermand, vove
at hamre p[å] den Herres [p]ort,
der er «forfærdelig at love»!
(standser og tænker stille.)
11*
Faksimile
164
Og dog – i [a]ngstens værste [d]age,
i [s]orgens store [r]æd[]selsstund,
da [b]arnet sov den sidste [b]lund,
da intet [k]ys[] af [m]odermund
bar [s]milet p[å] hans [k]ind til[]bage[;] –
hvad var det –? Bad jeg ikke da?
Hvad kom den søde [s]vimlen fra,
den [s]angens [s]trøm, den [m]elodi,
som langvejs lød[,] og jog forbi [–]
og bar mig højt og bar mig fri?
Bad jeg? Blev jeg i [b]ønnen svalt?
Har jeg med Gud herinde talt?
Har han mig hørt? Og s[å] han ned
i Sørgehuset, hvor jeg græd? –
Hvad ved jeg! Nu er luk[]t og stængt,
og [m]ørket atter om mig sænkt, –
og intet, intet [l]ys at finde – –[.]
Jo, Agnes, – hun, som ser iblinde –!
(r[å]ber i [a]ngst.)
Lys, Agnes, – [l]ys[,] ifald du kan!
(Agnes
[å]bner [d]øren og træder ind med de tændte [f]eststager; et klart [s]k[]ær
falder over [s]tuen.)
falder over [s]tuen.)
Brand
.Lys!
Agnes
.Ser du [j]ulelyset, Brand?
Brand
(sagte).Ha, [j]ulelyset!
Agnes
(sætter [s]tagerne p[å] [b]ordet).
Blev jeg længe?
Faksimile
165
Brand
.Nej, nej!
Agnes
.O, hvor du har det koldt;
du m[å] jo isne –
Brand
(stærkt).Nej!
Agnes
(smilende).Hvor stolt!
Du vil ej [l]ys og [v]arme trænge.
(lægger i [o]vnen.)
Brand
(g[å]r op[] og ned).
Hm, vil ej!
Agnes
(stille for sig selv idet hun pynter op[] i [s]tuen).
Her skal [s]tagen st[å].
Ifjor han greb med [f]ingre sm[å]
mod [j]ulelysets klare [b]link.
Han var s[å] glad og frisk og flink;
han strak[] sig fra sin lille [s]tol
og spurgte, om det var en [s]ol.
(flytter lidt paa [s]tagen.)
Nu falder [l]ysets fulde [s]k[]ær
ud over – over [s]tedet der.
Nu kan han g[]ennem [r]udens [g]las
se [b]linket fra sin [s]oveplads;
nu kan han glytte stil[]t herind
i [j]ulestuens [g]lans og [s]kin. –
Faksimile
166
Men [r]uden st[å]r som t[å]reslørt; –
vent lidt, vent lidt; snart skal den smile –
(tørrer [v]induet af.)
Brand
(har fulgt hende med [ø]jnene og siger sagte):
N[å]r lægger sig til[]
[f]red og [h]vile
det [s]orgens [h]av, fra [b]unden rørt!
Det m[å]
til[]
[h]vile.
Agnes
(for sig selv).
Se, hvor klar!
Det er som [s]killet borte var,
som [s]tuen vided ud sig stor[;]
som om den stygge kolde [j]ord
med et blev til[] en lun [a]lkove,
hvor [b]arnet sødt og godt kan sove.
Brand
.Hvad g[]ør du, Agnes?
Agnes
.Stille; hys!
Brand
(nærmere).Hvi trak[]
[g]ardinet fra du nys?
Agnes
.O, kun en [d]røm; nu er jeg vak[]t.
Brand
.I [d]rømmen er der [s]narer lagt.
Stæng atter!
Agnes
(bønligt).Brand!
Faksimile
167
Brand
.Stæng tæt[], stæng tæt[]!
Agnes
.O, vær ej h[å]rd; det er ej ret[]!
Brand
.Stæng, stæng!
Agnes
(trækker [s]kodderne for).
Nu har jeg luk[]t og stængt.
Men tryg[]t jeg tror, Gud er ej krænkt,
om end i [d]rømmens korte [f]rist
jeg drak[] af [t]røstens [v]æld –
Brand
.Nej visst!
Han er en mild, medg[]ørlig [d]ommer;
du rager ej med ham p[å]
[k]ant,
om i din [d]yrkelse der kommer
lidt [a]fgud hist og her iblandt.
Agnes
(brister i [g]r[å]d).
O, sig mig da, hvor langt g[å]r [k]ravet!
Min [f]od er dødstræt[], – [v]ingen faldt –
Brand
.Jeg har dig sagt, at slængt i [h]avet
hvert [o]ffer er, som ej er alt.
Agnes
.Men mit var alt; jeg har ej mere!
Brand
(ryster p[å] [h]ovedet).
Dit [o]ffer følges m[å] af flere.
Faksimile
168
Agnes
(smiler).Kræv! Jeg har [f]attigdommens [m]od!
Brand
.Giv!
Agnes
.Tag! Ak, Brand, du intet finder!
Brand
.Du har din [s]org og dine [m]inder, –
du har din syndige [l]ængsels [f]lod –
Agnes
(fortvivlet).Jeg har mit pinte [h]jertes [r]od!
Riv ud! Riv ud!
Brand
.I [a]fgrunds[-]gabet
unyttigt du dit [o]ffer slang,
ifald du hyler over [t]abet!
Agnes
(gyser).Din Herres [v]ej er brat[] og trang.
Brand
.For
[v]iljen er der kun den ene.
Agnes
.Men
[n]
[å]dens –?
Brand
(afvisende).Byg[]t af [o]fferstene.
Agnes
(stirrer frem for sig og siger rystet):
Nu [å]bnes, lig en [a]fgrund stor,
det [s]kriftens [o]rd, som aldrig før
jeg kom til[]bunds i.
Faksimile
169
Brand
.Hvilket [o]rd?
Agnes
.Hver den, som ser Jehova, dør!
Brand
(sl[å]r [a]rmene om hende og trykker hende tæt[] op[] til[] sig).
O, skjul dig, skjul dig! Se ham ej!
Luk[] dine [ø]jne –
Agnes
.Skal jeg?
Brand
(slipper hende).
Nej!
Agnes
.Du lider, Brand.
Brand
.Jeg elsker dig.
Agnes
.H[å]rd er din [k]
[]ærlighed.
Brand
.
For h[å]rd?
Agnes
.Ej spørg; jeg følger, hvor du g[å]r.
Brand
.Tror du, at meningsløst jeg drog dig
af [d]ansen og af [l]egen ud, –
at for en [h]alvheds [s]kyld jeg slog dig
med [o]fferlydighedens [b]ud?
Faksimile
170
Ve dig og mig; for dyrt og stort
var da det [o]ffer, her blev gjort.
Du er min [h]ustru; jeg tør kræve
dig helt, for [k]aldets [l]iv at leve.
Agnes
.Ja, kræv; men g[å] ej fra mig!
Brand
.Jo;
jeg trænger [s]til[]hed, trænger [r]o.
Snart skal den store [k]irke bygges –
Agnes
.Min lille [k]irke sank i [g]rus.
Brand
.Var den dit [h]jertes [a]fgudshus,
s[å] m[å]tte den i [s]tormen rygges.
(favner hende som i [a]ngst.)
Al [f]red om dig, – og g[]ennem dig
til[] mig, til[] mit, den lige [v]ej!
(g[å]r mod [s]idedøren.)
Agnes
.Brand, m[å] jeg flytte ganske stille
p[å]
[v]indues[-]lugens stygge [s]kille?
Kun lidt? P[å]
[k]lem? Brand, m[å] jeg?
Brand
(i [d]øren).
Nej.
(g[å]r ind i sit [k]ammer.)
Faksimile
171
Agnes
.Lukket, lukket, – alting lukket!
Selve [g]lemslen lukket af!
Bom for [k]lagen, [s]egl for [s]ukket,
[l]
[å]s for [h]immel og for [g]rav!
Jeg vil ud; jeg kan ej [å]nde
her i [e]nsomhedens [v]
[å]nde!
Ud? Hvorhen? Ser ej fra [h]øjden
strenge [ø]jne p[å] mig ned!
Kan jeg vel p[å]
[f]lugt fra [b]yg[]den
føre [h]jertets [e]je med?
Kan jeg flygte, om jeg vilde,
fra min [r]æd[]sels tomme [s]tille?
(lytter ved [d]øren til[] Brands [s]tue.)
Lydt han læser; til[] hans [ø]re
rækker ikke frem min [r]øst.
Ingen [h]jælp! Ej [r]
[å]d, ej [t]røst!
Julens Gud har nok at g[]øre
med at lytte til[] de riges,
børneriges, lykkeliges
[t]ak[] og [s]ang og [l]eg og [d]ans.
Jul er [j]ublens [t]id og hans.
Ej han ser mig, ej han agter
p[å] en ensom [m]oders [f]agter.
(nærmer sig varsomt til[]
[v]induet.)
Skal[] jeg [å]bne [s]killets [r]ammer,
s[å] det klare fulde [l]ys
jager [n]attens [s]kræk[] og [g]ys
fra hans sorte [s]ovekammer? –
Faksimile
172
Nej, dernede er han ikke!
Julen er jo [b]arnets [t]id; –
han f[å]r [l]ov at komme hid; –
kanske st[å]r han nu derude,
strækker [a]rmen for at pikke
p[å] sin [m]oders stængte [r]ude. –
Lød der ikke [b]arnegr[å]d?
Alf, jeg ved ej [h]jælp og [r]
[å]d!
Her er stængt; din [f]ader stængte; –
Alf, jeg tør ej [å]bne nu!
Lydigt lidet [b]arn er du;
aldrig du og jeg ham krænkte.
O, flyv hjem ig[]en til[]
[h]imlen;
der er [l]ys og der er [g]læde;
der er [l]eg i [b]ørnevrimlen.
Men lad ingen se dig græde, –
sig ej, at din [f]ader lukked,
da du kom og banked p[å].
Lidet [b]arn kan ej forst[å],
hvad vi store vo[ks]ne m[å].
Sig, han sørged, – sig, han sukked;
sig dem, det var ham, som plukked
smukke [b]lade til[] en [k]rans.
Kan du se den? Den er hans!
(lytter, tænker sig om og ryster p[å]
[h]ovedet.)
O, jeg drømmer! Mer end [r]ammen
st[å]r som [s]kille mellem os.
Først i [g]lød af [l]ut[]ringsflammen
falder [s]killevæggen sammen,
Faksimile
173
revner [h]vælv og brister [s]tængsler,
hviner [f]ængselsdørens [h]ængsler,
springer op[] den store [l]
[å]s!
Meget, meget her maa g[]øres,
før vi to kan sammen føres. –
Jeg skal virke, virke stille,
for at fylde [k]ravets [s]vælg;
jeg skal hærdes, jeg skal ville. –
Men iaften er det [h]elg.
Fra ifjor hvor vidt forsk[]ellig –
Hys, – den højt skal holdes hellig;
frem jeg henter mine [s]katte, –
dem, hvis endeløse [p]ris,
fra min [l]ykkes [l]ivsforlis,
kun en [m]oders [s]jæl kan fatte.
(hun knæler ned ved [k]ommoden, [å]bner en [s]kuffe og tager forsk[]ellige [t]ing
frem. I samme [ø]jeblik lukker Brand p[å] [d]øren og vil tale til[] hende, men
da han bemærker, hvad hun foretager sig, holder han inde og bliver st[å]ende.
Agnes ser ham ikke.)
Brand
(sagte.)
Evig samme [f]lugt om [g]raven,
samme [l]eg i [d]ødninghaven.
Agnes
.Her er [s]løret. Her er [k]
[å]ben,
han blev b[å]ren i til[]
[d]
[å]ben. –
Her i [k]nyttet har jeg [k]jolen –
(holder den ivejret, ser p[å] den og ler.)
Herre Gud, hvor sød og butt!
Dejlig var min lille [g]ut,
da han sad i [k]irkestolen. –
Her er [s]k[]ærfet, her er [k]uften,
Faksimile
174
han var klædt i første [g]ang
han fik komme ud i [l]uften.
Dengang var den altfor lang,
men den blev ham snart for liden –;
den skal lægges her ved [s]iden. –
Vanter, [s]trømper, – hvilke [b]en! –
og hans nye [s]ilkekyse,
som han fik for ej at fryse –;
den er ubrugt, ren og pen. –
O, der ligger [l]angfærdsdragten,
han blev svøbt i lunt og tæt[t],
for at rejse lindt og let[]; –
da jeg atter havde lagt den
bort, jeg var til[]
[d]øden træt[].
Brand
(knuger [h]ænderne i [s]merte).
Spar mig, Gud! Jeg kan ej knuse
hendes sidste [a]fgudshuse;
skik[] en anden, er det ret[]!
Agnes
.Den er plettet; – har jeg grædt? –
Hvilken [r]igdom! Perlestukken,
smertekrammet, t[å]redrukken,
glansomstr[å]lt af [v]algets [g]ru,
hellig! Den er [k]roningsk[å]ben,
som han bar i[o]fferd[å]ben!
O, hvor jeg er rig endnu!
(Det banker hvas[]t p[å]
[g]angdøren; Agnes vender sig med et [s]krig og ser
Brand i det samme. Døren rives op[] og en [k]vinde, forrevent klædt, træder
ilsomt ind med et [b]arn p[å] [a]rmen.)
Brand i det samme. Døren rives op[] og en [k]vinde, forrevent klædt, træder
ilsomt ind med et [b]arn p[å] [a]rmen.)
Faksimile
175
Kvinden
(ser [b]ørnetøjet og r[å]ber til[] Agnes):
Del med mig, du rige [m]oer!
Agnes
.Du er tifold mere rig!
Kvinden
.H[å], du er de andre lig;
altid [m]unden fuld af [o]rd!
Brand
(nærmer sig).Nævn mig, hvad du søger her.
Kvinden
.Ikke dig, for du er [p]resten!
Heller ud ig[]en i [b]læsten,
end at høre [p]ræk om [b]røde;
heller flygte sig til[]døde,
drukne, r[å]dne p[å] et [s]k[]ær,
end at st[å] for [s]vartemanden,
som ved [v]ejen ned til[]
[b]randen!
Kan jeg hjælpe, jeg, for [f]anden,
at jeg blev til[] den jeg er?
Brand
(sagte).Denne [r]øst og disse [t]ræk[]
isner mig med [a]nings[-]skræk[]!
Agnes
.Hvil dig, varm dig, hvis du fryser.
Sulter [b]arnet, skal det mættes –
Kvinden
.Taterungen tør ej sættes,
hvor det luner, hvor det lyser.
Faksimile
176
Vore [f]olk har [l]andevejen,
[u]rden, [s]kogen, [f]jeldet, [h]ejen; –
vi skal færdes, vi skal vandre;
[h]us og [h]jem er for jer andre.
Lynsnar m[å] jeg ud ig[]en;
de er efter mig som [h]unde!
Foged, [l]ensmand, [l]ovens [m]ænd,
gad mig binde, hvis de kunde.
Brand
.Her du skal ej røres.
Kvinden
.Her?
Under [t]ag og mellem [v]ægge?
Nej, du; [v]internatten bær
bedre [l]uftning til[] os begge.
Men et [p]lagg til[]
[s]vøb for [b]arnet!
Ældste [b]roder hans, det [s]karnet,
er som [t]yv ifra mig strøgen
med den [k]lud han svøbtes i.
Ser du, han er halvvejs nøgen,
bl[å], forfrossen, g[]ennemføgen
af den Rim, som røg forbi.
Brand
.Kvinde, g[]ør din spæde fri
for din vilde [d]ødsfærds Sti; –
lad ham løftes, lad ham lettes;
af kan [b]rændemærket tvættes –
Kvinden
.Jo, du k[]ender godt til[]
[t]ingen!
Sligt et []nder mægter ingen, –
Faksimile
177
skal ej mægte det engang!
Krig med jer, som har forstødt ham!
Ved du[,] hvor hans [m]oer har født ham?
Jo, p[å]
[g]røftekantens [h]ælding[,]
under [d]rik[] og [s]pil og [s]ang.
Han blev døbt i [s]luddets [v]ælling,
korset med et [k]ul af [a]sken,
læsket med en [k]lunk af [f]lasken; –
samme [s]tund han slap[] sin [m]oer,
stod der om os [f]olk, som svor; –
ved du hvem det var? Gudbedre; –
[u]ngens [f]aer – og [u]ngens [f]ædre!
Brand
.Agnes?
Agnes
.Ja.
Brand
.Du ser din [p]ligt.
Agnes
(med [r]æd[]sel).Brand! Til[] hende! Aldrig sligt!
Kvinden
.Giv mig, giv mig! Giv mig alt!
Silkevæv og vraget [p]jalt!
Intet er for slet[], for godt,
kan det lindes om ham blot.
Snart hans [å]nde slipper op[];
han skal dø med tinet [k]rop[]!
Brand
(til[] Agnes).Nu du hører [v]alget runge!
Henrik Ibsen: Brand.
12
Faksimile
178
Kvinden
.Du har nok til[] egen [u]nge;
sig mig, – har du ej til[] min
[l]ivets [p]lagg og [d]ødens [l]in?
Brand
.Lyder ej fra denne [t]unge
maningsfulde [v]arslers [h]vin?
Kvinden
.Giv mig!
Agnes
.Det er [h]elligbrøde!
Blodskyld mod den lille døde!
Brand
.Gavnløst han i [d]øden sendtes,
hvis paa [t]ærsklen [v]ejen endtes.
Agnes
(brudt).Viljen ske. Mit [h]jertes [r]ødder
skal jeg træde under [f]ødder.
Kvinde, kom og tag imod; –
deles skal min [o]verflod –
Kvinden
.Giv mig!
Brand
.
Deles? – Agnes; deles?
Agnes
(med vild [s]tyrke).
Heller dræbes jeg, end stjæles
alt ifra! Se, jeg har veget
[f]od for [f]od! Jeg kan ej længer!
Halvt er nok; ej mer hun trænger!
Faksimile
179
Brand
.Var det hele da formeget,
da det k[]øbtes til[] dit eget?
Agnes
(giver).Kvinde, kom; se her, tag [k]
[å]ben,
som mit eget bar i [d]
[å]ben.
Her er [k]jolen, [s]k[]ærfet, [k]uften;
den er god mod [n]atteluften;
her den lille [s]ilkekyse;
under den han skal ej fryse;
tag det; tag til[] sidste [p]jalt –
Kvinden
.Giv mig!
Brand
.Agnes, gav du alt?
Agnes
(giver ig[]en).Kvinde, her er [k]roningsk[å]ben,
som han bar i [o]fferd[å]ben!
Kvinden
.S[å]! nu ser jeg der er tømt.
Den som nu var langvejs rømt!
Jeg vil svøbe ham p[å]
[t]rappen; –
s[å] p[å]
[f]lugt med hele [l]appen!
(g[å]r.)
Agnes
(st[å]r i stærk indre [k]amp; endelig spørger hun):
Sig mig, Brand, om det er billigt[,]
at der kræves mer endnu?
Brand
.Sig mig først[,] om det var villigt
at du gik til[]
[g]
[]avens [g]ru?
12*
Faksimile
180
Agnes
.
Nej.
Brand
.Din [s]k[]ænk er slængt i [h]avet.
Over dig er endnu [k]ravet.
(vil g[å].)
Agnes
(tier til[] han er nær ved [d]øren, da r[å]ber hun):
Brand!
Brand
.Hvad vil du?
Agnes
.Jeg har løjet; –
se, jeg angrer; jeg er bøjet.
Ej du aned, ej du vidste
andet end jeg gav det sidste.
Brand
.Nu?
Agnes
(tager en sammenlagt [b]ørnekappe frem fra [b]rystet.)
Se, et er i [b]ehold.
Brand
.Kappen?
Agnes
.Ja, med [t]
[å]rer vædet,
fugted af hans [d]ødssved kold, –
siden ved mit[h]jerte fredet!
Brand
.Bliv i dine [g]uders [v]old.
(vil g[å].)
Agnes
.Stands!
Brand
.Hvad vil du?
Faksimile
181
Agnes
.O, du ved det!
(rækker [k]appen mod ham.)
Brand
(nærmer sig og spørger uden at tage den):
Villigt?
Agnes
.Villigt!
Brand
.Ræk[] mig [k]appen.
Kvinden sidder end p[å]
[t]rappen.
(g[å]r.)
Agnes
.Røvet, røvet, – alting røvet, –
sidste [b]
[å]nd, som bandt til[]
[s]tøvet!
(st[å]r en Stund ubevægelig stille; lidt efter lidt g[å]r [u]dtrykket i hendes
[a]nsigt over til[] høj str[å]lende [g]læde. Brand kommer til[]bage; hun flyver ham
jublende imøde, kaster sig om hans [h]als og r[å]ber:)
Jeg er fri! Brand, jeg er fri!
Brand
.Agnes!
Agnes
.Mørket er forbi!
Alle [r]æd[]sler, som har tynget
lig en Mare p[å] mit [b]ryst,
ligger nu i [s]luget slynget!
Der er [s]ejr i [v]iljens [d]yst!
Af er alle [t]
[å]ger strøget,
bort er alle [s]kyer føget;
g[]ennem [n]atten, over [d]øden
ser jeg [s]kimt af [m]orgenrøden!
Faksimile
182
Kirkeg[å]rden, [k]irkeg[å]rden!
Ordet [å]bner ej for [t]
[å]ren.
Navnet river ej i [s]
[å]ret; –
[b]arnet er til[]
[h]imlen b[å]ret!
Brand
.Agnes! Ja, nu har du sejret!
Agnes
.Ja, til[]visse sejret nu, –
sejret over [g]rav og [g]ru!
O, se op[]ad, se ivejret!
Ser du Alf for [t]ronens [f]od,
lysglad som i [l]ivets [d]age,
strække [a]rmen os imod?
Om jeg ejed tus[e]nd [m]unde,
om jeg turde, om jeg kunde,
ikke en jeg dog op[]lod
for at kræve ham til[]bage.
O, hvor stor, hvor rig er Gud
til[] at finde [m]idler ud.
Barnets [o]ffer, [o]fferbrøden,
b[å]ret har min [s]jæl fra [d]øden;
han mig fødtes for at mistes;
frem til[]
[s]ejr jeg m[å]tte fristes! –
Tak[], at du min [h]
[å]nd har ledet;
du har trofast for mig stredet;
o, jeg s[å] din [h]jertekval.
Nu st[å]r du i [v]algets [d]al;
over dig nu [v]ægten faldt
af dets intet eller alt!
Faksimile
183
Brand
.Agnes, g[å]defuldt du taler; –
endt er alle [s]tridens [k]valer!
Agnes
.Glemmer du det [o]rd fra før:
den, som ser Jehova, dør!
Brand
(viger til[]bage).
Ve mig, hvilket [l]ys du tænder! –
Nej! og tus[e]nd [g]ange nej!
Jeg har k[]æmpestærke [h]ænder;
g[å] ifra mig skal du ej!
Lad kun alt p[å]
[j]orden glippe;
hver en [v]inding kan jeg slippe, –
o, men aldrig, aldrig dig!
Agnes
.Vælg; du st[å]r p[å]
[v]ejens [s]kille!
Sluk[] det [l]ys, som i mig brænder,
stæng for [j]uletankens [k]ilde;
giv mig mine [a]fgudsklude[;] –
[k]vinden sidder end derude[;] –
lad mig atter g[å] til[]bage,
til[] de himmelblinde [d]age,
sænk mig atter ned i [d]yndet,
hvor, til[] nu, jeg sløvt har syndet, –
alt du kan; det s[å]r dig frit;
jeg mod dig kun mægter lidt;
stæk[] min [v]inge, stæng for [s]jælen,
[d]øgnets [b]lylod[] hæng om [h]ælen,
bind mig, træk[] mig atter ned,
Faksimile
184
did, hvorfra du selv mig hæved, –
lad mig leve[,] som jeg leved,
da i [m]ørket jeg mig vred!
Hvis du dette vil og tør,
jeg din [h]ustru er som før; –
vælg; du st[å]r p[å]
[v]ejens [s]kille!
Brand
.Ve mig, ve mig, hvis jeg vilde!
O, men langt fra dette [s]ted,
langt fra alle [s]orgens [m]inder,
[l]iv og [l]ys som et du finder!
Agnes
.Glemmer du at her dig binder
[k]aldets [d]aab – og [o]ffrets med?
Glemmer du de tus[e]nd [s]jæle,
som dit [h]verv er her at hele, –
dem, Gud Herren bød dig føre
fremad, hjem, til[]
[f]relsens [k]ilde?
Vælg; du st[å]r p[å]
[v]ejens [s]kille!
Brand
.Jeg har intet [v]alg at g[]øre.
Agnes
(kaster sig om hans [h]als).
Tak[] for alt, – og Tak[] for dette!
Du har ledet tro den trætte!
Over mig er [t]ungheds [t]
[å]ge, –
du vil tro ved [l]ejet v[å]ge.
Brand
.Sov! Nu er dit [d]agværk endt.
Faksimile
185
Agnes
.Endt, og [n]attelyset tændt.
Sejren tog min [s]tyrkes [s]kat[];
jeg er mødig, jeg er mat[];
o, men Gud er let[] at love!
Brand, [g]odnat[]!
Brand
.Godnatt!
Agnes
.Godnat[]!
Tak[] for alt. Nu vil jeg sove.
(g[å]r.)
Brand
(knuger [h]ænderne mod [b]rystet).
Sjæl, vær trofast til[] det sidste!
Sejrens [s]ejr er alt at miste.
Tabets alt din [v]inding skabte; –
evigt ejes kun det tabte!
[]
Faksimile
FEMTE HANDLING.
(Halvandet [å]r senere. Den nye [k]irke st[å]r fuldfærdig og smykket til[]
[i]nd-
vielsen. Elven rinder tæt[] forbi. Det er tidlig t[å]get [m]orgen.)
vielsen. Elven rinder tæt[] forbi. Det er tidlig t[å]get [m]orgen.)
[]
Klokkeren er ifærd med at hænge [k]ranse op[] udenfor [k]irken; lidt efter
kommer Skolemesteren.[]
kommer Skolemesteren.[]
Skolemesteren
.Se, alt p[å]
[p]letten?
Klokkeren
.Det kan trænges.
Tag [h]
[å]nd i med; her [l]øv skal hænges
fra [s]tav til[]
[s]tav som [h]egn for [t]oget.
Skolemesteren
.Ved [p]resteg[å]rden rejses noget,
som slutter med en [å]bning rund –
Klokkeren
.Ja[-]visst, ja[-]visst!
Skolemesteren
.Hvad skal det være?
Klokkeren
.Et s[å]kaldt [s]kil[]t til[]
[p]restens [æ]re,
med [p]restens [n]avn p[å] gylden [g]rund.
Faksimile
187
Skolemesteren
.Jo, der blir [s]ta[]s idag i [s]ognet!
Helt langvejs fra de strømmer hid;
af [s]ejl er [f]jorden næsten hvid.
Klokkeren
.Ja, nu er [m]enigheden v[å]gnet;
i [p]restens salig [f]ormands Tid
der spurgtes aldrig [s]plid og[s]trid;
da sov man selv, da sov ens [n]æste; –
jeg ved ej[,] hvad der er det bedste.
Skolemesteren
.Liv, [k]lokker, [l]iv!
Klokkeren
.Men jeg og I
g[å]r urørt [l]ivelsen forbi;
hvad kan det komme af?
Skolemesteren
.Fordi
vi virked[,] til[] de andre sov;
og da de v[å]gned, sovned vi, –
thi da var ej for os [b]ehov.
Klokkeren
.Men dog I sagde[,]
[l]iv var bedst?
Skolemesteren
.Det samme siger [p]rovst og [p]rest;
jeg selv ej siger andet heller, –
men, vel at mærke, n[å]r det g[]ælder
den hele store [f]olkets [r]est.
Dog vi to har en anden [l]ov,
Faksimile
188
end den, som læses rundt i [l]ierne;
vi er [d]istriktets [e]mbedsmænd;
se, vi skal holde stramt ig[]en,
skal sk[]øtte [k]irketugt og [v]idenskaber,
og ej befatte os med [l]idenskaber, –
kort sagt, st[å] udenfor [p]artierne.
Klokkeren
.Men [p]resten selv st[å]r midt i [s]agen.
Skolemesteren
.Det er just det, han ikke burde.
Jeg ved, hans [f]oresattes [k]reds
er med hans G[]erning util[]freds,
og dersom de for [f]olket turde,
de havde længst alt vendt ham [b]agen.
Men han er fin; han lugter [l]unten;
han ved nok[,] hvad som binder [b]undten.
Han bygger [k]irken. Alle smøres
med [b]lindhed her, naar noget g[]øres.
Hvad der blir gjort, det rager ingen;
at der blir gjort, – se, det er [t]ingen; –
vi allesammen, [f]lok og [f]ørere,
kan kaldes for en [s]lægt af [g]
[]ørere.
Klokkeren
.I har jo været [s]torthingsmand,
saa I maa k[]ende [f]olk og [l]and;
men en, som rejste g[]ennem [s]ognet
kort efter at man her var v[å]gnet,
har sagt, at fordum var vi [s]overe,
s[å] vaktes vi – og blev til[]
[l]overe.
Faksimile
189
Skolemesteren
.Ja, lovende er dette [f]olk, –
et [f]olk, som lover s[å]re meget, –
et [f]olk, som er i kort Tid steget,
s[å]
[h]vermand snart er [l]øftets [t]olk.
Klokkeren
.P[å] et jeg tidt har spekuleret;
hør, sig mig, I, som har studeret, –
hvad er et s[å]kaldt [f]olkeløfte?
Skolemesteren
.Et [f]olkeløfte, k[]ære [k]lokker?
Det blev vidtløftigt her at drøfte;
men det er noget, alle flokker
sig om i [k]raft af en [i]dé;
det noget stort er, som skal ske –
i [f]olkets
[f]remtid notabene.
Klokkeren
.S[å]
[t]ak[]; nu sk[]ønner jeg det ene;
men der er en
[t]ing til[], jeg m[å]
i [h]astighed f[å]
[r]ede p[å].
Skolemesteren
.Tal frit.
Klokkeren
.Sig mig, hvad [å]rstal kommer
den [t]id, som kaldes [f]remtid?
Skolemesteren
.Ej!
Den kommer aldrig!
Klokkeren
.Aldrig?
Faksimile
190
Skolemesteren
.Nej,
det er naturligt i sin [o]rden;
thi n[å]r den kommer, er den vorden
til[]
[n]utid, – er ej [f]remtid mer.
Klokkeren
.Ja, det er rigtigt, som jeg ser;
om den [t]ing kan ej [o]rdstrid voldes.
Men n[å]r skal s[å] et [l]øfte holdes?
Skolemesteren
.Nu har jeg jo fornylig sagt,
et [l]øfte er en [f]remtidspagt;
i [f]remtid skal det holdes.
Klokkeren
.Ja, –
men sig, n[å]r kommer [f]remtid da?
Skolemesteren
(sagte).Det er en [k]lokker!
(højt.)
K[]ære [v]en,
skal nu jeg rippe op[] ig[]en
at [f]remtid kan umuligt komme;
thi n[å]r den kommer, er den omme.
Klokkeren
.Tak[]!
Skolemesteren
.Bag om alle [t]ings [b]egreb
der noget st[å]r, som ligner [k]neb,
Faksimile
191
men som er ganske ligefrem, –
at sige da for alle dem,
der tælle kan til[] mer end fem.
At love er til[]sidst at lyve,
sk[]ønt [l]overen er lige ærlig;
al [h]olden kaldtes før besværlig,
men den kan kaldes rent umulig,
hvis i [l]ogiken man er duelig. –
N[å], lad s[å]
[l]øftefuglen flyve.
Hør, sig mig –?
Klokkeren
.Hys!
Skolemesteren
.Hvad er det?
Klokkeren
.Stille!
Skolemesteren
.Min Tro, jeg hører nogen spille
p[å]
[o]rgelværket.
Klokkeren
.Det er ham.
Skolemesteren
.Hvad? Presten?
Klokkeren
.Netop[].
Skolemesteren
.F[å] mig [s]kam, –
s[å] har han været tidligt ude!
Faksimile
192
Klokkeren
.Knap[]t tror jeg han i denne [n]at[]
har krammet [p]restesengens [p]ude.
Skolemesteren
.Hvad!
Klokkeren
.Det er aldrig rigtig fat[].
Han gnages af en lønlig [t]and
alt siden han blev [e]nkemand;
han g[]emmer [s]orgen, det er visst;
men ud den bryder her og hist;
det er som om hans [h]jerte var
et overfyldt og utæt[]
[k]ar; –
s[å] spiller han. Hør, hver en [t]one
er som han græd for [b]arn og [k]one.
Skolemesteren
.Det er[,] som om de taltes ved –
Klokkeren
.Som en der trøsted, en der led –
Skolemesteren
.Hm, – den, som turde blive rørt!
Klokkeren
.Ja, den, som ej var [e]mbedsmand!
Skolemesteren
.Ja, den, som ej var klemt og snørt
af alslags [h]ensyn til[] sin [s]tand!
Klokkeren
.Ja, den, som turde give [p]okker
og [f]anden b[å]de [p]en og [b]og!
Faksimile
193
Skolemesteren
.Og den, som slap[] at være klog;
og den, som turde føle, [k]lokker!
Klokkeren
.Ven, ingen ser os, – lad os føle!
Skolemesteren
.Det var usømmeligt at søle
sig ned i [m]enneskenes [s]fære.
En [m]and skal, efter [p]restens [l]ære,
p[å] engang ikke to [t]ing være;
selv den, som vil, ej være kan
et [m]enneske og [e]mbedsmand;
man være bør – i alt som noget –
en [e]fterligning af vor [f]oged.
Klokkeren
.Hvi just som han?
Skolemesteren
.I mindes vel
den store [b]rand i [f]oged[å]rden,
da ud [a]rkivets [s]kat[] blev b[å]ren
og reddet?
Klokkeren
.Ja, det var en [k]veld –
Skolemesteren
.En [u]vejrskveld, og [f]ogden stræved;
det var[,] som om han tifold leved; –
men [f]anden stod og lo i [s]tuen;
og flu[ks] hun s[å] ham, hylte [f]ruen:
o, frels din [s]jæl, min k[]ære [v]en, –
Henrik Ibsen: Brand.
13
Faksimile
194
den onde st[å]r dig efter [l]ivet!
Da r[å]bte [f]ogden g[]ennem [l]uen:
min [s]jæl? Til[]
[h]elvede med den, –
hjælp blot at bære bort [a]rkivet!
Se, han er [f]oged ud og ind,
med [h]ud og [h]
[å]r, i [s]ind og [s]kind,
og derfor ved jeg visst han vinder
didhen, hvor han sin [l]ivsløn finder.
Klokkeren
.Og hvor er det?
Skolemesteren
.Naturligvis
i gode [f]ogders Paradis.
Klokkeren
.Min lærde [v]en!
Skolemesteren
.Hvad godt?
Klokkeren
.Jeg tror
jeg bagom hvert af jeres [o]rd
formærker [t]egn p[å]
[t]idens [g]
[]æring;
thi [g]
[]æring er her, det er visst;
den k[]endes g[]ennem alles [b]rist
p[å]
[a]gt for gammel hævdet [s]ed.
Skolemesteren
.Det muggne m[å] i [m]uldet ned;
det r[å]dne er det færskes [n]æring; –
her hules [s]lægtens [b]ryst af [t]æring,
Faksimile
195
og kan ej [o]ndet hostes op[], –
s[å] ned i [k]isten med dens [k]rop[].
Ja, [g]
[]æring er her, det er sikkert,
det observeres uden [k]ikkert.
Hin [d]ag, den gamle [k]irke faldt,
det var[,] som tog den med sig alt,
hvori vort [l]iv til[] samme [s]tund
slog [r]od og [t]revl og fandt sin [g]rund.
Klokkeren
.Der kom en [s]til[]hed over [m]ængden.
De havde r[å]bt: riv ned, riv ned!
Men [s]kriget holdt ej ud i [l]ængden,
og mangen blev om [ø]ret hed
og skotted sky og stod betænkelig,
da [b]yg[]dens gamle [g]udehus
for [a]lvor skulde ned i [g]rus, –
og mange fandt, den var ukrænkelig.
Skolemesteren
.Men [m]ængden mente, tus[e]nd [b]
[å]nd
dem knytted til[] det gamles [å]nd,
s[å]længe ej det nye [s]lot
var viet ind solid og godt;
og derfor, under [a]ngst og [s]pænding,
de agtede p[å]
[t]ingens [v]ending[,]
og blinked mod den store [d]ag,
da stryges skal det slidte [f]lag,
da friske [f]arver frit skal flomme; –
dog, alt som [s]piret op[]ad steg,
blev [f]lokken mere taus og bleg, –
og nu, – ja, nu er [t]iden omme.
13*
Faksimile
196
Klokkeren
(peger ud til[] [s]iden).
Se [m]yldret! B[å]de stor og liden
er stimlet hid.
Skolemesteren
.I tus[e]ndvis. –
Hvor stil[]t det er!
Klokkeren
.Og dog det dønner,
som [h]avet dønner før en [b]ris.
Skolemesteren
.Det [f]olkehjertet er[,] som stønner; –
det er[,] som om der gik den [v]iden
ig[]ennem dem, at stor er [t]iden;
det er[,] som om de stævntes ud
til[]
[t]hing og skulde bytte Gud.
Hør, hvor er [p]resten? Jeg er klemt; –
jeg skulde ønske jeg var g[]emt!
Klokkeren
.Jeg med, jeg med!
Skolemesteren
.I slig en [s]tund
en lodder ej sin egen [b]und;
hvert [d]yb et dybere har under;
en vil, en viger og en stunder!
Klokkeren
.Ven!
Skolemesteren
.Ven ig[]en!
Faksimile
197
Klokkeren
.Hm!
Skolemesteren
.Tal! – I nøler?
Klokkeren
.Jeg tror bogstavelig vi føler!
Skolemesteren
.Hvad! Ikke jeg!
Klokkeren
.
Jeg ikke heller!
Et
[v]idnesbyrd ej nogen fælder!
Skolemesteren
.Vi to er [m]ænd, ej dumme [j]enter.
Godmorgen! Skolens [u]ngdom venter.
(g[å]r.)
Klokkeren
.Nys s[å] jeg [s]yner som et [f]jog;
nu er jeg atter k[]ølig, klog[,]
og lukket som en [s]pændebog.
Til[]
[a]rbejd hist; – her er det ude,
og [l]ediggang er [f]andens [p]ude.
(g[å]r til[] den anden [s]ide.)
(Orgelet, som under det foreg[å]ende har lydt dæmpet, bruser p[å] engang stærk
og ender med en sk[]ærende [m]islyd. Lidt efter kommer Brand ud.)
og ender med en sk[]ærende [m]islyd. Lidt efter kommer Brand ud.)
Brand
.Nej! jeg kan ej [t]onen tvinge,
s[å] den høres fuldt at klinge.
Orgelsangen blir til[]
[s]krig;
Faksimile
198
[l]oftets [b]uer, [h]vælv og [v]ægge,
tykkes knugende sig lægge,
tykkes trangt og træh[å]rdt møde,
lukke rundt om [s]angen, lig
[k]istel[å]get om den døde!
Jeg har prøvet, jeg har fristet;
[o]rglet har sit [m]æle mistet.
Røsten hæved jeg til[]
[b]øn;
men den drev til[]bage, brusten,
som en [k]lokkes, sprukken, rusten,
i et dumpt, hulbr[y]stet [s]tøn.
Det var som Gud Herren stod
øverst tronende i [k]oret,
slog med [h]
[å]nden vredt imod,
visende ifra sig [o]rdet! –
Herrens [h]us skal bygges stort;
s[å] det var jeg trøstig loved;
rydde, jævne, feje bort,
rive ned jeg glat[] nok[] voved; –
nu st[å]r [v]ærket færdiggjort.
Alle korser sig i [k]or,
skriger: nej, hvor stor, hvor stor! –
Er det dem, som bedre ved det, –
eller mig, som ej kan se det?
Er den stor? Er dette [h]us
fuldt og helt, hvad jeg har villet?
Er i den hin [a]nings [b]rus,
som har født den af sig, stillet?
Ligner den det [t]empelbilled,
Faksimile
199
som jeg skimted stort i [å]nden,
hvælvet over [v]erdens[-]v[å]nden? –
Hm, hvis Agnes havde levet,
var det anderledes blevet;
stort i sm[å]t hun kunde se,
lyse fra mig [t]vivlens [v]e,
favne [j]ord og [h]immel sammen,
lig et [l]øvtag over [s]tammen.
(bemærker [a]nstalterne til[]
[f]esten.)
Grønne [k]ranse, [f]lag p[å]
[s]tang;
[s]kolen øver ind sin [s]ang;
[p]resteg[å]rden snart er fuld;
alle [f]olk vil hilse p[å] mig; –
de har rejst mit [n]avn i [g]uld!
Gud, giv [l]ys, – hvis ej, s[å] sl[å] mig
tus[e]nd [a]len under [m]uld! –
Om en [t]ime [å]bnes [f]esten;
alles [t]anker g[]ælder [p]resten;
[p]resten er i alles [m]unde!
Deres [t]anker kan jeg k[]ende,
deres [o]rd jeg føler brænde;
[l]ov og [p]ris g[å]r trolddomsb[å]ret
som en [i]sstrøm g[]ennem [h]
[å]ret!
Den som kunde, den som kunde
kaste [g]lemsel om sig, skjule
[h]odet i et [v]ilddyrs [h]ule!
Fogden
(kommer i fuld [u]niform og hilser str[å]lende fornøjet).
Nu har vi da den store [d]ag,
[s]abbaten efter [u]gens sex;
Faksimile
200
nu firer vi vort [s]ejl til[]dæk[]s,
og hejser højt vort [s]øndagsflag,
og g[å]r for [s]trømmen lunt og sm[å]t,
og ser at alt er s[å]re godt!
Til[]
[l]ykke, ædle store [m]and,
hvis [r]y snart bæres vidt om [l]and!
Til[]
[l]ykke; jeg er ganske rørt,
og dog uhyre glad tillige!
Men De –?
Brand
.Jeg er som strubesnørt.
Fogden
.Ej, den [f]ornemmelse m[å] vige.
Nu m[å] De præke[,] s[å] det dundrer; –
m[å]l [h]jorden [s]k[]æppen fuld til[]rands.
Der er jo slig en [r]esonan[]s,
at alle, jeg har talt med, undrer
sig højlig –
Brand
.S[å]?
Fogden
.Ja selve [p]rovsten
har undret sig og højlig rost den.
Og hvilken ædel [s]til i [v]ærket!
Og hvilken[m]ægtighed der bor
i [f]ormerne –
Brand
.Det har De mærket?
Fogden
.Hvad mærket?
Faksimile
201
Brand
.At den tykkes stor?
Fogden
.Ej blot den tykkes, – nej, den er,
i [f]rastand set s[å]vel som nær.
Brand
.Den er det? Virkelig? De tror –?
Fogden
.Ja [d]ød og [p]lage er den stor, –
for stor for [f]olk s[å] langt mod [n]ord.
I andre [l]ande ved jeg nok
man bruger større [m]
[å]lestok[];
men her hos os, som knebent bor
p[å]
[b]rak[]mark og p[å] golde [h]auser,
p[å]
[s]trimlen mellem [f]jeld og [f]jord, –
her er den stor, s[å] det forbauser!
Brand
.Ja, s[å]
det er, og vi har byttet
en gammel [l]øgn kun for en ny.
Fogden
.Hvad nu?
Brand
.Vi [f]olkets [h]ug har flyttet
fra [m]indesmærkets mug[]ne [l]y
til[]
[n]utids[-]spiret under [s]ky.
Før skr[å]lte [k]oret: hvor ærværdig!
Nu brøler [k]oret: se hvor stor, –
dens [m]age findes ej p[å]
[j]ord!
Faksimile
202
Fogden
.Min k[]ære [v]en, jeg m[å] ihærdig
betegne hver som lovlig grov,
der til[] en større har [b]ehov.
Brand
.Men hver skal eje klart den [v]iden,
at [k]irken, som den st[å]r, er liden;
at dølge dette, var at lyve.
Fogden
.Nej, hør, – lad slige [g]riller flyve!
Hvad skal det til[], at kalde styg[]t,
hvad selv en har med [m]øje byg[]t?
Folk er s[å] inderlig tillfredse;
de tykkes alt er g[]ildt og rigt,
at aldrig før de øjned sligt; –
o, lad dem tænke s[å] for stedse!
Hvi skal vi pirke ved de [s]takler[,]
og pine dem med tændte [f]ak[]ler,
hvis [l]ysning ingen sk[]øtter om?
Alt kommer an p[å]
[t]roens [d]om.
Det g[]ør ej til[], ej fra, en [s]nus,
om [k]irken er et [h]undehus,
n[å]r [f]olk kun uforstyrret tror,
at den er overmaade stor.
Brand
.I alle [f]orhold samme [l]ære!
Fogden
.Idag er her desuden [f]est;
hver [s]jæl er p[å] en [v]is vor [g]
[]æst;
det vilde util[]børligt være,
Faksimile
203
om ej vi stelled alt som bedst.
Og mest for Deres egen [s]kyld
det var urimeligt at røre
ved [l]idenhedens [s]andhedsbyld.
Brand
.Hvorledes det?
Fogden
.Nu skal De høre.
Først har vor [f]ormandskab besluttet
at sk[]ænke Dem en [s]ølvpokal,
hvis [i]ndskrift vilde blive gal,
om [k]irkens [s]torhed af blev pruttet;
og [s]angen, som er skreven til[], –
og [t]alen, som jeg holde vil,
blev ogs[å] begge lige gale,
hvis [v]ærkets [s]torhed skulde dale.
De alts[å] ser, De m[å] Dem give
og holde begge [ø]rer stive.
Brand
.Jeg ser, hvad tidt mig skar i [ø]jne, –
en [l]øgnerfest til[]
[p]ris for [l]øgne.
Fogden
.Men Gud[]bevares, k[]ære [v]en; –
s[å] stærke [o]rd; hvor vil De hen!
Dog, for at f[å] den [s]magssag endt,
s[å] hør mit andet [a]rgument; –
som hint var Sølv er dette Guld;
thi vid, som [k]
[]ælebarn De sidder
i [n]
[å]dens [y]ndest, [a]gt og [h]uld;
kort sagt, – De udnævnt er til[]
[r]idder!
Faksimile
204
Idag De skal, som [o]rdensmand,
g[å] stolt med [k]orset midt p[å]
[b]rystet.
Brand
.Jeg alt af tyngre [k]ors er krystet;
tag det ifra mig, hvo som kan.
Fogden
.Hvad nu? De blir ej mærkbart rystet
af [r]ørelse ved slig en [n]
[å]de?
De er i et og alt en [g]
[å]de!
Men tænk Dem dog for [g]uds [s]kyld om –
Brand
(stamper).Den hele [s]nak[] er spildt og tom; –
jeg fra Dem g[å]r[,] s[å] klog jeg kom;
De har ej fattet mindste [s]por
af hvad der l[å] bag mine [o]rd.
Jeg har ej ment den [s]torhed, som
i [f]od og [t]ommer ud kan m[å]les,
men den, som dulgt til[]bagestr[å]les,
som isner og som ildner [s]jælen,
som vinker ind til[]
[d]røm og [d]vælen,
som løfter lig en [s]tjernenat[],
som, som – g[å] fra mig! Jeg er mat[]; –
bevis, forklar, tal til[] de andre –
(g[å]r op[]over mod [k]irken.)
Fogden
(for sig selv).
Hvo kan i sligt et [v]irvar vandre
og finde [r]ede? Storhed sat[]
i noget, som til[]bagestr[å]les,
som ikke tommevis kan maales?
Faksimile
205
Og [s]tjernenat[]? S[å] faldt jo [o]rdet? –
Har [p]resten prøvet [f]rokostbordet? –
(g[å]r.)
Brand
(kommer ned over [p]ladsen).
S[å] ensom p[å] de vilde [v]idder
jeg aldrig gik, som her jeg g[å]r;
hvert [s]pørgsm[å]l g[]enlydsfattigt sl[å]r
til[]bage de med [k]væk[] og [k]vidder.
(ser ud, hvor Fogden gik.)
Ham gad jeg knuse med min [h]æl!
Hver [g]ang jeg prøver p[å] at højne
hans Syn udover [k]neb og [l]øgne,
han spytter ud sin r[å]dne [s]jæl,
uvorent, midt for mine [ø]jne! –
O, Agnes, hvi var du for vek?
Mig trætter denne tomme [l]eg,
hvor ingen vinder, ingen viger –.
Ja, h[å]bløs er en ensom [k]riger!
Provsten
(kommer).O, mine [b]ørn! O, mine [f]
[å]r –!
Nej, om Forladelse, – jeg mener
min [e]mbedsbroder! Festens [s]cener, –
[p]rediknen mig til[]
[h]odet sl[å]r;
jeg indstuderte den ig[å]r,
men færsk den end i [h]alsen st[å]r.
Dog, nok om den
[t]ing. – Tag min [t]ak[];
De, som s[å] mandigt [i]sen brak[],
som stolpred g[]ennem [s]kr[å]l og [s]nak[],
som rev[,] hvad der var faldefærdigt,
og bygged stort og nyt og værdigt!
Faksimile
206
Brand
.Langt frem endnu.
Provsten
.Hvad, k[]ære [v]en?
St[å]r mer end [v]ielsen ig[]en?
Brand
.I nybyg[]t [h]us m[å] flytte ind
en g[]enfødt [å]nd, et tvættet [s]ind.
Provsten
.Sligt kommer ganske af sig selv.
S[å] stort og pent panelet [h]vælv,
s[å] lyst et [r]um vil trække med sig[,]
at [f]olket tvættet lader se sig.
Og denne sk[]ønne [r]esonan[]s,
som af hvert [p]restens [o]rd g[]ør to,
m[å] øge [m]enighedens [t]ro
med hundrede [p]rocent til[]mands.
Det er i [s]andhed [r]esultater,
som ikke selv de store [s]tater
skal kunne vise bedre frem. –
Alt dette skyldes ene Dem;
tag derfor af en [e]mbedsbroder
en dybtfølt [t]ak[], som jeg formoder
ved [m]iddagsbordet følges efter,
p[å] denne Deres [h]ædersdag,
af mangt bevinget [f]oredrag
ifra [p]rovstiets yngre [k]ræfter. –
Men, k[]ære Brand, De er saa bleg –?
Brand
.Alt længe [m]agt og [m]od mig sveg.
Faksimile
207
Provsten
.Begribeligt; – s[å] mangt at sk[]øtte,
og alting uden [h]jælp og [s]tøtte.
Men nu er jo det værste over,
og alt en herlig [d]ag os lover.
Kun ej forknytt; det glider nok!
P[å] flere [t]us[e]nder en [f]lok
fra fjerne [p]resteg[]æld er samlet; –
g[å] i Dem selv, og sig – hvem hamled
med Dem i [t]alegaver op[]?
Se, Deres [e]mbedsbrødres [t]rop[]
Dem møder nu med [å]bne [a]rme,
og alle [m]enighedens [b]arme
for Dem er fyldt med [t]ak[] og [v]arme!
Og [v]ærket, som s[å] godt er lykket!
Og alt, som er s[å] prægtigt smykket!
Og [d]agens [t]ext, – hvor høj, hvor stor!
Og s[å] det mageløse [b]ord!
Jeg var just indom [p]resteg[å]rden,
hvor netop[]
[k]alven op[] blev sk[å]ren.
I [s]andhed, De, et dejligt [d]yr!
Jeg lover, det har voldt [b]estyr
at f[å] sligt lækkert [s]tykke fundet
i denne vanskelige [t]id,
da [k]
[]ødet staar i ni [m]ark [p]undet.
Men lad den fare indtil[] vidre.
Et andet [æ]rind drev mig hid.
Brand
.Tal kun; sk[]ær op[], stik[], riv og slid!
Faksimile
208
Provsten
.Min [f]remgangsm[å]de
[v]en, er blidre.
Dog kort; thi knap[] er begges [t]id.
Der er et enkelt lidet [p]unkt,
som De fra denne [d]ag bør rette,
og det vil visst ej falde tungt.
Ja, jeg formoder De kan g[]ætte
s[å] halvt om halvt[,] hvorhen jeg sigter?
Det g[]ælder Deres [e]mbedspligter.
De hidindtil[] har stundom lagt
p[å] Skik[] og [b]rug forliden [m]agt;
og [s]kik[] og [b]rug er dog det første,
om ikke egentlig det største.
N[å], Herregud, jeg vil ej sk[]ænde;
man er jo ung og man er ny;
man kommer fra den store By
og kan ej [l]andsens [f]orhold k[]ende.
Men nu, min [v]en, nu er det vigtigt
at fatte [s]agen mere rigtigt.
De hidtil[] har formeget plejet
hver enkelts særlige [b]ehov;
den Fejl er, mellem os sagt, grov.
Lad dem i massevis bli vejet;
k[]æm alle med den samme [k]am;
tro mig, De f[å]r ej deraf [s]kam.
Brand
.Forklar Dem bedre!
Provsten
.Ser De vel, –
De har nu byg[]t til[]
[s]ognets [h]eld
Faksimile
209
en [k]irke. Den er [k]lædebon
for [f]redens og for [l]ovens [å]nd;
thi [s]taten ser i [r]eligionen
den [m]agt, som bedst forædler [t]onen, –
det [v]ærn, hvori dens [t]ryg[]hed bor, –
kort sagt, [m]oralens [r]ettesnor.
Se, [s]tatens [f]orr[å]d er kun tyndt;
den vil [v]aluta for sin [m]ynt.
God [k]risten, siges der, god [b]orger.
Tror De[,] den øser [p]enge ud
til[]
[g]avn for [g]odtfolk og for Gud,
og for sig selv at skaffe [s]orger?
Nej, [s]taten, [f]aer, er ikke gal;
og [h]vermands [t]il[]stand snart blev skral,
hvis ikke [s]taten[,] strængt og nøje[,]
kun havde dette [l]iv for [ø]je.
Men dette [s]tatens [f]ormaal, [v]en,
kun n[å]es ved dens [e]mbedsmænd,
og det vil sige her, dens [p]rester –
Brand
.Hvert [o]rd er [v]isdom! Tal!
Provsten
.Der rester
kun ganske lidt. Nu har De sk[]ænket
til[]
[s]tatens [n]ytte denne [k]irke,
og følgelig m[å] Deres [v]irke
til[]
[s]tatens [o]p[]hjælp være lænket.
I denne [å]nd jeg ser den [f]est,
som fejres skal i næste [t]ime,
i denne [å]nd skal [k]lokken kime,
Henrik Ibsen: Brand.
14
Faksimile
210
i den blir [g]avebrevet læst.
Med [g]aven følger da et [l]øfte,
hvis [k]
[]ærne De bør nøje drøfte –
Brand
.Ved Gud, s[å] var det aldrig ment!
Provsten
.Ja nu, min [v]en, det er for sent –
Brand
.For sent? For sent! Det skal vi se!
Provsten
.Vær sindig! Jeg m[å] næsten le!
Hvad er da her at hyle over?
Det er jo intet ondt[,] De lover!
Hver [s]jæl kan sk[]øttes lige godt,
om [s]taten tjenes med det samme;
to [h]errers [t]arv De nemt kan ramme,
hvis De Dem ter fornuftigt blot,
De er ej [p]rest, for Peer og P[å]l
at fri fra [s]yndestraffens [b]
[å]l,
men for at hele [p]resteg[]ældet
kan nyde godt af [n]
[å]devældet;
dog, frelses [s]ognet, er det klart,
hver enkelt f[å]r sin [f]relsens [p]art.
Se, [s]taten er, hvad knap[]t De aner,
nøjagtigt halv
[r]epublikaner;
den hader [f]rihed som en [s]ot,
men ynder [l]ighed s[å]re godt;
dog [l]ighed vindes aldrig, før
hver [u]jævnhed er nivelleret, –
Faksimile
211
og det er det, De ikke g[]ør!
De tvertimod har stærkt formeret
den [u]jævnhed i [s]yn p[å]
[s]agen,
som aldrig forhen kom for [d]agen.
Før var enhver et [k]irkens [l]ed,
nu er han en [p]ersonlighed;
og det er [s]taten ikke tjent med;
og derfor g[å]r det og s[å] sent med
at sammenskrabe [l]igheds[-]skatten
samt alle andre [s]amfunds[-]goder;
thi [k]irken er ej længer [h]atten,
som skulde passe alle [h]oder.
Brand
.O, hvilket [l]angsyn [å]bnes nu!
Provsten
.Kun ej forknyt[]; det intet b[å]der;
sk[]ønt ej det nægtes kan, her r[å]der
et [v]irvar, s[å] det er en [g]ru.
Men er der [l]iv, s[å] er der [h]aab;
og g[]ennem [k]irke[-]gavens [d]
[å]b
De øged Deres [p]ligt[:] at virke
for [s]tatens [h]ensigt med sin [k]irke.
I alting m[å] en [r]egel til[],
hvis ej de spredte [k]ræfters [s]pil
skal, som en k[å]d utæmmet [f]ole,
forstyrre b[å]de [g]rind og [h]egn
og [v]edtægts tus[e]nd [g]rænsetegn.
I alle [o]rdnens [f]orhold røbes
en
[l]ov, sk[]ønt den forsk[]elligt døbes.
14*
Faksimile
212
I [k]unsten kaldes den for [s]kole,
og i vor [k]rigerstand, s[å] vidt
jeg mindes kan, at holde [t]ritt.
Ja, det er [o]rdet, k[]ære [v]en!
Did er det[,]
[s]taten stævner hen!
Den finder, [s]pringmarsch g[å]r for vidt;
p[å]a [s]tedet [m]arsch er den for lidt; –
for [h]vermand lige lange [s]kridt,
for [h]vermand samme [t]akt i [f]oden, –
se, det er [m]
[å]let for [m]ethoden!
Brand
.For [ø]rnen [r]endesten; – for [g]
[å]sen
[s]kykløftens [s]vimmel over [å]sen!
Provsten
.Vi, Gud ske [l]ov, er ikke [d]yr; –
dog, skal vi bruge [d]igt og [f]abel,
det bedst er[,] vi til[]
[s]kriften tyr.
Den har [b]elægg for alt; den kryr
fra Genesis til[]
[å]benbaringen
af alskens vækkende [p]arabel.
Jeg vil nu bare minde om
hint projekterte [t]
[å]rn i Babel!
Sig selv, hvor langt de [g]odtfolk kom?
Og hvorfor? Let[]vindt er [f]orklaringen;
de holdt ej sammen i [g]eleder,
de talte hver sit eget [s]prog,
de trak[] ej samlet under [å]g, –
kort sagt, de blev [p]ersonligheder.
Det er den halve [d]obbelt[-]k[]ærne,
Faksimile
213
som g[]emmes under [f]ablens [s]kal, –
at ensom ingen kan sig værne,
at sondret st[å]r enhver for [f]ald.
Den, Gud vil sl[å] i [l]ivets [s]trid,
ham g[]ør han først til[]
[i]ndivid.
Hos Romerne var [s]at[]sens [r]amme
at [g]uderne tog hans [f]orstand; –
men gal og ensom er det samme,
og derfor m[å] hver ensom [m]and
til[]
[s]lut[] sig samme [s]k[]æbne vente,
som den[,] der traf[], da David sendte
p[å]
[f]orpost [o]berst Urian.
Brand
.Vel muligt, ja; men hvad s[å] mer?
I [d]ød jeg [u]ndergang ej ser.
Og tror De da s[å] fuldt og visst[,]
at hine [b]yg[]værksmænd til[]sidst,
med samme [s]prog og samme [s]ind,
var lykkedes at bygge ind
i [h]imlen Babels[-]t[å]rnets [t]ind?
Provsten
.I [h]imlen? Nej, det er just [t]ingen,
at helt til[]
[h]imlen rækker ingen.
Det er den anden halve [k]
[]ærne,
som g[]emmes under [f]ablens [s]kal,
at hvert et [b]yg[]værk st[å]r for [f]ald,
som toppes vil ved [h]imlens [s]tjerne.
Brand
.Til[] Himlen rak[] dog Jakobs[-]stigen;
til[]
[h]imlen rækker [s]jælens [h]igen.
Faksimile
214
Provsten
.P[å]
den Manér! Ja, Gud[]bevares!
Derom al vidre [s]nak[] kan spares.
Naturligvis er [h]imlen [l]øn
for velført [l]evnet, [t]ro og [b]øn.
Men [l]iv er et og [t]ro et andet;
det skader begge, blir de blandet; –
sex [d]age skal ens [g]
[]erning g[]øres,
den syvende skal [h]jertet røres;
stod [k]irken [å]ben hele [u]gen,
var det forbi med [s]øndagsbrugen.
De svækker [o]rdets [l]ut[]ringsduft,
hvis ej det spares med [f]ornuft;
thi [r]eligion, s[å] vel som [k]unst,
m[å] ikke flyde ud i [d]unst.
De tryg[]t kan [i]dealet se
fra [p]rækestolens hellige [l]æ, –
men lægg det af med [p]restekjolen[,]
s[å] fort De kommer ud i [s]olen.
Som sagt, der er en [l]ov i alt,
en [l]ov, der kræver streng [b]egrænsning,
og det er til[] fornøden [r]ensning
af dette [p]unkt at jeg har talt.
Brand
.Et er mig klart, for mig ej passer
de [s]tatens tus[e]nd [s]
[]ælekasser.
Provsten
.Jo, [v]en, De vil just prægtigt fylde, –
men p[å] en meget højere [h]ylde; –
De m[å] til[]vejrs –
Faksimile
215
Brand
.Det n[å]es ej ved
at søle mig i [d]yndet ned.
Provsten
.Hvo sig fornedrer, skal op[]højes;
skal [k]rogen gribe, m[å] den bøjes.
Brand
.Skal [m]anden bruges, maa han dødes!
Provsten
.Gud fri os vel[;] hvor kan De tro,
at jeg har sligt isinde?
Brand
.Jo!
S[å] skal det være! Først forblødes!
Man passer kun som [b]enrad stiv
for eders gustne [b]legsot[-]liv!
Provsten
.Jeg vil, ved Gud, ej [å]relade
en [k]at[] engang, langt mindre Dem;
men jeg har tænkt, det ej kan skade
at lukke [d]øren lidt p[å]
[k]lem
til[]
[v]ejen, hvor jeg selv gik frem.
Brand
.Og sk[]ønner De, hvad De har krævet?
At jeg p[å]
[s]tatens [h]anegal
fornægte skal det Ideal,
hvorfor til[] denne [d]ag jeg leved!
Provsten
.Fornægte, [v]en? Hvem kræver sligt?
Jeg har kun pegt p[å] Deres [p]ligt;
Faksimile
216
jeg vil at De skal i Dem sluge,
hvad Deres [s]amfund ej kan bruge.
Behold det hele, hvis De vil, –
men luk[] det blot hermetisk til[];
flyv, sværm, i Herrens [n]avn, indvendigt,
men ikke [å]benlyst for [m]ængden;
tro mig, det straffer sig i [l]ængden
at te sig envist og ubændigt.
Brand
.Ja, [s]kræk[] for Straf og [h]
[å]b om [v]inding
er Kains[-]mærket p[å] din [t]inding;
det skriger at du, verdensklog,
dit [h]jertes rene Abel slog!
Provsten
(sagte).Nu siger han min[]sandten «du»; –
det g[å]r for vidt!
(højt.)
Jeg vil ej nu
forlænge denne [s]trid, men m[å]
dog atter bede Dem forst[å],
at vil De frem, s[å] bør De vide[,]
hvad [l]and De lever i, hvad [t]id;
thi ingen fanger [s]ejr i [s]trid,
har han ej [t]iden p[å] sin [s]ide.
Se blot til[]
[k]unstnerne, se [d]igterne!
Tør de foragte [s]amtidspligterne?
Se vore [k]rigere! En [s]abel
med sleben [e]gg er her en [f]abel!
Hvorfor? Fordi der er en [l]ov,
som byder, agt dit [l]ands [b]ehov.
Faksimile
217
Sin [s]ærlighed m[å]
[h]vermand tæmme,
ej højne sig og ej g[å] fremme,
men jævnt sig midt i [m]assen g[]emme.
Human er [t]iden, siger [f]ogden;
og dersom blot humant De tog den,
De kunde vorde noget stort.
Men af m[å] alle [k]anter slibes,
og af m[å] alle [k]viste knibes;
glat[] m[å] De være, lig de andre,
og aldrig nogen [s]ærvej vandre,
skal [v]ærket varigt vorde gjort.
Brand
.Væk, væk herfra!
Provsten
.Ja, ganske visst;
en [m]and, som De er, m[å] til[]sidst
ind i en bedre [v]irkekreds;
men skal De finde Dem til[]freds
i store [f]orhold, som i sm[å],
m[å]
[t]ids[-]munduren trækkes p[å].
Af [k]orporal med [h]
[å]nd om [s]tokken
m[å]
[t]akten bankes ind i [f]lokken;
thi [t]idens [f]ører-[i]deal
er hertillands en [k]orporal.
Som [k]orporalen fører sine
i [k]irken ind afdelingsvis,
s[å] skal og [p]resten føre sine
i sognevis til[]
[p]aradis.
Alt er s[å] let[]; til[]
[g]rund for [t]ro
De har [a]uktoriteten jo;
Faksimile
218
og da den er p[å]a [l]ærdom byg[]t,
s[å] kan den følges blindt og tryg[]t;
og hvordan [t]roen frem skal bæres,
af [l]ov og [r]itual jo læres.
Alts[å], min [b]roder, – ej forknyt[];
til[]
[e]ftertanke [t]iden nytt;
gransk [s]tillingen[,] og ængst Dem ikke! –
Jeg vil i [k]irken prøve nøjere[,]
om jeg kan stemme [t]onen højere;
man er ej vant til[] Resonan[]s, –
den er s[å] s[]jelden hertillands.
Farvel, farvel; jeg skal prædike
om [m]enneske[-]naturens [s]plid
og Gude[-]billedets [f]orviskning. –
Men nu jeg tror det er p[å]
[t]id
at tage sig en let[]
[f]orfriskning.
(g[å]r.)
Brand
(st[å]r en [s]tund som forstenet i sine [t]anker).
Alt har jeg offret for mit [k]ald,
for Guds, som jeg forblindet mente;
s[å] skingred [d]øgntrompetens [s]krald
og viste mig, hvad [å]nd jeg tjente.
Nej, endnu ej! De har mig ikke!
Hin [k]irketomt fik [b]lod at drikke;
mit [l]ys, mit [l]iv her lagdes ned; –
men [s]jælen f[å]r de ikke med!
Forfærdeligt at st[å] alene, –
hvorhen jeg ser, at skimte [d]ød;
Faksimile
219
forfærdeligt at rækkes [s]tene,
s[å] hedt jeg hungrer efter [b]rød.
Hvor sandt, hvor ræd[]sels[-]sandt han talte, –
og lige vel[,] hvor afgrunds[-]hult.
Guds [k]larheds [d]ue sidder skjult;
ve, aldrig over mig den dalte. –
O, mødte mig kun en i [t]ro –
og gav mig [t]ryg[]hed, gav mig [r]o!
(Ejnar, bleg, udtæret, sortklædt, kommer forbi p[å]
[v]ejen og standser ved
[s]ynet af Brand.)
[s]ynet af Brand.)
Brand
(skriger ud).
Du, Ejnar?
Ejnar
.Ja, s[å] er mit [n]avn.
Brand
.Just nu jeg tørsted efter en,
hvis [b]ryst ej var af [t]ræ og [s]ten!
O, kom; kom inderst i min [f]avn!
Ejnar
.Behøves ej; jeg er i [h]avn.
Brand
.Du bærer [n]ag for hvad som hendte,
da sidstegang vi mødtes –
Ejnar
.Nej;
du har ej [s]kyld. Jeg ser i dig
det blinde [r]edskab, Herren sendte,
da vild jeg foer p[å]
[v]erdens [v]ej.
Faksimile
220
Brand
(viger til[]bage).
Hvad [s]prog er dette?
Ejnar
.Hvilens [s]prog, –
det [s]prog, som læres, n[å]r en trækkes
af [s]yndens [s]øvn og g[]enfødt vækkes.
Brand
.Forunderligt! Jeg havde hørt,
at du p[å] ganske andre [v]eje
var sl[å]et ind –
Ejnar
.Jeg var forført
af [h]ovmod, Tro p[å] egen [s]tyrke.
De [g]uder, [v]erden plejer dyrke,
[t]alentet, som jeg sagdes eje,
min [s]angerrøst var lutter [f]arer,
som drog mig ind i Satans [s]narer.
Men Gud ske [l]ov; han var mig god;
sit svage [f]
[å]r han ej forlod;
han tog sig af mig, da det g[]aldt.
Brand
.P[å] hvilken [v]is?
Ejnar
.Jo, jeg forfaldt.
Brand
.Forfaldt? Hvortil[]?
Ejnar
.Til[]
[s]vir og [s]pil;
han gav mig [s]mag p[å]
[k]ort og [t]erning[er] –
Faksimile
221
Brand
.Og det du kalder Herrens [gjerninger?]
Ejnar
.Det var det første [s]kridt til[]
[f]relsen.
Derefter tog han fra mig [h]elsen.
Jeg misted ganske mit [t]alent;
min [l]yst til[]
[m]unterhed var endt;
[j]eg blev paa [h]ospitalet sendt, –
l[å] længe syg, l[å] som i Luer, [–]
jeg syntes jeg i alle [s]tuer
s[å]
[t]us[e]nder af store [f]luer, –
kom siden ud og blev bek[]endt
med nogle [s]østre, tre i [a]ntal,
som st[å]r i [h]imlens [s]old og [m]andtal,
og disse, samt en [t]heolog,
fik løst mig helt af [v]erdens [å]g
og trukket mig af [s]yndens [g]arn
og gjort mig til[] Vorherres [b]arn.
Brand
.Ja s[å].
Ejnar
.Forsk[]ellige er [s]tierne;
en g[å]r i [d]alen, en i [l]ierne.
Brand
.Men siden?
Ejnar
.Siden? Det er sandt;
s[å] blev jeg [a]fholdsprædikant;
men dette [v]æsen stundom er
Faksimile
222
med [f]ristelser formeget blandet;
jeg derfor greb til[] noget andet[,]
og rejser nu som [m]issionær –
Brand
.Hvorhen?
Ejnar
.Til[] Haleneger[-]landet.
Men det var bedst, om af vi brak[];
min [t]id er dyr –
Brand
.Du vil ej dvæle?
Se, her er [f]est idag.
Ejnar
.Nej [t]ak[];
min [p]lads er hos de sorte [s]jæle.
Farvel!
(vil g[å].)
Brand
.Og intet [m]indes [s]kimmer
dig standser her og byder spørge –?
Ejnar
.Hvorom?
Brand
.Om en, som vilde sørge
ved [s]vælget mellem nu og sidst –
Ejnar
.Nu aner jeg; du tænker visst
p[å] dette unge [f]ruentimmer,
som holdt mig under [l]ystens [n]et[],
før jeg blev ren i [t]roens [t]vætt.
Ja, hvordan st[å]r det til[] med hende?
Faksimile
223
Brand
.Hun blev min [h]ustru [å]ret efter.
Ejnar
,Det er uvæsentligt; jeg hefter
ej min [o]p[]mærksomhed ved sligt;
det vigtige jeg kun vil k[]ende.
Brand
.Vort [s]amliv blev velsignet rigt
med [s]org og [g]læde; [b]arnet døde –
Ejnar
.Det er uvæsentligt.
Brand
.
[Å] ja;
det var jo mere [l]
[å]n end [g]ave,
og engang dages jo et [m]øde.
Men siden gik hun selv herfra;
derinde grønnes begges [g]rave.
Ejnar
.Det er uvæsentligt –
Brand
.Det med?
Ejnar
.Om sligt jeg kræver ej [b]esked;
jeg vide vil hvordan hun døde.
Brand
.Med [h]
[å]bet om en [m]orgenrøde,
med [h]jertets hele rige [s]kat[],
med [v]iljen stærk til[] sidste [n]at[]; –
med [t]akk for alt, hvad [l]ivet gav
og [l]ivet tog, hun gik i [g]rav.
Faksimile
224
Ejnar
.Alt s[å]dant er kun [t]ant og [s]krømt;
nævn, hvordan hendes [t]ro s[å] ud.
Brand
.Uryggelig.
Ejnar
.P[å] hvem?
Brand
.P[å] Gud!
Ejnar
.Ak, kun p[å] ham; s[å] er hun dømt.
Brand
.Hvad siger du?
Ejnar
.Fordømt, desværre.
Brand
(rolig).G[å], [s]lyngel!
Ejnar
.Helveds [o]verherre
f[å]r ogs[å] dig i sine [k]lør; –
s[å] fuldt som hun, du evigt dør.
Brand
.Du, [u]sling, dømme tør til[]
[p]ølen!
Nys l[å] du selv i [s]yndesølen –
Ejnar
.Ved mig der klæber ingen [p]let[];
jeg skyllet er i [t]roens [t]vætt;
afgneden er hver [s]øleskvætt
p[å]
[h]ellighedens [v]askebret[];
Faksimile
225
jeg renset har min Adams-[b]le
ved [h]jælp af [v]aktheds [b]anketræ;
jeg som en [m]essesærk ser ud
ved [b]rug af [b]ønnens [s]æbelud.
Brand
.Tvi!
Ejnar
.Tvi ig[]en. Her lugter [s]vovl,
og jeg ser [g]limt af [d]jævlens [h]orn.
Jeg er et [h]imlens [h]vedekorn, –
du
[a]vnen er p[å]
[d]ommens [s]kovl.
(g[å]r.)
Brand
(ser en [s]tund efter ham; med engang lyser hans [ø]jne op[] og han
udbryder):
Det var [m]anden, som jeg trængte!
Nu er alle [l]ænker sprængte;
eget [f]lag skal om mig bølge,
selv om ikke en vil følge!
Fogden
(kommer ilsomt).
K[]ære [p]astor, skynd Dem bare!
Kirkeprocessionens [s]kare
er i [o]rden til[] at fare –
Brand
.Lad den komme.
Fogden
.Uden Dem!
Husk Dem om og skynd Dem hjem!
Henrik Ibsen: Brand.
15
Faksimile
226
Folket vil ej vente længer;
hele [m]enigheden trænger,
lig et [e]lvebrudd om [v]
[å]ren,
stimlende til[]
[p]resteg[å]rden,
r[å]ber, de vil [p]resten se.
Hør kun; atter [r]
[å]b p[å]
[p]resten!
Skynd Dem; thi jeg frygter næsten
de skal inhumant sig te!
Brand
.Aldrig jeg mit [å]syn dølge
vil i eders [f]lok og [f]ølge;
her jeg bliver.
Fogden
.Er De gal?
Brand
.Eders [v]ej er mig for smal.
Fogden
.Den blir smalere, jo længer
[m]enigheden frem sig trænger.
Se, der stormer de min[]sandten!
Provst og [p]rester, [e]mbedsmænd,
trænges ud p[å]
[g]røftekanten –;
kom dog, kom dog, k[]ære [v]en;
brug [i]ndflydelses[-]krabasken!
Ha, for sent; de bryder [h]egnet;
[p]rocessionen g[å]r i [v]asken!
Mængden strømmer ind og bryder sig i vild [u]orden [v]ej g[]ennem [f]esttoget
fremover til[] [k]irken.)
fremover til[] [k]irken.)
Enkelte [s]temmer
.Prest!
Faksimile
227
Andre
(peger op[] mod [k]irketrappen, hvor Brand st[å]r, og r[å]ber):
Se der!
Atter [a]ndre
.Giv [å]bningstegnet!
Provsten
(klemt i [t]rængs[]len).
Foged, hold dem inden [g]rænser!
Fogden
.Ej min [m]yndighed de ændser!
Skolemesteren
(til[] Brand).
Tal, og kast en [l]ysning ind
i de urofyldte [s]ind!
Er det styg[]t, hvad heller stort,
det, som her skal vorde gjort?
Brand
.O, s[å] g[å]r der dog en [s]trømning
over [f]olkets [l]ummerstille! –
Mænd, I st[å]r p[å]
[v]ejens [s]kille!
Helt I m[å] det nye ville, –
alle r[å]dne [v]ærkers [r]ømning, –
før den store [t]empelhal
rejses, som den bør og skal!
Embedsmænd
.Presten raser!
Prester
.Han er gal!
15*
Faksimile
228
Brand
.Ja, jeg var det, da jeg mente[,]
I p[å]
[s]æt[] og [v]is dog tjente
ham, som [å]nd og [s]andhed vil!
Og jeg var det, da jeg tænkte,
at jeg ham til[] eder lænkte
g[]ennem [p]rutnings [l]eflespil.
Liden var den gamle [k]irke,
og jeg slutted fejgt som s[å]:
dobbelt op[], – det m[å] forsl[å];
femfold op[], – jo, det m[å] virke!
O, jeg s[å] ej, at det g[]aldt
enten intet eller alt.
P[å]
[a]kkordens [v]ej jeg slingred; –
men idag har Herren talt.
Domsbasunen over [h]uset
har i denne [t]ime skingret, –
og jeg lytted angst[-]omsuset, –
knust, som David stod for Nathan, –
slagen, vejret bort af [s]kræk[] –;
nu er alle [t]vivlsm[å]l væk.
Folk! Akkordens [å]nd er Satan!
Mængden
(under stigende [g] []æring).
Bort med dem, som har os blindet!
Ned med dem, som stjal vor [m]arg!
Brand
.Bag jer selv boer [f]ienden arg,
som har listet p[å] jer [b]indet.
Faksimile
229
Høkret har I med jer [k]ræfter,
kløvet eder selv itu;
derfor kommer [s]predthed efter
med sin hele [h]ulheds[-]gru.
Hvad vil I ved [k]irken nu?
Sta[]sen, [s]ta[]sen eder lokker, –
[s]ang af [o]rgel og af [k]lokker, –
[l]ysten til[] at g[]ennemris[]les
af en [h]øjtids[-]tales [i]ld,
der den læspes, der den hvis[]les,
der den flommer, tordner, hegler,
efter alle [k]unstens [r]egler!
Provsten
(sagte).Fogdens [s]nak[] han sigter til[]!
Fogden
(liges[å]).Det er [p]rovstens [v]æv[,] han snerter!
Brand
.Helligstundens tændte [k]
[]erter,
[y]dersiden kun I vil.
Og s[å] hjem ig[]en i [s]løvhed,
hjem til[]
[s]læb og [s]lid i [d]øvhed,
[s]jælen klædt i [h]verdags[-]brogen[,]
som jer [k]rop[]
, – og [l]ivsensbogen
g[]emt og glemt p[å]
[k]istebunden
indtil[] næste [h]elg er runden!
O, det var ej s[å] jeg drømte,
da jeg [o]fferkalken tømte!
Stor jeg vilde [k]irken bygge,
s[å] dens [h]vælving kunde skygge,
Faksimile
230
ej blot over [t]ro og [l]ære,
men udover alt i [l]ivet,
som af Gud er [l]ivsret[] givet, –
over [d]øgnets [h]verdagsdyst,
[k]veldens [h]vile, [n]attens [k]ummer,
[u]ngdomsblodets friske [l]yst,
alt[,] hvad ringt og rigt et [b]ryst
lovligt som sit eget rummer.
Elven, som dernede skummer,
Fossen, som i [k]løften brummer,
[t]onerne fra [s]tormens [l]unger,
[r]østerne, hvor [h]avet runger,
skulde smelte[,] sjælefangen[,]
sammen fuldt med [o]rgelsangen
og med [k]vad fra [f]olketunger.
Væk med [v]ærket, her er gjort!
Kun i [l]øgnen er det stort;
alt i [å]nden faldefærdigt,
eders usle [v]ilje værdigt.
I vil alle [s]pirers [k]væling
g[]ennem [a]rbejdets [f]ordeling;
under [u]gens [d]age sex
haler I Guds [f]lag til[]dæk[]s,
og det er kun p[å] den syvende,
at det ses mod [h]imlen flyvende!
Stemmer fra [m]ængden
.Før os! Der er [s]torm i [v]ejret!
Før os, du, s[å] har vi sejret!
Faksimile
231
Provsten
.Hør ham ej, han har ej [t]ro,
som det sømmer sig en [k]risten!
Brand
.Nej, der nævnte du just [b]risten, –
[b]risten for os begge to,
[b]risten for det spredte hele!
Troen ejes kun af
[s]jæle;
peg p[å]a en, som er en [s]jæl!
Peg p[å]
en, som ej har kastet
bort sin egen bedste [d]el,
der han famled, der han hasted!
G[]ennem [l]ystens [s]præl[] og [s]parken,
under [gøgler-]pipers [l]yd,
sløves I for [l]ivets [f]ryd;
først, som udbrændt, [s]jæle[-]knarken
træder [d]ansen foran Arken!
Er af [k]røbling og af [t]
[å]be
[b]ægret tømt til[] sidste [d]r[å]be, –
hej, da er det [t]id at h[å]be,
[t]id i [b]øn og [b]od at r[å]be.
Først I [p]ræget af jer slider,
lever jer til[]
[t]obens[-]dyr, –
s[å] til[]
[n]
[å]dens [p]ort I tyr,
søger Gud – som [i]nvalider!
Derfor m[å] hans [r]ige ramle.
Hvad skal han med sjælegamle
rundtom sine [f]ødders [s]kamle?
Har han ikke sagt det højt, –
kun med [b]lodets friske [s]prøjt
Faksimile
232
g[]ennem alle [s]indets [å]rer
han dig til[] sin [a]rving k[å]rer!
Kun som [b]arn du [r]iget vinder;
did f[å]r ingen ind sig lirke.
Kom da, b[å]de [m]ænd og [k]vinder, –
mød med friske [b]arnekinder
frem i [l]ivets store [k]irke!
Fogden
.Luk[] da op[]!
Mængden
(skriger som i [a]ngst).
Nej! Ikke denne!
Brand
.Kirken har ej [m]
[å]l og [e]nde.
Gulvet er den grønne [j]ord,
[v]idde, [v]ang, og [h]av og [f]jord;
Himlen kun kan [h]vælvet spænde
over, s[å] den vorder stor.
Der skal al din [g]
[]erning g[]øres,
s[å] det tør i [k]oret høres;
du med [u]gens [v]ærk kan møde,
øver dog ej [h]elligbrøde.
Den skal dække alt, som [b]arken
dækker [t]ræets alt i [s]tammen;
[l]iv og [t]ro skal smelte sammen.
Den skal [d]øgnets [g]
[]erning bære
enheds[-]helt med [l]ov og [l]ære.
Der skal [d]agens [y]rke være
et med [f]lugt p[å]
[s]tjernebanen,
Faksimile
233
[b]arnets [l]eg om [j]ulegranen,
[k]ongedansen foran Arken!
(der g[å]r som en [s]torm g[]ennem [m]ængden; nogle viger; de fleste stimler tæt[]
sammen om Brand.)
Tus[e]nd[]
[s]temmer
.Lys er tændt, hvor før var [m]ørke; –
et er:
[l]iv – og Gud at dyrke!
Provsten
.Ve, han [h]jorden fra os lokker!
Foged, [s]kriver, [l]ensmand, [k]lokker!
Fogden
(dæmpet).Skrig dog ikke s[å], for [p]okker!
Hvem vil stanges med en [s]tud?
Lad ham først f[å] raset ud.
Brand
(til[] [m]ængden).
Bort herfra! Her er ej Gud, –
kan ej være mellem slige;
frihedsfagert er hans Rige.
(vrider [k]irkedøren il[å]s og tager [n]øglerne i [h]
[å]nden).
Her jeg er ej længer [p]rest.
Gaven kalder jeg til[]bage; –
af min [h]
[å]nd skal ingen tage
[n]øglerne til[] eders [f]est!
(kaster dem ud i [e]lven.)
Vil du ind, du [t]ræl af [m]uldet, –
kryb ig[]ennem [k]
[]ælderhullet;
myg din [r]yg[] er; kryb og buk[];
lad i [m]ørkets [k]valm dit [s]uk[]
Faksimile
234
stryge gifttungt langs med [j]orden,
lig et magtløst [t]ærings[-]gisp!
Fogden
(sagte og lettet).
Ha, der røg hans [r]idderorden!
Provsten
(ligeledes).
S[å]; nu blir han aldrig [b]isp!
Brand
.Kom, du unge, – kom, du friske;
lad et [l]ivspust af dig viske
[s]tøvet fra den skumle [k]rog.
Følg mig p[å] mit [s]ejerstog!
Engang m[å] du v[å]gne dog;
engang m[å] du, adelsvorden,
bryde [f]reden med [a]kkorden; –
ud af [u]sseldommens [n]ød;
ud af hele [h]alvheds-[r]øret; –
sl[å] din [f]iende p[å]
[ø]ret;
byd ham [k]rig p[å]
[l]iv og [d]ød!
Fogden
.Holdt! Jeg læser [o]p[]rørsakten!
Brand
.Læs! Med jer jeg bryder [p]agten.
Mængden
.Vis os [v]ejen! Vi skal følge!
Brand
.Over [v]iddens frosne [b]ølge!
Faksimile
235
G[]ennem [l]andet vil vi fare,
løse hver en [s]jælesnare,
[f]olket sidder fanget i, –
luttre, løfte, g[]øre fri, –
knuse alle [s]løvheds[-]rester,
være [m]ænd og være [p]rester,
præge nyt det slidte [s]tempel,
hvælve [r]iget til[] et [t]empel!
(Mængden, hvoriblandt
[k]lokkeren og
[s]kolemesteren, stimler sammen om
ham. Brand hæves i [v]ejret p[å] [m]ændenes [s]kuldre.)
ham. Brand hæves i [v]ejret p[å] [m]ændenes [s]kuldre.)
Mange [s]temmer
.Stor er [t]iden! Store [s]yner
g[]ennem lyse [d]agen lyner!
(Menneskemassen strømmer op[]igjennem Dalen; f[å] blir til[]bage).
Provsten
(til[] de bortdragende).
O, forblindede, hvad vil I!
Ser I ej[,] at Satans []pil i
al hans [t]ale ligger skjult!
Fogden
.Hej! Vend om; I hører til[] i
[b]yg[]dens [f]arvand, stil[]t og smult!
Godtfolk, stands, – I g[å]r til[]grunde! –
Hm, de svarer ej, de [h]unde!
Provsten
.Tænk p[å] eders [h]us og [h]jem!
Røster fra [m]ængden
.Større [h]us skal vo[ks]e frem!
Fogden
.Tænk p[å] eders [e]ng og [a]ker;
tænk p[å] eders [f]
[å]r og [k]
[]ør!
Faksimile
236
Røster
.Himlens [d]ugg gav [m]anna[-]kager,
da de k[å]rne hungred før!
Provsten
.Eders [k]vinder bag jer skriger!
Røsterne
(langt borte).Ej vi k[]ender dem, som sviger!
Provsten
.Barnet klager: [f]aer forlod os!
Hele [s]karen
.Enten med os eller mod os!
Provsten
(ser en Stund med foldede [h]ænder efter dem og siger fortabt).
Uden [h]jord, med [s]avnets [b]yrde,
st[å]r den gamle [s]ognehyrde
plyndret ud til[] bare [s]kjorten!
Fogden
(truer efter Brand).
Hans blir [s]kammen; hans blir [t]orten!
Snart, [h]err [p]rovst, er [s]ejren vor!
Provsten
(grædefærdig).Sejren? De er fra os dragne –!
Fogden
.Ja, men vi er ikke slagne,
hvis jeg k[]ender mine [f]
[å]r!
(følger efter).
Provsten
.Hvor monstro dog [f]ogden g[å]r?
Efter dem, s[å] sandt jeg lever!
Ha, sig atter [m]odet hæver.
Faksimile
237
Jeg vil ogs[å] med deroppe, –
sl[å] i [f]lok og g[]øre [f]anger!
Lægg mig [s]adlen p[å] min [g]anger; – –
skaf[] en sikker fjeldvant [h]oppe!
(de g[å]r.)
(Ved den øverste [s]æter i [b]yg[]den. Landskabet højner sig i [b]aggrunden og
g[å]r over i store øde [f]jeldvidder. Det er [r]egnvejr.)
g[å]r over i store øde [f]jeldvidder. Det er [r]egnvejr.)
Brand, fulgt af [m]ængden, –
[m]ænd,
[k]vinder
og
[b]ørn, – kommer
op[]over [b]akkerne.
op[]over [b]akkerne.
Brand
.Se fremad; did g[å]r [s]ejrens [f]lugt!
I [d]ybet ligger [b]yg[]den luk[]t,
og [v]ejret har fra [f]jeld til[]
[f]jeld
spændt over den sit [t]
[å]ge[-]tjeld.
Glem [d]øsen i den skumle [g]rænd;
flyv frit, flyv højt, I Herrens [m]ænd!
En [m]and
.Vent, vent; min gamle [f]aer er træt[].
En anden
.Jeg fra ig[å]r har intet ædt –
Flere
.Ja, stil[] vor [s]ult og sluk[] vor [t]ørst!
Brand
.Frem, fremad over [f]jeldet først!
Skolemesteren
.Hvad [v]ej?
Brand
.Hver [v]ej er lige god,
n[å]r kun den [m]
[å]let bær imod.
Følg efter her –
Faksimile
238
En Mand
.Nej, der er brat[];
vi vinder ikke frem før [n]at[]!
Klokkeren
.Iskirken ligger og derborte.
Brand
.Den bratte [v]ejen er den korte.
En Kvinde
.Mit [b]arn er sygt!
En anden
.Min [f]od er s[å]r.
En tredje
.Hvor finder jeg en Læsknings[-]t[å]r?
Skolemesteren
.Mæt[]
[m]ængden, Prest; – se [m]odet vak[]ler.
Mange [s]temmer
.Prest, g[]ør [m]irakler! G[]ør [m]irakler!
Brand
.O, styg[]t jer [t]rældom har jer mærket;
I [l]ønnen vil forinden [v]ærket.
Op[], ryst jer [d]ødning[-]sløvhed af, –
hvis ej, s[å] g[å] ig[]en i [g]rav!
Skolemesteren
.Ja, han har [r]et[]; først frem til[]
[s]triden;
vi ved jo, vi f[å]r [l]ønnen siden!
Brand
.Det f[å]r I, [f]olk, s[å] sandt en Gud
ser klarsynt over [v]erden ud!
Faksimile
239
Mange [r]øster
.Han er [p]rofet! Han er [p]rofet!
Flere i [f]lokken
.Hør, sig os, [p]rest, – blir [s]triden hed?
Andre
.Og blir den lang? Og blir den blodig?
En Mand
.Prest, kræves det at være modig?
Skolemesteren
(dæmpet).Jeg kan vel være tryg[] for [l]ivet?
En anden Mand
.Hvad blir min
[d]el af [s]ejrens [l]øn?
En Kvinde
.Jeg mister da vel ej min [s]øn?
Klokkeren
.Er [s]ejren os før [t]irsdag givet?
Brand
(ser sig forvildet om i [f]lokken).
Hvad spørges om? Hvad vil I vide?
Klokkeren
.Først om hvorlænge vi skal stride; –
derefter nævn vort [s]tridsforlis,
og endelig – vor [s]ejers [p]ris!
Brand
.Det spørges om?
Skolemesteren
.Ja vel; dernede
vi fik ej ret[] p[å]
[t]ingen [r]ede.
Faksimile
240
Brand
(op[]rørt).S[å] skal I f[å] det nu!
Mængden
(stimler tættere sammen).
Tal! Tal!
Brand
.Hvorlænge [s]triden vare skal?
Den vare skal til[]
[l]ivets [e]nde,
til[] I har alle [o]ffre bragt,
og løst jer fra [a]kkordens [p]agt, –
til[] I har [v]iljen hel ihænde,
til[] alle fejge [t]vivlsm[å]l faldt
for [b]udet: intet eller alt!
Og [s]tridsforliset? Alle [g]uder,
hver [h]alvheds[-]
[å]nd p[å]
[h]øjtids[-]hylden,
hver [j]ordtræls[-]k[]æde, blank og gylden,
al eders [s]lap[]heds [s]ovepuder!
Og [s]ejersprisen? Viljens [r]enhed,
i [t]roen [f]lugt, i [s]jælen [e]nhed, –
hin [o]fferlydighed, som gav
med [j]ubel indtil[]
[d]ød og [g]rav, –
en [t]ornekrans om [h]vermands [t]inding, –
se, det skal vorde eders [v]inding!
Mængden
(under rasende [s]krig).
Forr[å]dt, forr[å]dt! Bedraget! Sveget!
Brand
.Jeg har ifra mit [o]rd ej veget.
Faksimile
241
Enkelte
.Du [s]ejr har lovet os ihænde; –
nu vil du den til[]
[o]ffer vende!
Brand
.Jeg [s]ejr har lovet, – og jeg svær,
den vindes skal ig[]ennem jer.
Men hver, som g[å]r i første [r]ække,
m[å] falde for sin fagre [s]ag;
tør ej han det, s[å] lad ham strække
sit [v]
[å]ben inden [k]ampens [d]ag.
I [f]iendevold er dømt det [f]lag,
som værges af en [v]ilje svag;
hvis du af [o]fferskrækken lammes, –
dødsmærket er du[,] før du rammes!
Mængden
.Vort eget [f]ald han kræver fræk[]t
til[]
[f]romme for en ufødt [s]lægt!
Brand
.Ig[]ennem [o]ffrets [ø]rkenvidder
g[å]r [v]ejen til[] vort Kanaan.
Til[]
[s]ejr i [f]ald! Hver [s]lægtens [m]and
jeg byder op[] som Herrens [r]idder!
Klokkeren
.Jo, her vi dejligt i det sidder!
I [b]yg[]den er vi sat[] i [b]an –
Skolemesteren
.Didned vi aldrig vende kan.
Klokkeren
.Og fremad, fremad ingen gider!
Henrik Ibsen: Brand.
16
Faksimile
242
Nogle
.Sl[å] ham ihjæl!
Skolemesteren
.Nej, det blev værre;
vi trænger jo en [o]verherre!
Kvinder
(peger forskrækket nedover [v]ejen).
Hu, [p]rovsten!
Skolemesteren
.Lad jer blot ej skræmme!
Provsten
(kommer, fulgt af nogle af de til[]bageblevne).
O, mine [b]ørn! O, mine [f]
[å]r!
Lyt[] til[] den gamle [h]yrdes [s]temme!
Skolemesteren
(til[] [m]ængden).
Ej mer vi har i [b]yg[]den hjemme;
bedst at vi over [v]idden gaar!
Provsten
.O, at I kan s[å] tungt mig græmme[,]
og sl[å] mit [b]ryst s[å] dybe [s]
[å]r!
Brand
.Du s[å]red [s]jæle [å]r for [å]r!
Provsten
.Hør ikke p[å] ham! Han jer mader
med hule [l]øfter.
Flere
.Det er sandt!
Provsten
.Men vi er milde; vi forlader,
hvor vi oprigtig [a]nger fandt.
Faksimile
243
O, g[å] dog i jer selv til[]sidst[,]
og se den sorte [h]elvedlist,
hvormed han [f]olket om sig flokked!
Mange
.Ja, det er sikkert; han os lokked!
Provsten
.Og tænk jer om; hvad mægter I,
en ringe [f]lok i [v]r[å]en b[å]rne?
Er I til[] noget [s]torværk k[å]rne?
Kan I de bundne g[]øre fri?
I har jer lille [h]verdagsdont;
hvad der g[å]r over den, er ondt.
Kan eders [a]rm p[å]
[v]alen nytte?
I værge skal jer lave [h]ytte.
Hvad vil I mellem [f]alk og [ø]rn?
Hvad vil I mellem [u]lv og [b]jørn?
I blir kun [o]vermagtens [b]ytte, –
o, mine [f]
[å]r, – o, mine [b]ørn!
Mængden
.Ja, ve os, – det er [s]andheds [o]rd!
Klokkeren
.Og dog, da vi fra [b]yg[]den foer,
vi lukked bag os [h]yttens [d]ør; –
der er ej [h]jemmet nu, som før.
Skolemesteren
.Nej, han har lyst for [f]olkets [ø]jne,
har pegt p[å]
[b]rist og [s]ot og [l]øgne;
ej længer [m]enigheden sover;
det [l]iv, som fordum var os nok,
blev [u]liv for den v[å]gne [f]lok.
16*
Faksimile
244
Provsten
.Ak, tro I mig, det g[å]r snart over.
Alt kommer i de gamle [f]older,
n[å]r blot en [s]tund I stil[]t jer holder.
Jeg borger for at [m]enigheden
skal snart fornemme [f]ortidsfreden.
Brand
.Vælg, [m]ænd og [k]vinder!
Nogle
.Vi vil hjem!
Andre
.For sent, for sent; langs [v]idden frem!
Fogden
(kommer ilsomt).
O, [l]ykketræf[] at jeg jer finder!
Kvinderne
.
[Å], k[]ære, vakkre, vær ej vred!
Fogden
.Ej nu, ej nu; kom bare med!
En bedre [t]id for [b]yg[]den rinder; –
hvis I fornuftigt laer jer sige,
er alle [m]and før [k]velden rige!
Flere
.Hvorledes det?
Fogden
.En [f]iskestim
p[å]
[m]illioner st[å]r i [f]jorden!
Mængden
.Hvad siger han!
Faksimile
245
Fogden
.G[]ør alt iorden!
Sky [v]iddens [u]vejr, [s]ludd og [r]im.
Før styred [s]timen aldrig hid; –
nu, [v]enner, for vor [d]el af Norden
der rinder op[] en bedre [t]id!
Brand
.Vælg mellem Herrens [r]
[å]b og hans!
Fogden
.Følg eders egen sunde [s]an[]s!
Provsten
.O, her er et [m]irakel hændt;
et [f]ingerpeg fra [h]imlen sendt!
Ak, jeg har drømt det jævnt og tidt,
men tænkte det var [m]areridt; –
nu ser vi klart hvorhen det sigter –
Brand
.Jer selv I taber, hvis I svigter!
Mange
.En [f]iskestim!
Fogden
.P[å]
[m]illioner!
Provsten
.Brød, [g]uld til[] eders [b]ørn og [k]oner!
Fogden
.Nu ser I vel[,] det ej er [t]id
at spilde eders [k]raft i [s]trid,
især imod en [o]vermagt,
som g[]ør [herr]
[p]rovsten selv forsagt.
Faksimile
246
Nu har I andre [m]
[å]l for [ø]je,
end tomt at hige mod det høje.
Vorherre hytter nok sig selv;
befæstet er jo [h]imlens [h]vælv.
Bland ej jer op[] i andres [t]rætte,
men skynd jer[,]
[h]avets [s]kat[] at lette;
det er et praktisk G[]ørem[å]l,
som øves uden [b]lod og [s]t[å]l;
det bringer eder [v]elstands-[s]toffer,
og kræver ej personligt [o]ffer!
Brand
.Just [o]ffret st[å]r med [l]ueskrift[,]
som Herrens [k]rav[,] bag [s]kyens [r]ift!
Provsten
.Ak, føler I til[]
[o]ffer [d]rift,
s[å] kom kun tryg[]t til[] mig en sk[]øn [d]ag, –
som for [e]xempel næste [s]øndag; –
jeg skal min[]sandten –
Fogden
(afbrydende).Ja, ja, ja!
Klokkeren
(sagte til[] Provsten).
Beholder jeg min [p]ost som [k]lokker?
Skolemesteren
(liges[å]).Blir [s]kolen tagen mig ifra?
Provsten
(dæmpet).Ifald I [m]ængdens [s]tivsind rokker,
s[å] vil man vistnok være mild –
Fogden
.Afsted, afsted; ej [t]iden spild!
Faksimile
247
Klokkeren
.Til[]b[å]ds, til[]b[å]ds, hver, som er klog!
Nogle
.Men [p]resten –?
Klokkeren
.Presten! Slip[] den gale!
Skolemesteren
.I ser jo her Vorherres [t]ale,
som i en [å]ben prentet [b]og.
Fogden
.Svig [p]resten; det er [r]et[] og [p]ligt;
han daared jer med [t]ant og [d]igt –
Flere
.Han løj for os!
Provsten
.Hans [t]ro er vrang;
og tænk, han har ej laud engang!
Nogle
.Hvad har han?
Fogden
.Daarlig [k]arakter!
Klokkeren
.Ja, det er sandt; det klart vi ser!
Provsten
.Hans gamle [m]oer forg[]æves vented;
han nægted hende [s]akramentet!
Fogden
.Han fast tog [l]ivet af sit [b]arn!
Klokkeren
.Af [k]onen med!
Faksimile
248
Kvinder
.Tvi, tvi, det [s]karn!
Provsten
.Slet[]
[s]øn, slet[]
[f]aer, slet[]
[æ]gtemand; –
mon værre [k]risten gives kan!
Mange [s]temmer
.Vor gamle [k]irke rev han ned!
Andre
.I [b]agl[å]s han den nye vred!
Atter Andre
.Han slang os p[å] en [h]avsnøds[-]planke!
Fogden
.Han stjal min [d]
[å]rekiste[-]tanke!
Brand
.Jeg [m]ærket ser p[å]
[h]vermands [p]ande.
Jeg ser, hvor denne [s]lægt vil lande.
Hele [f]lokken
(brølende).Hej, hør ham ej! Af [b]yg[]den driv
den [h]elvedbrand med [s]ten og [k]niv!
(Brand drives med [s]tenkast indover i [
ø]demarkerne. Forfølgerne vender efter-
haanden til[]bage.)
haanden til[]bage.)
Provsten
.O, mine [b]ørn! O, mine [f]
[å]r!
Nu vender I til[]
[h]jemmets [a]rne;
lad [a]nger eders [ø]jne klarne,
og I skal se at godt det g[å]r.
Vi ved, Vorherre er s[å] god;
han kræver ej uskyldigt [b]lod; –
Faksimile
249
og vor [r]eg[]ering er tillige
s[å] mild, som knap[]t i noget [r]ige;
og [ø]vrigheden, [a]mtmand, [f]oged,
vil ikke g[]øre jer det broget;
og selv jeg er s[å] k[]ærlig, som
vor [t]ids humane [k]ristendom; –
jer [o]vermænd vil allesammen
med eder bo i [f]red og [g]ammen.
Fogden
.Men hvis her findes nogen [b]rist,
s[å] m[å] den [heles]
, det er visst.
N[å]r først vi kommer lidt til[]
[r]o,
s[å] vælger vi en [k]ommission,
som prøve skal i hvilket [m]on
der bødes kan p[å]
[l]ys og [t]ro.
Den bør best[å] af nogle [p]rester,
som jeg og [p]rovsten kalder til[], –
desuden, dersom s[å] I vil,
af [k]lokker og af [s]kolemester
samt andre [m]ænd af [f]olkets [k]reds, –
s[å] I kan sl[å] jer tryg[]t til[]freds.
Provsten
.Ja, vi skal lette al jer [b]yrde,
som I den gamle [s]jælehyrde
idag har lettet for hans [a]ngst.
Den [t]anke g[]øre [h]vermand stærk,
at her er hændt et [u]nderværk.
Farvel; god [l]ykke til[] jer Fangst!
Klokkeren
.Ak, det er [f]olk med kristen [m]ildhed!
Faksimile
250
Skolemesteren
.De g[å]r sin [g]ang i bramfri [s]til[]hed.
Kvinder
.De er s[å] snilde og s[å] pene!
Andre
.S[å] rigtigt folkelig gemene!
Klokkeren
.
De kræver ikke [u]livss[å]r.
Skolemesteren
.
De Folk ved mer end Fadervor!
(Flokken drager nedover.)
Provsten
(til[] Fogden).Ak, dette vil forbedre [t]onen.
Nu er i alt et [o]mslag nær;
thi, Gud[]ske[]lov, der noget er,
som bærer [n]avn af [r]eaktionen.
Fogden
.
Mit
[v]ærk det var, at alt [s]pektakel
blev kvalt i selve [f]ødselstimen.
Provsten
.Ak, mest vi skylder hint [m]irakel –
Fogden
.Hvad for [m]irakel?
Provsten
.
[f]iskestimen.
Fogden
(blæser).Det var en [l]øgn naturligvis!
Provsten
.Ja s[å]? En [l]øgn?
Faksimile
251
Fogden
.Jeg gav til[]
[p]ris[,]
hvad [v]røvl mig først i [m]unden faldt; –
kan sligt vel lastes, hvor det g[]aldt
[så] vigtig [s]ag?
Provsten
.Nej, Gud[]bevares;
i [n]ødsfald kan det godt forsvares.
Fogden
.Og desforuden, om et [d]øgn,
n[å]r [f]olket atter f[å]r sig sundet,
hvad g[]ør det da, om [s]ejr blev vundet
i [k]raft af [s]andhed eller [l]øgn?
Provsten
.Ven, jeg er ingen [r]igorist.
(ser indover i [ø]demarken.)
Men er det ikke Brand, som hist
sig slæber frem?
Fogden
.Jo, ganske visst!
En enlig [k]riger p[å] sit [t]og!
Provsten
.Nej, vent; en til[] jeg øjner dog –
langt bag ham!
Fogden
.Hvad; – det er jo Gerd!
Det [f]ølgeskab er [k]arlen værd.
Provsten
(lystig).N[å]r stillet er hans [o]fferdrift,
ham sættes bør slig [m]indeskrift:
Faksimile
252
her hviler Brand; hans [s]ejr blev skral;
en
[s]jæl han vandt, – og hun var gal!
Fogden
(med [f]ingeren p[å] [n]æsen).
Men n[å]r jeg ret[] mig tænker om,
det dog mig forekommer, som
lidt inhuman var [f]olkets [d]om.
Provsten
(trækker p[å] [s]kuldrene).
Vox populi vox dei. Kom!
(de g[å]r.)
(Inde p[å] de store [v]idder. Uvejret vo[ks]er og jager [s]kyerne tungt over [s]ne-
sletten; sorte [t]inder og Toppe træder hist og her frem og sløres atter af
[t] [å]gen.)
sletten; sorte [t]inder og Toppe træder hist og her frem og sløres atter af
[t] [å]gen.)
(Brand, kommer blodig og forsl[å]et indover [f]jeldet.)
Brand
(standser og ser til[]bage).
Tus[e]nd fulgte mig af [b]yg[]den;
ikke en vandt op[] til[]
[h]øjden.
G[]ennem alle [h]jerter taler
[t]rangen til[] en større [t]id;
over alle [s]jæle daler
[l]edingsbud til[] løftet [s]trid.
O, men [o]ffret, [o]ffret skræmmer;
[v]iljen vek og ræd[] sig g[]emmer; –
en jo for dem alle døde, –
[f]ejghed er ej længer [b]røde!
(synker ned p[å] en [s]ten og ser sig sky omkring.)
Jævnt og tidt jeg m[å]tte grue[;]
[s]krækken ris[]led i mit [h]
[å]r,
n[å]r jeg gik, som [b]arnet g[å]r,
Faksimile
253
under [h]yl og [h]undetuden,
i den mørke [g]
[]enfærdsstue.
Men jeg tvang min [h]jertebanken,
og jeg trøsted mig med [t]anken:
ude skinner [l]ysets [v]æld,
[m]ørket er ej [n]at[], ej [k]veld, –
her er [s]kodder kun for [r]uden.
Og jeg tænkte, [d]agens [s]kin,
[s]ommerlivets klare [l]ue,
skal ig[]ennem [d]ørens [b]ue
vælde fuldt og fagert ind
i den mørke [g]
[]enfærdsstue.
O, hvor bittert jeg bedrog mig.
Begsort [n]at[] imøde slog mig, –
og derude sad forstemte
spredte [m]ænd langs [f]jord og [v]ik,
holdt p[å]
[m]inder, [å]ndsforglemte,
g[]emte dem, som [k]ongen g[]emte
[å]rvis p[å] sin Snefrids [l]ig,
løste [d]ødninglinets [f]lig,
lytted over [h]jertekulen,
næred sig med [l]ivshaabs-[s]mulen,
mente, nu sprang [b]lodets røde
[r]oser ud ifra den døde.
Ikke en, som han, sig hæved,
gav til[]
[g]raven hvad den kræved.
Ikke en iblandt dem ved:
[l]iget drømmes ej tillive,
[l]iget m[å] i [m]uldet ned,
[l]igets [h]verv kun er at give
Faksimile
254
[n]æring til[] en nylagt [s]æd. –
[n]at[], kun [n]at[], – og [n]at[] ig[]en
over [k]vinder, [b]ørn og [m]ænd!
Kunde jeg med [l]yn i [h]
[å]nden
frelse dem fra Str[å]døds[-]v[å]nden!
(springer op[].)
Sorte [s]yner ser jeg jage
lig et[h]elridt g[]ennem [n]atten.
Tiden st[å]r i [u]vejrskofte,
maner med en [l]ivsd[å]ds [k]rav,
kræver svunget [s]ta[å]l for [s]tav,
kræver [s]keden tom ved [h]ofte; –
[f]rænder ser i [s]trid jeg drage, –
[b]rødre ser jeg sidde spage,
krøbne under [g]
[]emselshatten.
Og jeg øjner mer endnu, –
[u]sseldommens hele [g]ru, [–]
[k]lynk fra [k]vinden, [s]krig fra [m]anden,
[ø]ret stængt for [b]øn og [b]ud, –
ser dem riste sig p[å]
[p]anden
[n]avn af [f]attigfolk ved [s]tranden,
[f]olk med [s]killingspræg fra Gud.
Blege lytter de til[]
[b]raget,
tror at selvgjort [a]fmagt sk[]ærmer. –
Regnbue over Mai[-]vangen,
[f]lag, hvor er du nu at se?
Hvor er nu de [f]arver tre, –
de, der slog og fnøs fra [s]tangen[,]
under [s]torm af [f]olkesangen[,]
til[] en [k]onge og en [s]værmer
Faksimile
255
[s]plitt og [t]unge skar i [f]laget?
Tungen brugte du til[]
[p]ral;
tør ej [d]ragen vise [t]ænder,
trænges ingen [s]plittflags[-]ender; –
[f]olkeskriget kunde tiet,
[k]ongesa[ks]en kunde biet;
[f]lag med [f]redens fire [h]jørner
strækker til[] som [n]ødsignal,
n[å]r en grundstødt [s]kude tørner!
Værre [t]ider; værre [s]yner
g[]ennem [f]remtidsnatten lyner!
Brittens kvalme [s]tenkulsky
sænker sort sig over [l]andet,
smudser alt det friske grønne,
kvæler alle [s]pirer skjønne,
stryger lavt[,] med [g]iftstof[] blandet,
stjæler [s]ol og [d]ag fra [e]gnen,
drysser ned, som [a]skeregnen
over [o]ldtids dømte [b]y. –
Da er [s]lægten vorden styg[]; –
g[]ennem [g]rubens krumme [g]ange
lyder [n]yn af [d]ryp[]vands[-]sange;
[p]uslingflokken, travl og tryg[],
frig[]ør [m]almens bundne [f]ange,
g[å]r med puklet [s]jæl og [r]yg[],
glor med [d]vergens gridske [ø]jne
efter [g]uldets blanke [l]øgne.
Sjæl ej skriger, [m]und ej smiler,
[b]rødres [f]ald ej [h]jerter kløver,
eget [f]ald ej vækker [l]øver; –
Faksimile
256
[f]lokken hamrer, mynter, filer;
rømt er [l]ysets sidste [t]olk;
[s]lægten vorden er et [f]olk,
som har glemt, at [v]iljens [p]ligter
ender ej[,] hvor [e]vnen svigter!
Værre [t]ider; værre [s]yner
g[]ennem [f]remtidsnatten lyner!
Kløgtens [u]lv med [g]luf[] og [g]lam
truer [l]ærens [s]ol p[å]
[j]orden;
[n]ødskrig lyder op[] mod Norden,
byder [l]eding ud langs [f]jorden;
[d]vergen hvæser tvær og klam, –
sligt er ikke [s]ag for ham.
Lad de stærke
[s]amfund gløde;
lad de andre give [m]øde;
vi har ikke [r]
[å]d at bløde, –
vi er sm[å], vi savner [e]vne
til[] et [s]andheds [s]tyrkestævne,
kan ej offre [f]olkehelsen
for vor [b]røk af [v]erdensfrelsen.
Ej for os blev [k]alken drukket,
ej for os hugg [t]ornekransen
i hans [t]inding sine [t]ænder,
ej for os blev Romer[-]landsen
i den dødes [s]ide stukket,
ej for vor
[s]kyld [n]aglen brænder,
boret g[]ennem [f]od og [h]ænder.
Vi er sm[å], er sidst i [l]aget,
byder [l]edingsbudet [t]rods!
Ej for os blev [k]orset taget!
Faksimile
257
Spanrem-[s]laget, [s]panrem-[s]laget,
Ahasveri [r]ap[], som ruller
[p]urpur om den dømtes [s]kulder,
er [p]assionens [b]røk for os!
(kaster sig ned i [s]neen og dækker [a]nsigtet til[]; om lidt ser han op[].)
Har jeg drømt? Er nu jeg v[å]gen?
Alt er gr[å]t og dulgt i [t]
[å]gen.
Var det syge [s]yner kun,
hvad jeg s[å] til[] denne [s]tund?
Er det [b]illed glemt og tabt,
hvori [m]andens [s]jæl blev skabt?
Er vort [o]p[]havs [å]nd besejret –?
(lyttende.)
Ha, det g[å]r som [s]ang i [v]ejret!
De usynliges [k]or
(suser i [s]tormen).
Aldrig, aldrig blir du lig ham, –
thi i [k]
[]ødet er du skabt;
g[]ør hans [g]
[]erning eller svig ham,
ligefuldt er du fortabt!
Brand
(g[]entager [o]rdene og siger sagte):
Ve mig, ve mig; snart jeg tror det!
Stod han ej i [k]irkekoret,
slog med [h]
[å]nden vredt mod [o]rdet?
Tog han ikke alt mit [e]je,
stængte alle [l]ysets [v]eje,
lod mig k[]æmpe til[] det sidste,
lod mig [n]ederlaget friste!
Henrik Ibsen: Brand.
17
Faksimile
258
Koret
(lyder stærkere over ham):
Orm, du aldrig vorder lig ham, –
[d]ødens [b]æger har du tømt;
følg ham efter eller svig ham,
lige fuldt din [d]
[å]d er dømt!
Brand
(stille.)
Agnes, Alf, de lyse [d]age,
[l]iv i [f]red og [l]iv i [h]vile,
bytted jeg mod [k]amp og [k]lage,
rev mit [b]ryst med [o]fferpile, –
[fældte] dog ej [f]olkets [d]rage.
Koret
(mildt og lokkende).
Aldrig, [d]rømmer, blir du lig ham,
[a]rv og [o]del har du tabt;
alt dit [o]ffer g[]ør ej rig ham; –
for dit [j]ordliv er du skabt!
Brand
(brister i sagte [g]r[å]d.)
Alf og Agnes, kom til[]bage;
ensom sidder jeg p[å]
[t]inden,
g[]ennemblæst af [n]ordenvinden,
bidt af [g]
[]enfærd, klamme, spage –!
(han ser op[]; en dæmrende [p]let[] aabner og vider sig ud i [t]
[å]gen; en
[k]vindeskikkelse st[å]r der, lyst klædt, med [k] [å]be over [s]kuldrene.
Det er Agnes.)
Skikkelsen
(smiler og breder [a]rmene mod ham).
Brand, her har du mig igjen!
Faksimile
259
Brand
(farer forvildet op[]).
Agnes! Agnes! Hvad er dette!
Skikkelsen
.Alt var [f]eberdrøm, min [v]en!
Nu skal [s]ottens [t]
[å]ger lette!
Brand
.Agnes! Agnes!
(vil ile hende imøde.)
Skikkelsen
(skriger):Kom ej over!
Se dog [s]luget mellem os!
Her g[å]r [f]jeldets vilde [f]os[].
(mildt.)
Ej du drømmer, ej du sover,
ej du mer med [s]yner sl[å]s.
Du har været syg, du k[]ære, –
drukket [v]anvids bittre [d]rik[],
drømt, din [h]ustru fra dig gik. –
Brand
.O, du lever! Lovet være –!
Skikkelsen
(hurtigt).Hys, tal heller derom siden!
Følg mig, følg mig; knap[] er [t]iden.
Brand
.O, men Alf?
Skikkelsen
.Ej heller død.
Brand
.Lever!
17*
Faksimile
260
Skikkelsen
.Lever sund og rød!
Alle [s]orger har du drømt;
al din [k]amp var ikkun [s]krømt.
Alf er hos din gamle [m]oer;
hun er frisk og han er stor;
end er [b]yg[]dens [k]irke til[];
den kan rives, hvis du vil; –
[s]ognets [f]olk dernede slider
jævnt, som i de gode [t]ider.
Brand
.Gode?
Skikkelsen
.Ja – da her var [f]red.
Brand
.Fred!
Skikkelsen
.O, skynd dig, Brand; kom med!
Brand
.Ak, jeg drømmer!
Skikkelsen
.Nu ej længer.
Men til[]
[r]øgt og [l]y du trænger –
Brand
.Jeg er stærk.
Skikkelsen
.Ak, ej endnu;
bag dig lurer [d]rømmens [g]ru.
Atter vil du t[å]get glide
bort fra min og [b]arnets [s]ide,
Faksimile
261
atter vil din [t]anke sløves, –
hvis ej [l]ægemidlet prøves.
Brand
.O, giv hid!
Skikkelsen
.Du selv er [m]anden.
Du kun kan det, ingen anden.
Brand
.Nævn det da!
Skikkelsen
.Den gamle [l]æge,
som har læst s[å] mangen [b]og, –
han, som er til[]
[b]unden klog,
fundet har din [s]ygdoms [s]por.
Alle [s]yner, stygge, blege,
mantes frem med trende [o]rd.
Dem maa k[]æk[]t du overstrege,
ud af [m]indebladet slette,
væk fra [l]ovens [t]avle stryge.
De har voldt at [s]otten faldt
p[å] dig som en [v]ildsinds-[b]yge; –
glem dem, glem dem, vil du tvætte
[s]jælen ren for [s]ot og [s]yge!
Brand
.Sig dem!
Skikkelsen
.«Intet eller alt».
Brand
(viger).Er det s[å]?
Faksimile
262
Skikkelsen
.Saa visst jeg lever,
og s[å] visst du engang dør!
Brand
.Ve os begge! Sverdet svæver
draget over os som før!
Skikkelsen
.Brand, vær mild; min [f]avn er varm;
hold mig med din stærke [a]rm; –
lad os søge [s]ol og [s]ommer –
Brand
.Anden [g]ang ej [s]otten kommer.
Skikkelsen
.Ak, den kommer, Brand, vær tryg[].
Brand
(ryster p[å] [h]ovedet).
Den er slynget bag min [r]yg[].
Ingen vilde [d]rømmes [g]ru, –
[l]ivets, [l]ivets kommer nu!
Skikkelsen
.Livets?
Brand
.Følg mig, Agnes!
Skikkelsen
.St[å]!
Brand, hvad vil du?
Brand
.Hvad jeg m[å]:
leve, hvad til[] nu er drømt, –
g[]øre sandt, hvad end er
[s]krømt.
Faksimile
263
Skikkelsen
.Ha, umuligt! Husk, hvorhen
[v]ejen bar dig!
Brand
.Om ig[]en!
Skikkelsen
.Ræd[]slens [r]idt i [d]rømmetaagen
vil du ride fri og v[å]gen?
Brand
.Fri og v[å]gen.
Skikkelsen
.Slippe [b]arnet?
Brand
.Slippe [b]arnet.
Skikkelsen
.Brand!
Brand
.Jeg m[å].
Skikkelsen
.Blodig rive mig af [g]arnet?
Mig med [o]ffersvøber sl[å]
indtil[]
[d]øden?
Brand
.Jeg det m[å].
Skikkelsen
.Alle [l]ys i [n]atten slukke,
[d]agens [s]olsk[]ær udelukke,
aldrig [l]ivets [f]rugter plukke,
aldrig løftes lindt af [s]ange?
O, jeg mindes dog s[å] mange!
Faksimile
264
Brand
.Jeg det m[å]. Spild ej din [b]øn.
Skikkelsen
.Glemmer du din [o]fferløn?
Alt dit [l]øftnings[-]h[å]b bedrog dig;
alle sveg dig, alle slog dig!
Brand
.Ej for egen [l]øn jeg lider;
ej for egen [s]ejr jeg strider.
Skikkelsen
.For et [f]olk i [g]rubens [g]ange!
Brand
.
En kan give [l]ys til[] mange.
Skikkelsen
.Dømt er jo dets [f]remtids[-]slægter!
Brand
.Stort en enkelts [v]ilje mægter.
Skikkelsen
.Husk at en med [f]lamme[-]riset
[m]anden drev af Paradiset!
Porten har han lagt et [s]lug for; –
over det du springer ej!
Brand
.
[Å]ben lod han
[l]ængslens
[v]ej!
Skikkelsen
[(]forsvinder i et [b]rag; T[å]gen vælter sig hvor den stod, og der skriges hvas[]t
og sk[]ærende, som fra en der flygter):
Dø! Dig har ej [v]erden [b]rug for!
Faksimile
265
Brand
(st[å]r en [s]tund som bedøvet).
Væk det jog i [s]koddens [r]øg, –
fløj p[å] store hvasse [v]inger
over [v]idden som en [h]øg.
Kravet var en [l]illefinger
for at fange helt min [h]
[å]nd –!
Ha, det var [a]kkordens [å]nd!
Gerd
(kommer med en [r]iffle).
S[å] du [h]øgen! S[å] du [h]øgen?
Brand
.Ja, du; dennegang jeg s[å] ham.
Gerd
.Fort, sig [v]ejen, han er strøgen;
vi vil efter, vi vil n[å] ham!
Brand
.Intet [v]
[å]ben bider p[å] ham;
stundom tykkes han at fly,
hjerteramt af [d]ødens [b]ly, –
men vil [b]aneslag du sl[å] ham,
er han bag dig lige kry,
g[]ækker, lokker dig paany.
Gerd
.Rensdyr[-]skyttens [r]iffle stjal jeg,
har den ladt med [s]ølv og [s]t[å]l;
du kan tro, jeg er s[å] gal ej,
som de siger!
Brand
.Træf[] dit [m]
[å]l!
(vil g[å].)
Faksimile
266
Gerd
.Prest, du halter jo p[å]a [f]oden.
Hvad har voldt det?
Brand
.Folket jog mig.
Gerd
(nærmere).Rød, som [b]lod fra [h]jerteroden,
er din [t]inding!
Brand
.Folket slog mig.
Gerd
.
Før du havde [s]ang i [r]østen, –
nu kun [k]nirk, som [l]øv om [h]østen!
Brand
.Alt og alle –
Gerd
.Hvad?
Brand
.Bedrog mig.
Gerd
(ser med store Øjne p[å] ham).
H[å], – nu k[]ender jeg dig først!
Jeg har tænkt, at du var [p]resten; –
tvi med ham og hele [r]esten!
Du er [m]anden, som er størst.
Brand
.D[å]rligt mente jeg det næsten.
Gerd
.Lad mig se p[å] dine [h]ænder!
Faksimile
267
Brand
.Mine [h]ænder?
Gerd
.Nagle[-]s[å]ret!
Blodets [d]ryp jeg ser i [h]
[å]ret, –
[b]iddet efter [t]orne[-]tanden,
hugget vildt og hvas[]t i [p]anden.
Dig har [k]orsets [t]ræ jo baaret!
Faer har sagt[,] da jeg var liden,
det blev gjort for længe siden,
langt herfra og af en anden; –
nu jeg sk[]ønner han mig d[å]red; –
ja, for du er Frelser[-]manden!
Brand
.Vig ifra mig!
Gerd
.Skal jeg falde
ned og bede for din [f]od?
Brand
.Vig!
Gerd
.
Du ødte jo det [b]lod,
som har [m]agt at frelse alle!
Brand
.O, jeg ved ej [f]relsens [f]jæl
for min egen arme [s]jæl!
Gerd
.Her er [r]ifflen! Lad dem dræbes –!
Brand
(ryster p[å] [h]ovedet).
Frem mod [f]aldet skal der stræbes.
Faksimile
268
Gerd
.Ej af dig; du g[å]r jo først!
I din [h]
[å]nd er [n]aglehullet; –
du er udvalgt; du er størst.
Brand
.Jeg er ringest [k]ryb i [m]uldet.
Gerd
(ser op[]ad; [s]kyerne letter).
Ved du[,] hvor du st[å]r?
Brand
(stirrer frem for sig).
Jeg st[å]r
ved det første [t]rin af [t]rappen;
højt er op[] og [f]oden s[å]r.
Gerd
(vildere).Svar mig! Ved du[,] hvor du st[å]r?
Brand
.Ja, nu falder [t]
[å]gekappen.
Gerd
.Ja, den falder: Svartetind
peger helt i [h]imlen ind!
Brand
(ser op[]).Svartetind? Iskirken!
Gerd
.Ja!
Kirkeg[]æst du blev endda!
Brand
.
[Tusend]
[m]ile bort herfra! –
O, hvor inderligt jeg higer
Faksimile
269
efter [l]ys og [s]ol og [m]ildhed,
efter [f]redens [k]irke[-]stil[]hed,
efter [l]ivets [s]ommer[-]riger!
(brister i [g]r[å]d).
Jesus, jeg har r[å]bt dit [n]avn;
aldrig tog du mig i [f]avn;
tæt[] forbi mig er du gledet,
gammelt [o]rd p[å]
[t]ungen lig;
lad mig nu af [frelsens-]klædet,
med den sande [b]ods-[v]in vædet,
fange blot en fattig [f]lig!
Gerd
(bleg).Hvad er det? Du græder, du,
varmt, s[å] det p[å]
[k]inden ryger, –
varmt, s[å]
[b]ræens [g]rav[-]lin stryger
dryppende fra [t]op[] og [t]inde, –
varmt, s[å] Isen i mit [m]inde
løses op[] i [g]r[å]d herinde, –
varmt, s[å] Messe[-]k[å]ben glider
nedad [j]økel[-]prestens [s]ider –!
(bævende.)
Mand, hvi græd du ej før nu?
Brand
(klar, str[å]lende og ligesom forynget).
Frostvej bær ig[]ennem [l]oven, –
siden [s]ommersol fra oven!
Til[] idag det g[]aldt at blive
[t]avlen[,] hvorp[å] Gud kan skrive; –
fra idag mit [l]ivsensdigt
skal sig bøje varmt og rigt.
Faksimile
270
Skorpen brister. Jeg kan græde,
jeg kan knæle, – jeg kan bede!
(synker iknæ.)
Gerd
(skotter op[]over og siger sagte og sky):
Se, der sidder han, den stygge!
Det er ham, som kaster [s]kygge,
der han pisker [t]indens [s]ider
med sin brede [v]ingefjær.
Nu er [f]relsens [t]ime nær –
dersom bare [s]ølvet bider!
(kaster [r]if[]len til[]
[k]inden og skyder. Hult [d]røn, som af en rullende [t]orden, ly-
der højt oppe fra [b]ergvæggen.)
Brand
(farer op[]).Ha, hvad g[]ør du!
Gerd
.Ramt han glider!
Jeg har truffet; – se, han falder;
hør, han skriger[,] s[å] det gjalder!
Mange tus[e]nd [f]jær af [h]ammen
fyger ned fra [b]ergvæg[]s-[k]ammen; –
se, hvor han blir stor og hvid –!
Hej, han ruller ende hid!
Brand
(synker sammen).Ja, hver [s]lægtens [s]øn til[]døde
dømmes m[å] for [s]lægtens [b]røde!
Gerd
.Tifold større [h]immeltelt
spændtes ud, da han blev fældt!
Se, han tumler; se, han ruller –
Faksimile
271
[å], jeg vil ej længer grue;
han er hvid jo, som en [d]ue –!
(skriger i [r]æd[]sel).
Hu, det stygge, stygge [b]ulder!
(kaster sig ned i [s]neen).
Brand
(krymper sig under den styrtende [s]kred og siger op[]ad):
Svar mig, Gud, i [d]ødens [s]lug; –
g[]ælder ej et [f]relsens [f]nug
[m]andeviljens qvantum satis –?!
(Skreden begraver ham; hele [d]alen fyldes.)
En [r]øst
(r[å]ber g[]ennem [t]ordenbragene).
Han er deus caritatis!
[]
